tirsdag den 11. juli 2017

At informere omgivelserne - del 1

Det er svært for min familie, at vi har brug for behandling. Ikke på den fordømmende måde men fordi de er kede af det på mine vegne og nervøse for det, jeg skal/går igennem. Det er blevet meget tydeligt for mig efter jeg er startet op på fertilitetsbehandling, at folk i almindelighed som regel ikke ved ret meget, hvis noget, om fertilitetsbehandling. Hvis overhovedet noget. Og det til trods for at vi jo faktisk er ret mange i det ganske danske land, der ender med at skulle have hjælp til at få børn. Jeg har eksempelvis været nødt til at aflive myten om at fertilitetshormoner er kræftfremkaldende...! Prøv lige at tænke det scenarie til ende.

Jeg er helt realistisk omkring at det bliver hårdt. Det ved jeg godt. Og smertefuldt. Og hånden på hjertet er jeg da nervøs for det. Hvordan det fysisk og psykisk vil påvirke mig og mit forhold til Manden. Men det vil jeg aldrig aldrig sige til min familie. Der er jeg nødt til at være stærk og underspille hvad end gener, der bliver. Og det er 100% af kærlighed at jeg gør det.

Så derfor er jeg også afsindigt spændt på, at skulle informere min familie om at vi er viderestillet til IVF. Jeg tager derhjem og siger det for så kan jeg få deres bekymringer talt ned med det samme. Få sat rammen om de rigtige proportioner i tingene. Og forsøge at få dem til at forstå at selvom det er så helt usigeligt hårdt og urimeligt at have svært ved at få børn, så er jeg ikke noget offer.

Jeg har sådan brug for at fokus er på at sige "op på hesten og prøv igen" selvom vi har svært ved det. Og selvom man har frygteligt ondt af sig selv engang imellem og det hele føles fuldstændig håbløst. Måske netop når man har det sådan. Ikke fordi mine følelser og min sorg skal negligeres men fordi jeg tror det er vigtigt at holde fast i kampviljen. Og krigen er jo ikke tabt fordi enkelte slag er det.

Alt andet end lige, anser jeg muligheden for IVF som en chance. Tænk, at lægevidenskaben måske kan gøre det muligt for os at få vores største drøm opfyldt. Det er jeg virkelig taknemmelig for. Og håbefuld.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar