Så står den snart på kick-offmøde

I dag er der præcis en uge til at vi skal til Skive igen.

Jeg glæder mig enormt meget og tæller virkelig bare dagene. Jeg tror, det bliver spændende og jeg håber sådan, de kan sige der, om vi kommer i gang pr næste cyklus eller ej. Men jeg tror det ikke; det er nok først noget, de kan sige på selve dagen, vi kontakter dem.

Jeg synes, det er ret barskt at man kan blive afvist pga. pladsmangel. Ham lægen, vi var inde ved sidst, lød dog som om at det vist kun var én gang, de ville være bekendt at afvise en. Men for søren, det er alligevel barskt. Jeg kan simpelthen ikke overskue at skulle vente endnu længere på at komme i gang!

Jeg forventer menstruation i denne her uge og HÅBER sådan at det er sidste gang, inden vi kommer i gang. Sidste gang inden vi bliver forældre, egentlig. Selvom det selvfølgelig er drømmescenariet, tror jeg nok ikke helt på at man kan være SÅ heldig, så hurtigt.

Jeg gruer ærligt talt for negative tests. Det er noget andet med den menstruation, jeg ved kommer om et par dage. Vi har ikke for alvor prøvet i denne her måned så man forventer heller ikke noget. Det bliver værre, når vi faktisk har været igennem behandling for det. Siger min erfaring mig.

Men på sin vis er det også for tidligt at bekymre sig endnu. Vi har ingen nederlag i bagagen med reagensglasbehandling og måske skal man også turde lade håbet være lysegrønt. Selvom man jo bare prøver at beskytte sig selv ved at gå lidt pessimistisk/realistisk til det her.

Faktisk ser jeg ikke mig selv om pessimist. I forhold til dette her eller alt muligt andet. Men der er så sindssygt mange følelser i klemme i det her at jeg ikke føler, man helt har "råd" til bare at gå ind i det med hjertet fuldstændig blotlagt. For det er bare så hårdt!!!

På en måde tror jeg, det vil lykkes for os. Ikke i første forsøg, måske. Men en dag. På et tidspunkt. Vi skal nok blive forældre.

Pt er vi diagnosticeret som Uforklarligt barnløse og så håber jeg, det betyder, at der ikke er noget der forhindrer os i det. At det VIL lykkes, bare vi prøver nok gange.

(Rodede) tanker og følelser

Vi er i ventetidsmode igen-igen, Manden og jeg, og på en eller anden måde er der også en slags dagligdag i det. Det er ikke den værste slags ventetid for der er ikke nogen uvished forbundet med den. Andet end den, der altid er der. Der er primært bare dage, der snegler sig af sted men for det meste er den værste følelse, man har i klemme her utålmodigheden. Der er ikke al håbet, frygten for en  snarlig, måske-negativ test og hjernen, der kører på højtryk for at gennemanalysere hvert eneste pip, kroppen laver som et muligt "kan det nu være" graviditetstegn. Til gengæld bliver utålmodigheden ofte gjort selskab af af en modløshed som kan være ret tung at danse med.

Der er 19 dage i dag til vores infomøde og der er kun at lade tiden gå sin gang og vente på at dagen oprinder. Men ventetiden føles altså også ekstra lang, fordi vi lige har brugt to måneder på at vente i forvejen. Man kan kun sige at man får trænet sin tålmodighed undervejs, men alt andet end lige, er denne ventetid kun frustrerende - ikke ubærlig. Bortset fra når man for hvem ved, hvilken gang indenfor de sidste par måneder, får smækket andres scanningsbilleder, babyfotos og alskens andre lykkelige babynyheder lige i smasken på diverse sociale medier. Det gør bare ondt. Hver gang. Mit hjerte græder bare hver gang, jeg forholder mig til andres babylykke for tiden for jeg længes sådan efter min egen babylykke. Der er ikke nogen pæn måde at sige det på.

Der er dog heldigvis også lyspunkter her i ventetiden. Eksempelvis kan nævnes at jeg i dag har talt med to i min familie, som har været i behandling (den ene endda med PCO at bokse med. I dag med hhv. 2 og 4 børn. Og som faktisk hver havde en veninde som havde gode erfaringer med Skive. Som i: De fik et barn ud af det. Og har begge flere børn i dag. Det gør bare en så godt at høre de historier for så tør jeg godt håbe lidt på at der er håb for os også. Og jeg har så meget brug for at turde håbe for tiden.

"Dem, det aldrig blev"

Det er lidt underligt med følelserne undervejs i sådan et forløb som dette her. Vi har prøvet at blive forældre i årevis og har endnu aldrig produceret to streger, selvom vi har troet, den var der, et par gange. Særligt den første gang. vi troede, der var bid, eller ved menstruationen efter 1. behandlingsforsøg, var det meget meget hårdt.

Den første gang, vi troede, der var bid, testede jeg også kun negativ, men jeg har alligevel stadig en følelse af, at der altså VAR noget. Jeg kan ikke forklare det andet end at det er en følelse i mig der tror på det. Jeg har haft falske graviditetssymptomer masser af gange siden men jeg har aldrig følt at der var noget i maven andet end ved den lejlighed og min krop har aldrig opført sig som den gjorde der, hverken før eller siden. Jeg ved egentlig ikke, hvorfor mit hjerte insisterer på at der var noget, for det blev jo uanset hvad aldrig til noget; ikke engang en BIO, fordi det aldrig kunne ses på testene, jeg tog. Jeg græd i flere døgn efter den oplevelse og tør overhovedet ikke tænke på, hvordan det havde været, hvis jeg HAVDE haft to streger.

Selvom det ikke er et kapitel i vores "lave barn"-forløb, vi snakker om mere (fordi vi vælger at se fremad), kan jeg simpelthen ikke få mig selv til at tænke, at der ikke var et eller andet der, som vi tabte. Ud over vores uskyld. Det føles som om jeg skal benægte et barn, mit barn, dets eksistens og det vil jeg simpelthen ikke! Selvom det lille fnug aldrig blev til mere end et ubeviseligt fnug.

I vores første behandlingsforsøg gik det, som bekendt, heller ikke som det skulle. Og det var også et ret hårdt slag. Der skrev jeg sådan her, for at få lidt styr på mine tanker.

Jeg glæder mig til at opleve det engang. At bære mit barn. Mærke det vokse indeni mig og derefter se det vokse op. Og jeg vil knuselske det liv, vi kommer til at lave en dag, Manden og jeg. Jeg knuselsker det allerede, selvom jeg ikke har mødt det endnu. Men det blev ikke denne gang, vi skulle mødes. Måske er vi heldige næste gang. Det håber jeg. 

Manden var fuldstændig uforlignelig ved denne lejlighed (det er han bare altid) og han lovede mig, at vi blev ved til vi sad i sofaen med vores barn i armene. Jeg får stadig tårer i øjnene, når jeg tænker på det. Krigen er dog som bekendt ikke slut, selvom man har tabt et slag, blev vi enig med os selv om, og vi tog så to IUI forsøg til, inden vi blev videresendt til reagensglas. Hvor vi så er nu. I ventepositionen, hvor man stadigvæk er håbefuld, fordi man ikke har nogen nederlag under vesten med denne her form for behandling.

Av

Jeg har lidt ondt af mig selv i dag og jeg føler mig lidt som et dårligt menneske oveni.

I går aftes læste jeg på facebook, at en pige, jeg sås meget med i gymnasietiden venter sig. Jeg lukkede facebook med det samme og blev egentlig ret ked af det. Det er præcis samme følelser, hver gang, det sker. Og min alder taget i betragtning, er det sket en del gange allerede og kan forventes at ske en hel del mere i løbet af de næste år. Overvejelsen om at lægge facebook på hylden i en periode vender tilbage, kan jeg mærke. Det tror jeg, jeg vil. For jeg bliver så ked af det, hver gang, jeg læser om folks lykkelige nyheder. Og så føler jeg mig som et vildt dårligt menneske oveni, fordi jeg ikke bare kan glæde mig over deres lykkelige nyheder. Og jeg jo overhovedet ikke ved, om de har prøvet i lige så lang tid som vi har.

Jeg ved godt, at det er helt naturligt at få de her følelser, når man er i behandling og andre rundt om en venter sig. Men for filan, det gør ondt. Sådan helt ind i kernen på én. Så jeg gjorde det, jeg har gjort før som virker som om, jeg er på grænsen til sindssyge. Og som Manden ikke får at vide, at jeg gør. Jeg fandt den der lille kaninbamse frem, jeg har købt til det barn, der kommer en dag. For det kommer. Det skal det bare gøre! Det er jeg nødt til at tro på.

Jeg skylder historien at sige, at jeg gik tilbage på facebook og ønskede dem tillykke, efter at have sundet mig lidt. Min sorg skal ikke slå skår i andres lykke. Og i det mindste kunne de ikke se, at den der glade smiley, jeg også skrev, var løgn.

Måske sker det af sig selv?

Dette her bliver lidt et surt opstød fra min side. Beklager. Det er noget, jeg har tænkt en del over og jeg er simpelthen nødt til at få det ned på skrift. Men en smule held kommer det ud af mit system, så.

Nuvel, here goes...

Jeg har fuld forståelse for, at det kan være svært at vide, hvad man skal sige til folk som os, der er ufrivilligt barnløse. Vi har selv tre par i vores umiddelbare familie, for hvem det aldrig er lykkedes, og jeg ved til fulde, hvordan man bare ønsker, at man kunne sige noget, der tog deres smerte væk. Jeg kender det godt og jeg er helt igennem bevidst om, at folk kommer til at sige uheldige ting i misforstået godhed og af kærlighed. Selvom jeg nogle gange kommer til at læse nogle rigtig svinske kommentarer på nettet af folk, der ikke forstår, hvilke følelser det afføder at være ufrivillig barnløse, har vi været så heldige at vores omgivelser kun har vist forståelse og støtte. Det er virkelig rart og er noget, vi er meget taknemmelige for.

Måske derfor skal jeg egentlig ikke være den første, der råber højt om dette her for vi har egentlig været ret forskånede for grimme kommentarer (folk kan også lige prøve)!! Men der er især én ting, jeg har svært ved, når folk siger til mig. Variationer over sætningen: "Måske sker det af sig selv".

Jo, mirakler sker og det er sådan et vi prøver at tiltuske os. Igennem fertilitetsbehandling. På nuværende tidspunkt er der ikke noget, der tyder på, at vi ikke skulle kunne opnå en graviditet så det holder vi håbet højt på. Omvendt må vi også bare sige at når man har prøvet i 2 år, både derhjemme OG via insemination, så virker det lidt ufølsomt at komme med den slags kommentarer. Og jeg ved stadig ikke helt, hvad logikken bag dem er. Jeg forstår, at det er noget med at forsøge at indgyde håb men det er en vinkel, jeg har det rigtig svært med.

Jeg forestiller mig, at det kan ramme en på ens kønsidentitet at have problemer med fertiliteten. Jeg er der ikke selv (endnu), men jeg kan rationelt godt se, hvordan det kan påvirke en. Virkelig. Måske er det fordi vi aldrig har opnået de famøse to streger, at det ikke er følelser, jeg har. Manden siger, han heller ikke har dem. Det er et medicinsk problem som ikke, på den måde, har noget at gøre med, hvem vi er som mennesker. At være ufrivillig barnløs er helt sikkert en meget reel sorg men vi er ikke ofre. Og når vi nu engang har dette medicinske problem, er det bare dejligt at teknologien til måske at kunne hjælpe os findes. Det er vi nok mest af alt bare taknemmelige over.

Derfor har jeg det også rigtig svært med konceptet om at "måske lykkes det på magisk vis af sig selv". Måske behøver vi slet ikke det der farlige hormonmedicin. JO, VI GØR! Og ja, det var da sjovere, billigere og lettere, hvis vi ikke gjorde. Men det gør vi. Og så er det sådan, det er. Jeg er flintrende ligeglad med, hvordan jeg bliver mor. Bare jeg bliver det. Det kræver nu engang blod, sved og tårer at få et barn. Sådan er det bare. Og det har jeg accepteret. Det er nu engang igennem behandling, vi bliver forældre en dag.  Og det bliver fantastisk, når det sker en dag. Så kom ikke og sig til mig at vi reelt set ikke har brug for det fordi det måske sker af sig selv. For det hjælper mig lige så lidt som det ville gøre at "slappe af og tænke på noget andet." Som om det er en mulighed som ufrivillig barnløs.

Måske skal jeg bare prøve at slappe af og tænke på noget andet næste gang, jeg sidder med en kanyle i maveflæsket på det helt rigtige tidspunkt. Eller hvad?

😡


PS. hvad sker der lige for folk, der siger at ufrivillig barnløshed er naturens måde at sortere dem fra, der ikke skal være forældre. WTF, Mr Nazi? Ville du sige det samme til en, der fik en livstruende sygdom eller som mistede førligheden i et trafikuheld?

PPS. Og hvad sker der for de der idiotiske kommentarer om at folk "bare skal adoptere" i stedet for. Jeg har intet imod adoption og adoptivbørn og kender selv flere som jeg holder meget af, men det er bare så ufølsomt og misforstået. Jeg ved med mig selv, at jeg sagtens ville kunne elske et adoptivbarn ligeså højt som mit biologiske barn, men det har intet med hinanden at gøre. I øvrigt, har de overhovedet noget kendskab til adoptionsverdenen OVERHOVEDET?! Og hvornår er sygdommen ufrivillig barnløshed blevet Guds måde at løse problemerne i den 3. verden på?!

Om at være i gode hænder

Som jeg tidligere har beskrevet, har jeg det egentlig helt fint med at befinde mig i behandlingsverdenen. Jeg synes, vi har været i kontakt med en masse sympatiske og kompetente sygefaglige personer og selvom det endnu ikke har båret frugt, har vi følt os i kompetente hænder hele vejen.

Der var f.eks. den enormt søde læge i mit eget lægehus som uden problemer henviste os til behandling og de to læger på sygehuset som var der i vores IUI forløb. Den første var der kun til den indledende samtale og den anden var der ved alle de andre tilfælde. Hun var sød, rimelig peppet og tiltalte mig flere gange som 'søde', når jeg lå med stængerne i vejret og havde svært ved at slappe af. På sin vis er der sikkert nogen, der vil finde det uprofessionelt men på mig virkede det rigtig rart. Omsorg når man er i en udsat, og nogle gange smertefuld, position er meget meget værdsat. Selvom hun ikke opnåede at gøre mig gravid, vil hun alligevel altid have en plads i mit hjerte - sammen med især én sygeplejerske, der kom ind og hold mig i hånden, en gang, hvor det gjorde helt sublimt ondt, fordi de var nødt til at vrikke lidt rundt med min livmoder for at få den lagt, så de kunne inseminere mig. Jeg kan ikke huske præcis, hvordan hun så ud, men jeg knuselskede hende for den omsorg, hun gav mig lige der.

Senest er det den mandlige læge på det nye sygehus. Ung, cirka vores alder, og bare rigtig rigtig tillidsvækkende. Derudover var han den første mand i behandlingsforløbet, der kigger i mit underliv. Og jeg var faktisk i stand til at slappe af i musklerne imens, hvilket ellers tit falder mig svært. Selvfølgelig har vi kun været der én gang, men vi synes, det virker lovende. At stedet virker kompetent OG trygt.

Jeg ved godt, det måske er lidt fjollet, men jeg tænker nogle gange på, at jeg har lyst til at sende en buket blomster til de læger, der har hjulpet os i det her forløb en gang, når vi er ude på den anden side af alt det her. Når vi HAR vores barn. Som en tak for, at man ikke følte sig som et nummer i rækken men som et menneske; en tak for at blive set og hørt og for at de gjorde alt, de kunne. En tak for at få en til at føle håb når man er i en udsat position.

Næste punkt på dagsordenen...

Næste led i vores behandlingsforløb i Skive er det såkaldte Kick-off møde, som er et informationsmøde. Desværre først i starten af september. Der er tre uger til i morgen.

Der står i invitationen til mødet at vi sammen med andre par vil få gennemgået behandlingen samt at der vil være mulighed for at stille spørgsmål samt debattere med ligestillede. Umiddelbart er det ikke noget, vi har vildt meget lyst til, men jo mere, jeg tænker over konceptet, desto flere gode aspekter kan jeg se ved det.

På den ene side føles det ganske vist lidt underligt at der pludselig er andre par (i vores situation, men alligevel) tilstede i vores behandlingsforløb men på den anden side har jeg egentlig et ret stort behov for at tale om det at være i behandling og det kan måske nok blive interessant at spejle sig i andre par. Jeg tror, det, der primært virker utrygt for mig i konceptet er, at det bryder lidt med min illusion om det her som noget "intimt", i mangel af bedre ord.

Jeg kan godt se, at det kan virke grotesk, taget i betragtning af, hvor mange der allerede på nuværende tidspunkt har været blandet ind i det her forløb og som har forholdt sig til tilstanden i mit underliv og Mandens sædkvalitet, men det er noget andet, synes jeg, når det ikke er sundhedspersonale. Bare man ikke kommer til at sidde og føle sig 'forkert'. Eller at det kommer til at gøre en ked af det, nu, hvor man egentlig bare var så glad for snart at kunne komme i gang.

Jeg har det som sådan egentlig fint nok med det at være i behandlingsverdenen. Selvom vi ikke har opnået hverken graviditet eller barn på nuværende tidspunkt, har vi begge en følelse af, at vi står langt bedre sådan her end hvis vi var overladt til skæbnens tilfældigheder hjemme i dobbeltsengen. Den enormt sympatiske læge, vi var inde ved i fredags, sjussede vores chancer ved IUI og ved egen hjælp til cirka små 10% pr gang, hvor der hos dem ved IVF/ICSI vil være 40% chance pr gang. 40% er ikke 100% men det er dog en kraftig forbedring. Vi bilder os ind at lægen var håbefuld på vores vegne.

Vi kommer også til at skulle lære at stikke med nåle så vi er forberedt mht. hormonbehandlingerne. Det er jeg lidt spændt på. Altså, dybest set formoder jeg at det er stort set det samme som med de sprøjter, vi allerede har erfaring med (Gonal-f og Ovitrelle) men det er rart at få en grundig indføring i de forskellige medicintyper inden det rigtig går løs. Hvilket det gerne snart må gøre!

Vi skulle der udover gerne ende ud med kopier af personlige behandlingsskemaer samt kendskab til vores videre forløb, altså, hvornår vi kan starte behandling. Åh, bare det er snart!!! Og bare der snart er gevinst. Bare vi dog snart bliver forældre.

Forskelle på mænd og kvinder - del 2

Det med forskelsbehandlingen i behandlingsverdenen er lidt en af mine kæpheste og der er vist ingen tvivl om at der er en del, der halter på det punkt.

Så meget desto mere, blev jeg virkelig glad, da jeg, som noget af det første, så dette lille hæfte på fertilitetsklinikken. "Mænd går også i fertilitetsbehandling". Øh, no shit, Sherlock - skulle man synes!

Lille men vigtig folder

Jeg har stadig en følelse af at lægerne primært taler til mig (dette er dog IKKE Mandens oplevelse) og en af vores IUI-læger indrømmede da også i sin tid at de var noget kvindecentriske i det her system og det skal lige indskydes her at det kun er MIT cpr-nummer, der er anført (som "patienten") på det skema til kørselsgodtgørelse, vi har fået udleveret. SOM OM MANDEN SLET IKKE ER EN DEL AF DET HER PROJEKT! 😠 Undskyld men det stikker altså lidt i mine øjne!

Jeg kan dog læse mig til i det fine, lille hæfte, at det er relativt nyt, at de har fokus på mandens følelser i forbindelse med behandling og jeg formoder, at det betyder, at systemet hele tiden udvikler sig i retningen af det bedre. Babysteps og sådan, I ved. Og muligvis er det mere mit issue end Mandens i vores tilfælde. Men jeg synes, det er vigtigt. Fordi HAN er vigtig.

Og det er dejligt, at der er ved at ske en ændring nu. Og selvom indkaldelse til Kick-off informationsmøde kun blev sendt til min e-boks, så var det da i det mindste både Kære mig og Manden.

Vores IVF-forløb 1

Opstartssamtale
I dag har vi været til den indledende samtale på sygehuset. Det var bare en virkelig god oplevelse. Hele seancen tog en time.

Vi tog temmelig tidligt hjemmefra fordi vores tid allerede var klokken 8 og ankom i god tid til sygehuset. Vi tjekkede ind og fik så taget billeder til vores journal og blev derefter målt og vejet. Så kom vi ind til samtale med en vildt sød mandlig læge som først gennemgik alle vores prøvesvar samt vores spørgeskemasvar sammen med os. Alt ser rigtig fint ud, heldigvis, også Mandens sædprøver, som vi nu har bedre forståelse af. I uoprenset form ligger den lidt under, hvad den skal, men i oprenset form er der "mere end rigeligt" til vores type behandling. Der er intet teknisk til hinder for at vi skulle kunne blive gravide men vi er "sådan nogle, der har brug for hjælp".

Derefter blev jeg scannet og alt så også rigtig fint ud der. De fandt anlæg til 10 æg på den ene æggestok og til 5 på den anden så umiddelbart skal jeg ikke have en vildt kraftig hormonstimulation. Selvfølgelig mere end ved IUI men i IVF-regi er det vidst ikke vildt. Hundrede og nogle og halvfjers, vistnok.

Jeg skal i det, der hedder kort protokol, og vi sigter efter 10 æg. Fordi det er 1. gang med reagensglasbehandling for os, vil de dele antallet af udtagede æg op i to puljer og lave IVF på den ene halvdel og ICSI på den anden. Fordi vi jo ikke ved, hvad æggene reagerer bedst på. Det har jeg det bare så godt med. Jeg forestiller mig at de nok skal blive befrugtede uanset hvad.

Vi er allerede blevet indkaldt til kick-off møde (som vi skal deltage i inden behandlingen må starte) og det er 5. september. Det betyder selvfølgelig at der er en måneds ventetid IGEN nu og at jeg når at få menstruation en gang til inden vi kan komme i gang - hvis vi da kan komme til med det samme(!).

Manden og jeg har fejret at vi er i gang igen med en kage (hans ord og idé <3 ) og en god bøf i aften.

Måske kan vi komme i gang allerede i slutningen af september :)

Forskelle på kvinder og mænd - del 1

Det er ikke fordi jeg vil kaste mig ud i en kønspolitisk smøre, men det er egentlig meget interessant at se, hvordan kvinder og mænd bliver behandlet og reagerer på det at være i fertilitetsbehandling. Vi trækker lidt på skuldrene af det og joker med det undervejs (hvad kan man ellers gøre?) men selvom vi stadig er unge i behandlingsverdenen (det må man være, når man er i august og startede i februar), har vi allerede en del underlige oplevelser under vesten.

Vi nævner i flæng eksempelvis:

At officielle papirer, inklusiv spørgeskemaet til ham samt selve indkaldelsen til behandling, kun bliver sendt til MIN e-boks, eller da manden nærmest blev sat i krydsforhør på ambulatorisk afdeling fordi han ville aflevere en planlagt sædprøve og ikke kunne huske mit CPR-nummer. Hvorfor er det ikke nok at han kan identificere sig som sig selv?

Jeg ved godt at det jo hovedsageligt er MIN krop, de skal forholde sig til men jeg bliver egentlig lidt stødt på hans vegne. Og jeg ved, han heller ikke synes, det er helt okay.

Det er bare sådan at vi er et par, der er i behandling og ikke "kvinde + påhæng". Vi er to ligeværdige parter og min mand er altså med i denne her proces som meget mere end sæddoner. Det er HAM, der holder mit maveskind, når jeg stikker mig med hormoner, og giver mig et kys bagefter (vores ritual). Og det er ham, der lever med det her skrukke kvindemenneske og alle hendes humørsvingninger og frygten for om det mon vil lykkes os, ligesom det er os begge to, der hver aften sidder med hver vores fertilitetsfremmende kosttilskud. Og allervigtigst er det ham, der skal være barnets far.

Jeg er ham uendelig taknemmelig for at han er min klippe i det her (og i alt andet). Vi er en enhed i det her og selvom det er min krop, der skal trække hoveddelen af læsset, så er vi altså fælles i det her.

Det skal afslutningsvis siges, at vi faktisk kun har fået god og kompetent behandling indtil videre og at vi umiddelbart har en god fornemmelse af Skive - men ligestillingsmæssigt lader behandlingsverdenen altså lidt tilbage at ønske.

Tanker inden mødet på sygehuset

De sidste mange uger har været præget af ventetid og for at dokumentere, hvordan man har det undervejs samt for ikke selv at blive vanvittig af at vente, har jeg skrevet en slags lille 'dagbog'. Den vil blive opdateret løbende op til vores sygehusbesøg.

Dagbog

3. juli: På sin vis er det rart nok at have en dato at tælle ned til, men jeg er ved at blive GRÅHÅRET over ventetiden. Der er over en måned til stadigvæk og jeg er så utålmodig efter at komme i gang med behandlingen. Sidste år fløj ferien afsted og nu føles tiden som om den kører i sneglefart.
Sygehuset har en folder til at ligge som pdf på deres hjemmeside og jeg har gennemlæst den igen og igen.

Odds'ene for IVF i følge sygehusets hjemmeside er sådan her: Hver gang, der lægges et befrugtet æg op, er chancerne 48% for positiv test. I mit hoved lyder det af meget, når man kommer fra IUI og 15% chance pr gang. Jeg ved godt det stadig betyder at lidt mere end halvdelen får en negativ test men kombineret med at de OGSÅ skriver at 70-80% ender ud med et barn efter 1-3 forsøg, så lyder odds'ene bare urimeligt meget bedre for IVF end for IUI. Ååååååh, jeg vil i gang snart! Jeg har undskyldt på forhånd til manden over den kommende Hormonella men jeg havde ingen gener ved hormonbehandlingen til IUI, udover the occasional hedetur og lidt søvnbesvær, så forhåbentlig bliver jeg ikke alt for bivirkningsramt af hormonerne til IVF.

4. juli: I går blev vi enige om, hvornår vi kører til Skive og kigger på sygehuset. Vi har det begge to bedst med at have forberedt os forinden, så vi kender vejen og kan finde hen til den rigtige afdeling, inden selve dagen. Det føles godt og på en eller anden mærkelig måde, kan jeg så se frem til den dato som et pitstop inden selve mødet. Så er der da et eller andet aktivt, man kan gøre, mens man venter. Jeg overvejer også akupunktur. Jeg ved ikke om det virker men jeg er fristet til at prøve det.

5. Juli: I dag er det egentlig gået udmærket med ventetiden men her til aften kan jeg mærke, at der er LANG tid til d. 11. august. Jeg er frustreret over ventetiden men til gengæld er jeg ret optimistisk
omkring vores chancer i dag. Jeg havde det vildeste selvtillidsdyk i går men i dag tror jeg på det. Det
er godtnok en rutschebanetur, det her ventetidshalløj. Der er allerede gået 8 uger siden jeg fik datoen tilsendt i e-boks og nu er der "kun" 5 uger tilbage. Og selvfølgelig inkluderer det "ekstra" ventetid fordi klinikken holder sommerferielukket. Jeg kan altså ikke lade være med at føle, at det lidt er en uskik at sygehusafdelinger holder sommerferielukket. Jul og helligdage - ja, selvfølgelig! Min dejlige svigerinde er sygeplejerske og arbejder på sygehus og selvfølgelig har læger og sygeplejersker også ret til sommerferie. Det er slet slet ikke det, jeg siger. Måske er det en logistisk/organisatorisk ting? Men det er i hvert fald top træls at skulle vente når man er utålmodig for at komme i gang og ferielukning betyder, at man misser tre ægløsninger.

7. Juli: I går var vi sammen med babybassen og hans forældre. Og jeg fik lov at sidde med ham i lang tid. Ok, indrømmet, han sov en god del af tiden men det var mig der lullede ham helt til ro og da han vågnede, lå han bare og kiggede på mig med sine store, blå øjne. Det var så rart at egentlig føle lidt at jeg havde helt styr på, hvordan man håndterer en baby. Og det dulmede lidt mine "babyabstinenser"
samtidig med, at det intensiverede dem. Jeg GLÆDER mig til at få mit eget barn engang. Jeg er i det der "jeg tror på det men jeg er også VILDT utålmodig og LÆNGES bare efter mit eget barn"-humør. Du milde, der er LÆNGE til midt august!! Kom så møde og hit med en hel masse fertilitetshormoner, så jeg kan få mit barn!!! Det bliver sikkert ubehageligt men jeg er alligevel bare SÅ klar!

8. Juli: Har ikke spekuleret så meget på det i dag. Kun hver andet sekund, cirka. Jeg kobler af her i sommerferien ved at sy og hvad syr jeg så?! Babyting. På sin vis tumpet for så tænker jeg jo ikke på noget andet og på den anden side er det ok. For det interesserer mig og jeg kan godt lide at lave ting til baby. Så føles det ligesom man har besluttet at den helt sikkert kommer - vi ved bare ikke hvornår endnu. Det føles optimistisk og giver mig håb.

10. Juli: Jeg har i de sidste dage gået og spekuleret i, om jeg skal starte med akupunkturbehandling. Hverken Manden eller jeg har almindeligvis den store fidus til alternativ behandling, men nu får det
et skud. Jeg har besluttet at denne her sommerferie (og den enormt lange ventetid, den består af) er en muligvis for at toptune min krop til den belastning, den kommende behandling bliver for den. Jeg ved godt, det bliver hårdt og at det vil gøre ondt. Jeg håber bare at jeg undgår overstimulering og at det
bærer frugt.


12. Juli: I morgen starter jeg på akupunktur. Jeg ser frem til det og håber, det kan medvirke til at jeg snart bliver mor. I dag er jeg på cyklusdag 27 og det er således en ret lang cyklus for mig. Jeg gider dog ikke tage en test for jeg ved at min menstruation kommer i morgen. Mine tanker er slet ikke i denne her cyklus. De er på vores kommende behandling.

13. Juli: Var til akupunktur i dag. Jeg skal igen i næste uge. Det virker stadigvæk uvidenskabeligt,
synes jeg. Måske er jeg bare ikke så østligt minded. Men jeg har besluttet at give det en chance. Derm
ER jo dem, der sværger til det og man skal nok ikke forvente at man er "kureret" efter én behandling.
Vi skal åbenbart arbejde med min milt, lever og mine nyrer. Og mit ikke-eksisterende blodomløb i ben og fødder. Jeg er nok dybest set stadig skeptisk men alligevel nysgerrig nok til at fortsætte. Og hvis det virkelig virker, så æder jeg gerne mine ord i mig igen!

14. Juli: I dag har jeg haft besøg af en kær ven fra gymnasietiden. Det var super hyggeligt at se ham igen og jeg ville have haft en perfekt dag, hvis det ikke var fordi den også har inkluderet nyheden om at et af Mandens vennepar venter nummer 3. Er sådan set glad på deres vegne for de er rigtig søde - men jeg synes det er hårdt med påmindelsen om, hvad man ikke selv har. Du godeste, jeg håber, det snart er vores tur!!!

16. Juli: I dag er jeg genuint nervøs for om det nogensinde vil lykkes! Jeg er kommet til at læse på nettet (DUM idé) om alle mulige ting, man selv kan gøre og nu har jeg dårlig samvittighed. Spiser vi nu i virkeligheden sundt nok? Er det nok med de vitaminer, vi allerede spiser? Burde vi gøre endnu mere? Lægerne påstår jo godt nok at jeg egentlig ikke fejler noget som helst men min menstruationslængde ER jo svingende. Ikke PCO-meget, men den svinger jo mellem 21-29 dage.
Den her ventetid gør mig vanvittig!!! Og hvorfor er der så lang tid til d. 11? Og bare til fredag, med
næste akupunkturbehandling? Jeg må huske at spørge mere ind til behandlingen næste gang.
Jeg har brug for noget at knytte mit håb op på. Vores IUI-læge sagde, at vi nok skal blive forældre - der skal bare lidt ekstra teknik til hjælp. Det er ligesom hele mit håb og min mentale sundhed til tider er knyttet op på den sætning. Sådan en dag er det vist i dag. Alverdens tal og statistikker kører rundt i mit hoved så jeg bliver fuldstændig forpustet og rundt på gulvet. Jeg kan overhovedet ikke finde op og ned i det her og LÆNGES efter at komme til at snakke med det uden tvivl topkompetente fagpersonale i Skive. Bare man dog vidste, om man var købt eller solgt! Det HAR bare at lykkes!

17. juni: Sikke mit humør dog skiftede i går! Jeg gik faktisk i seng med en god følelse i kroppen og en fornyet tiltro til akupunkturen og følelsen og håbet har overlevet natten. Jeg har sådan en seneknude på mit ene håndled som er ganske ufarlig men ikke ret sexet. Den kommenterede akupunktøren på og sagde at dem havde hun fjernet flere af og jeg opdagede pludselig i går aftes at den er blevet mindre...! Jeg har haft den i årevis og nu er den pludselig blevet mindre. I'm a believer. Det er så fysisk og håndgribeligt at jeg tør tro på det. Så kan de måske også hjælpe med fertilitetsproblemet!!! Måske har jeg alligevel en chance for at blive mor!!! Jeg digter skisme et heltekvad om dem, hvis det virker!

18. Juli: Ventetid, ventetid, ventetid... Du godeste, der er længe til endnu!!!!! Zzzzzz og #%>€$$^>~||\€€!!!? Blev der sagt!

19. Juli: Om nogle dage prøver vi at køre turen til Skive. På sin vis er der stadig ALT for længe til at vi skal i gang med behandling og på den anden side føles det som om det rykker LIDT tættere på nu. Det er dejligt! Tænk at se frem til forberedelsen til et behandlingsforløb som man ikke ved bliver
langt eller kort eller om det overhovedet vil bære frugt... Men det SKAL bære frugt!

21. Juli: Har været til Aku i dag for 2. gang og skal igen i næste uge. Jeg glæder mig til næste behandling og tror på projektet i dag. Selvom jeg stadig føler at der er alt for længe til vores første konsultation deroppe, føler jeg også nu at det nærmer sig. Bare lidt. På sin vis har denne her sommerferie været tiltrængt og på den anden side føles det som om, den er uendelig lang. Nok fordi man har mere tid til at tænke end i hverdagen. Men i dag er der præcis 3 uger til. Og som sådan ville jeg ønske, at det var i morgen eller at vi var på vej derop nu, men 3 uger er en del lettere at rumme for mig.

30. Juli: Nu er juli snart omme og så skal vi snart til Skive. Vi har prøvet køreturen i sidste weekend og det var virkelig nemt at finde. Både selve sygehuset men også den rigtige afdeling. Nu går jeg så ellers og venter spændt på min mens. Jeg havde overset en blodprøve i de papirer vi havde fået tilsendt og den kan kun tages de første dage i cyklussen. Jeg beder bare til at jeg når det inden vi skal til Skive, så vi ikke skal udsætte det.

1. august: Tænk at vi skal til Skive i næste uge!!! Jeg glæder mig!! Måske får jeg snart mit barn!!❤️

4. august: I dag er der præcis en uge til at vi skal til Skive. Jeg har været enormt nervøs for om vi skulle udskyde mødet pga. at jeg havde overset en blodprøve men de skriver i papirerne, at det kun er den egentlige behandling, der ikke kan gå i gang, før de har alle testresultater. Det er sådan set rigtig rart for det har jeg godt nok stresset over. Jeg kan ikke overskue at skulle vente meget længere.

8. august: I dag har jeg afleveret den sidste blodprøve inden mødet. Fertilitetsbehandling 2.0, here we come. Jeg er bare SÅ klar og jeg GLÆDER mig virkelig meget til at komme i gang så vi kan få vores barn. Ja, det lyder måske overmodigt men man må gerne være optimistisk. Der er nok timer i behandlingsforløb, hvor man er bange og ked af det - når man har optur og er optimistisk, så skal man også have lov til at nyde det! Og der er kun tre dage til i dag. YAY!

9. august: Jeg føler mig håbefuld her ingen mødet. Jeg håber sådan, vi kan komme i gang med det samme, allerede pr næste cyklus. Det ville virkelig være vidunderligt! Og jeg er så spændt på, hvad de siger i Skive til os. Er vi et håbløst tilfælde eller er vi ren barnemad? Skal jeg i lang eller kort behandling? Hvilke hormoner skal jeg have? Hvornår kan vi komme i gang?

10. August: Så er det i morgen...!

Nervøsitet inden mødet...

Det skal siges, at jeg går meget op i vores behandlingsforløb og at jeg er lidt af et researchmonster. Så det passer mig ekstra ekstra dårligt, at jeg havde overset noget i de papirer, vi fik tilsendt ang. mødet i Skive for nogle måneder siden.

I de papirer, vi fik tilsendt før sommerferien, var der nemlig vedhæftet et ekstraark (som jeg havde overset!) om, hvilke ekstra prøver, vi skulle have foretaget inden mødet. For mit vedkommende drejer det sig om en klamydiatest samt en blodprøve der hedder LH. Klamydiatesten er bare en urinprøve hos egen læse, så den er nem nok at få klaret men blodprøven skal foretages på sygehuset og kan kun tages på 2.-5. dagen af ens cyklus. Og min næste menstruation kommer først i næste uge, aka samme uge som vi skal til Skive. Jeg er vildt nervøs for at det kan blive et problem men jeg kan se, at de skriver i papirerne:

"Da ikke alle kan nå at få deres menstruation inden deres første besøg, gør vi opmærksom på, at det kun er den egentlige behandling, der ikke vil blive opstartet, før vi har alle svarene. I kan derfor stadig møde til den indledende samtale på klinikken".

Dette trøster mig ret meget for jeg kan overhovedet ikke bære tanken om at skulle udskyde vores møde på fredag. Der er jo faktisk præcis kun en uge til i dag. Og jeg GLÆDER mig! Virkelig vildt meget. Jeg vil bare så gerne i gang snart så vi kan få vores barn/børn. For jeg trænger til at blive mor.