Facebookopslag der gør ondt

Jeg er bange for at kigge på facebook. Jeg synes, hver gang, jeg stikker næsen forbi, er der mindst én graviditetsannoncering, "hurra jeg har født, se min baby" eller på andre måder babyrelaterede opslag. Det er sket to gange bare indenfor den sidste uges tid. Og det er så sindssygt hårdt! Jeg bliver ked af det hver gang, jeg bliver konfronteret med det. Som i HVER gang! Og det er så sindssygt dumt for jeg har på ingen måde en god sag i at blive ked af det over at, f.eks., gamle klassekammerater fra folkeskolen venter sig. Eller jo, det HAR jeg sådan set men jeg ved jo ikke, om de også har prøvet forgæves i årevis. Om deres graviditet, som de jo retteligt er lykkelige over, er resultatet af fertilitetsbehandling.

Pointen er: Jeg hader at have det sådan her! Virkelig hader det. Både fordi jeg bliver ked af det og fordi det virkelig er genuint ufedt ikke at være i stand til at glæde sig på andres vegne. Over det mirakel, det jo er, når et nyt liv er skabt. Når et barn er på vej.

Jeg snakkede med en god ven forleden om det her og kom til at bruge ordet "misundelig" til at beskrive de følelser, jeg sidder med i sådan et tilfælde, og som han pointerede, er det nok ikke helt det rigtige ord at bruge. Jeg mis-under jo ikke folk deres børn. Jeg under dem rent faktisk at få børn. Jeg under bare også mig selv at få børn og andres lykke bliver bare til smertefuld påmindelse om min egen sorg. Altid. Hver gang. Også selvom det er folk fra folkeskoletiden, jeg ikke har set siden jeg var teenager.

Nød lærer barnløs kvinde at blive nålepude

Jeg er så blevet sådan en, der går til akupunktur fordi jeg har svært ved at få børn. Der er bare INTET i den beskrivelse, der er fedt! Jeg var af sted for første gang i torsdags og her lørdag aften fanger jeg mig selv i at glæde mig til på fredag. hvor jeg skal af sted igen. Jeg ved jo ikke engang om skidtet virker!!! Man klamrer sig nok bare til alt, hvad der virker lovende i det her fertilitetsforløb (selvom det strider mod ens "vi vil have noget evidens"-opdragelse) og så håber man på det bedste. Nå, det får en chance, har jeg jo bestemt. Nød lærer barnløs kvinde at blive nålepude.

Min første behandling
Jeg kom ind og satte mig i deres venteværelse, hvorefter jeg satte mig til at studere deres vægstore billede af noget "intetsigende, idyllisk, asiatisk have", alt imens de sarte toner af noget luftigt, flydende meditationsmusik spillede i baggrunden. "Det er lidt spacy, det her", skriver jeg så til Manden i en sms, og snart efter bliver jeg kaldt ind i et behandlingsrum, hvor en sød dame giver sig i kast med at diagnosticere mig ud fra alverdens spørgsmål om min menstruations længde, farve og konsistens, om jeg ellers fejler noget, hvordan mit temperament er og alt muligt andet. Så kigger hun på min tunge og tager min puls på begge håndled (er der forskel????), hvorefter hun informerer mig om, at vi skal arbejde med min milt, mine nyrer og min lever. Og at jeg i øvrigt skal begrænse mit indtag af mælk, da dette er en kold energi/væske(?) og ellers sørge for at holde mine fødder og min lænd varm. Damen har sådan set fuldstændig ret i at jeg har Nordeuropas ringeste blodomløb fra navlen og ned, så nu skal vi have gang i det, og derfor går hun straks i gang med at beordre bukser og strømper af mig. Kort tid efter har jeg så nåle i fødder, ben, på maven og fire på skambenet samt to ret random nåle henholdsvis på højre håndled og mellem øjenbrynene, og så dæmper hun ellers lyset og siger, at nu kan jeg lige tage mig en lur, og forlader så lokalet efter at have efterladt en ringeklokke hos mig.

Det snurrede flere af stederne, hvor hun satte nålene ind og den i ansigtet gav mig lynhurtigt hovedpine. Jeg kom pludselig til at tænke på det afsnit af Sex and the City, hvor Charlotte forsøger sig med akupunktur i fertilitetsøjemed og så lå jeg ellers der i mørket sammen med meditationsmusikken og alle nålene og funderede over, at det virkelig er kommet hertil. Den halve time gik heldigvis rimelig hurtigt og så mig hjem igen bagefter, alt for mange penge fattigere og en alternativ behandling rigere.

Konklusion
Selve første konsultation gik altså som sådan sikkert fint nok og til trods for den tone, der er at finde i dette indlæg, kunne jeg faktisk meget godt lide klinikken og personalet. Det er et ordenligt sted med nogle søde mennesker og jeg håber oprigtigt, de kan hjælpe mig. Jeg er nok bare dybest set sindssygt bange for at blive skuffet. Men hvor er det dog fedt, hvis det virker!!

At informere omgivelserne - del 2

Nå. men der blev min ondt i maven-nervøsitet da godt nok gjort til skamme. Er helt høj over deres reaktion. De var helt vildt positive og støttende og spurgte en hel masse til alle mulige detaljer. Det var bare så fedt og så rigtigt - lige præcis den type reaktion, man har brug for at få fra sin familie. :)

Jeg tror også selv på projektet i de her dage. Vi skal skisme nok blive forældre. De er mega dygtige i Skive og vi har ret gode forudsætninger, bilder jeg mig selv ind. Og jeg kan bare mærke, at det giver mig masser af ny energi, som jeg bare ikke havde for ganske få dage siden. Manden mener, jeg er lidt hyper for tiden (det var jeg også i vores første IUI-forsøg), og jeg får i hvert fald også lavet en frygtelig masse krea-projekter. Ganske vist er de alle sammen babyrelaterede og det er ikke helt let, når de nu ikke har en fysisk baby med et køn at gå ud fra. Jeg aner jo ikke om mit fremtidige barn er en dreng eller en pige. Så jeg kører i en del neutrale farver og så kan jeg tilføje en blå eller rød med tiden. Jeg tror dog, jeg venter med at poste billeder til der rent faktisk er en baby på vej. i maven Så jinxer jeg det ikke for meget ;)

Kosttilskud og nåle

Som beskrevet tidligere på bloggen, ligger vores udfordring så vidt vides i Mandens nedsatte sædkvalitet. "Og hvad gør vi så med det", spurgte jeg mig selv. Jo, man sætter Manden til at spise kosttilskud. Nærmere bekendt kunne vi læse os frem til at kombinationen af Zink, Selen og Q10 skulle være god for sædkvaliteten. Vi ved ikke, om det passer, for sædkvaliteten svinger altid en smule hos alle mænd. Omvendt er det et faktum at Manden gik fra en sædprøve på 1,9 til en på 5,2 i oprenset form, efter han begyndte at tage tilskudene.

Selv tager jeg GraVitamin, som er et multivitaminprodukt, der indeholder de forskellige ting, man som gravid og kommende gravid anbefales at tage. Og derudover tager jeg en kapsel Bidro Ren.

Bidro Ren består af det, man kaldet bidronningeføde, eller Gelé Royal. Jeg har fået det anbefalet fordi det skulle være godt for fertiliteten. Om det virker aner jeg ikke - men det skader omvendt nok heller ikke. Jeg har en god ægreserve og får generelt rosende ord med på vejen, når jeg har ligget på briksen (du har sådan nogle flotte slimhinder, du laver nogle rigtigt flotte æg, du har nogle stærke bækkenbundsmuskler(!)),  og selvom jeg ikke ved, om Bidro-kapslerne gør nogen forskel, så skader de nok heller ikke projektet.

Vi kan ikke helt undgå at grine lidt af os selv, når vi sidder med alle vores piller ved aftensmaden men sådan må det være for nu. Og nu står den så muligvis på noget mere alternativt, nemlig akupunktur.

Jeg har virkelig været meget i tvivl for jeg er som regel temmelig skeptisk overfor alternative behandlingsformer. Så det gælder også akupunktur. Men ens grænser rykker sig hele tiden når man er ufrivillig barnløs så nu får det lov til at vise, hvad det kan. OM det kan noget. Det er der mange, der siger; heriblandt kvinder, jeg stoler på ved, hvad de taler om. Og uanset hvad, er jeg villig til stort set alt, hvis det betyder at Manden og jeg kan blive forældre snart. Jeg danser også gerne boogie woogie splitterravende nøgen på græsplænen næste gang det regner, hvis det gør en forskel.

Jeg har en lidt svingende cykluslængde og der er flere, jeg har snakket med, som mener, at akupunkturen kan hjælpe lidt med det.

Så jeg starter i akupunktur i morgen...

At informere omgivelserne - del 1

Det er svært for min familie, at vi har brug for behandling. Ikke på den fordømmende måde men fordi de er kede af det på mine vegne og nervøse for det, jeg skal/går igennem. Det er blevet meget tydeligt for mig efter jeg er startet op på fertilitetsbehandling, at folk i almindelighed som regel ikke ved ret meget, hvis noget, om fertilitetsbehandling. Hvis overhovedet noget. Og det til trods for at vi jo faktisk er ret mange i det ganske danske land, der ender med at skulle have hjælp til at få børn. Jeg har eksempelvis været nødt til at aflive myten om at fertilitetshormoner er kræftfremkaldende...! Prøv lige at tænke det scenarie til ende.

Jeg er helt realistisk omkring at det bliver hårdt. Det ved jeg godt. Og smertefuldt. Og hånden på hjertet er jeg da nervøs for det. Hvordan det fysisk og psykisk vil påvirke mig og mit forhold til Manden. Men det vil jeg aldrig aldrig sige til min familie. Der er jeg nødt til at være stærk og underspille hvad end gener, der bliver. Og det er 100% af kærlighed at jeg gør det.

Så derfor er jeg også afsindigt spændt på, at skulle informere min familie om at vi er viderestillet til IVF. Jeg tager derhjem og siger det for så kan jeg få deres bekymringer talt ned med det samme. Få sat rammen om de rigtige proportioner i tingene. Og forsøge at få dem til at forstå at selvom det er så helt usigeligt hårdt og urimeligt at have svært ved at få børn, så er jeg ikke noget offer.

Jeg har sådan brug for at fokus er på at sige "op på hesten og prøv igen" selvom vi har svært ved det. Og selvom man har frygteligt ondt af sig selv engang imellem og det hele føles fuldstændig håbløst. Måske netop når man har det sådan. Ikke fordi mine følelser og min sorg skal negligeres men fordi jeg tror det er vigtigt at holde fast i kampviljen. Og krigen er jo ikke tabt fordi enkelte slag er det.

Alt andet end lige, anser jeg muligheden for IVF som en chance. Tænk, at lægevidenskaben måske kan gøre det muligt for os at få vores største drøm opfyldt. Det er jeg virkelig taknemmelig for. Og håbefuld.

Når de andre får børn - om mistet uskyld

Alle, der har svært ved at blive gravide ved, hvor inderligt ondt det kan gøre, når folk tæt på en bliver gravide. I mit tilfælde har det indenfor de sidste to år været især et nært familiemedlem og en god kollega. Især ved familiemedlemmet var det virkelig svært for mig og jeg har grædt mange bitre tårer på den konto. Ikke fordi de ikke måtte blive forældre, slet slet ikke. Og det barn, de fik, er simpelthen så dejligt. Jeg under dem det og de er fantastiske forældre. Men det var svært for mig. Sådan virkelig virkelig svært. Hver gang, jeg havde været i selskab med de dengang kommende forældre, græd jeg, når jeg kom hjem. Efter de havde annonceret graviditeten græd jeg i flere dage. Jeg aner ikke, når jeg ser tilbage, hvordan jeg var kommet levende igennem den tid uden Manden. 

Det, at være ufrivillig barnløs, er en sorg, der minder meget om at miste et familiemedlem. Det er det nærmeste, jeg kan sammenligne de følelser med, og så er sorgen endda fyldt af skamfuldhed oveni. Det var skamfuldt fordi jeg var misundelig som jeg aldrig ville have troet, jeg kunne være misundelig på nogen eller noget før. Og jeg hadede det. Jeg hadede det fordi "det var min tur". Det "skulle have været mig". Og nu stod jeg på sidelinjen, igen, og så dem have alle de førstegangsoplevelser, jeg følte, skulle have været mine. Og jeg var vred på mig selv fordi jeg ikke bare kunne være ukompliceret glad på deres vegne. Hadede mig selv for ikke at være så stort et menneske, som jeg troede, jeg var. Dybest set nok for at være menneskelig. I dén grad for ikke at leve op til det ideal, jeg havde. Det var ikke fordi de andre ikke måtte blive forældre - det har jeg altid ønsket for dem. Jeg havde bare altid troet, at det blev mig, der var først. Jeg kan ikke rationelt forklare, hvorfor rækkefølgen af ting betød så meget for mig, men det var virkelig en drøm, der blev knust. Føj, hvor var det bare hårdt. 

Jeg har det stadig svært, når jeg ser små babyer og gravide maver på facebook men det lykkedes mig at få vendt mine følelser for den dengang ufødte baby og forældreparret, som jeg elsker meget højt. Det var mit mål at det aldrig måtte slå skår i deres glæde at jeg endnu ikke er blevet mor og jeg tror 95%  på at det er lykkedes. Jeg tror, de ved, det har været hårdt for mig, men nok ikke HVOR hårdt. Det var - og er - enormt svært at være vidne til andres babylykke, når ens egen lader vente på sig. Og i realiteten ved man slet ikke, om det nogensinde er noget, man får lov at opleve. Jeg tror egentlig, jeg også blev meget skuffet over mig selv, da jeg erfarede, at jeg var i stand til at have alle mulige grimme, forbudte følelser i forbindelse med nogle mennesker, jeg elsker højt. 

Som en ekstra portion salt i såret faldt beskeden om barnets køn sammen med en af gangene, hvor vi var på sygehuset med blodprøver inden behandlingsstarten. Men det lykkedes mig, inden de 9 måneder var omme, at nå til punktet, hvor jeg ærligt glædede mig på deres vegne og til at barnet kom. Det var bestemt ikke nemt at nå dertil, hvor jeg oprigtigt kunne sige, at jeg havde det sådan, men det lykkedes. 

Og selvom jeg stadig er misundelig på det, de får lov at opleve nu her, har jeg fundet et niveau, hvor misundelsen godt kan være der og jeg stadig kan overleve i det og sideløbende oprigtigt glædes på deres vegne. Fordi jeg vælger at tro på at det nok skal lykkes for os. At vi nok skal blive forældre. Og at det ikke tager noget fra mig at andre bliver forældre også; at det blev det før mig. 

Jeg tror, det er en proces, alle, der er i fertilitetsbehandling kommer igennem. Den, hvor man skal sluge verdens bitreste pille. Jeg plejer at messe for mig selv at det jo ikke er DERES (alle dem med børn) barn, jeg er misundelig på. Det er bare fordi jeg bliver mindet om, hvad jeg selv drømmer om og endnu ikke har. For det meste får jeg overbevist mig selv om, at jeg bare er utålmodig. For vores baby kommer jo også. 

Selvom jeg har dage, hvor det er svært at holde fast i håbet, er jeg for det meste stadig håbefuld. Fordi det SKAL man være for at overleve i det her. Der er ingen tvivl om, at jeg i høj grad har knyttet mit håb op på vores kommende IVF-behandling. Men hold da op, hvor man mister sin uskyld som ufrivillig barnløs.

Vores fertilitetsforløb indtil videre...

For at denne blog vil give ret meget mening, er det nok en god idé lige at lave en gennemgang af, hvad der har været vores behandlingshistorie indtil videre.

I efteråret 2016 gik vi i gang med en udredning for barnløshed og efter mange måneders undersøgelser, sædprøver, flere sædprøver og laaaang ventetid, skulle vi endelig til den indledende samtale på sygehuset. I februar. Vi var blevet vurderet "gode nok" til IUI, også kendt som insemination, og efter en særdeles god samtale med fertilitetslægen, startede vi i behandling. 

Jeg er sund og rask og L.'s sædkvalitet er det, der hedder 'let nedsat' og vi hører derfor nærmest til kategorien 'uforklarligt barnløse'. 

Vi var efterfølgende igennem 3 IUI-behandlinger på sygehuset men ingen af dem førte til graviditet. Vi blev derfor sendt videre til Skive Sygehus, hvor man udfører IVF-behandling og det går vi så og venter på nu. Vi har en tid umiddelbart efter sommerferien og derfor har det været med lidt blandede følelser at gå på ferie i år. På den ene side er det en meget tiltrængt sommerferie og på den anden side går jeg bare og tæller dagene til august. 

Første indlæg

Nå, første indlæg på min blog.

Jeg har startet denne blog fordi jeg og min mand lige om lidt starter i IVF-behandling. Den bliver min beretning om livet og tankerne, opture og nedture, undervejs i et behandlingsforløb som forhåbentlig fører frem til at jeg bliver mor.

Jeg har i skrivende stund været igennem tre forsøg med IUI, også kaldet insemination, hvoraf ingen resulterede i graviditet og jeg ser nu frem til at skulle starte med reagensglasbehandling.

Det er mit sigte at bloggen her til dels bliver en slags dagbog for mig selv men også en brik i noget større, der handler om at gøre fertilitetsbehandling mindre tabubelagt. Jeg vil gerne fortælle hvad der sker og hvordan det føles at være i fertilitetsbehandling.

Dette her bliver min historie. Forhåbentlig historien om, hvordan jeg blev mor.