lørdag den 15. juli 2017

Nød lærer barnløs kvinde at blive nålepude

Jeg er så blevet sådan en, der går til akupunktur fordi jeg har svært ved at få børn. Der er bare INTET i den beskrivelse, der er fedt! Jeg var af sted for første gang i torsdags og her lørdag aften fanger jeg mig selv i at glæde mig til på fredag. hvor jeg skal af sted igen. Jeg ved jo ikke engang om skidtet virker!!! Man klamrer sig nok bare til alt, hvad der virker lovende i det her fertilitetsforløb (selvom det strider mod ens "vi vil have noget evidens"-opdragelse) og så håber man på det bedste. Nå, det får en chance, har jeg jo bestemt. Nød lærer barnløs kvinde at blive nålepude.

Min første behandling
Jeg kom ind og satte mig i deres venteværelse, hvorefter jeg satte mig til at studere deres vægstore billede af noget "intetsigende, idyllisk, asiatisk have", alt imens de sarte toner af noget luftigt, flydende meditationsmusik spillede i baggrunden. "Det er lidt spacy, det her", skriver jeg så til Manden i en sms, og snart efter bliver jeg kaldt ind i et behandlingsrum, hvor en sød dame giver sig i kast med at diagnosticere mig ud fra alverdens spørgsmål om min menstruations længde, farve og konsistens, om jeg ellers fejler noget, hvordan mit temperament er og alt muligt andet. Så kigger hun på min tunge og tager min puls på begge håndled (er der forskel????), hvorefter hun informerer mig om, at vi skal arbejde med min milt, mine nyrer og min lever. Og at jeg i øvrigt skal begrænse mit indtag af mælk, da dette er en kold energi/væske(?) og ellers sørge for at holde mine fødder og min lænd varm. Damen har sådan set fuldstændig ret i at jeg har Nordeuropas ringeste blodomløb fra navlen og ned, så nu skal vi have gang i det, og derfor går hun straks i gang med at beordre bukser og strømper af mig. Kort tid efter har jeg så nåle i fødder, ben, på maven og fire på skambenet samt to ret random nåle henholdsvis på højre håndled og mellem øjenbrynene, og så dæmper hun ellers lyset og siger, at nu kan jeg lige tage mig en lur, og forlader så lokalet efter at have efterladt en ringeklokke hos mig.

Det snurrede flere af stederne, hvor hun satte nålene ind og den i ansigtet gav mig lynhurtigt hovedpine. Jeg kom pludselig til at tænke på det afsnit af Sex and the City, hvor Charlotte forsøger sig med akupunktur i fertilitetsøjemed og så lå jeg ellers der i mørket sammen med meditationsmusikken og alle nålene og funderede over, at det virkelig er kommet hertil. Den halve time gik heldigvis rimelig hurtigt og så mig hjem igen bagefter, alt for mange penge fattigere og en alternativ behandling rigere.

Konklusion
Selve første konsultation gik altså som sådan sikkert fint nok og til trods for den tone, der er at finde i dette indlæg, kunne jeg faktisk meget godt lide klinikken og personalet. Det er et ordenligt sted med nogle søde mennesker og jeg håber oprigtigt, de kan hjælpe mig. Jeg er nok bare dybest set sindssygt bange for at blive skuffet. Men hvor er det dog fedt, hvis det virker!!



1 kommentar:

  1. Spørg endelig hvis der er noget du undrer dig over i forhold til akupunkturen - jeg er f.eks. sådan cirka ekspert på dét der med mælke-begrænsningen.... Nåh ja, og min svigermor er akupunktør og jeg ved underligt meget om det :p

    SvarSlet