"Dem, det aldrig blev"

Det er lidt underligt med følelserne undervejs i sådan et forløb som dette her. Vi har prøvet at blive forældre i årevis og har endnu aldrig produceret to streger, selvom vi har troet, den var der, et par gange. Særligt den første gang. vi troede, der var bid, eller ved menstruationen efter 1. behandlingsforsøg, var det meget meget hårdt.

Den første gang, vi troede, der var bid, testede jeg også kun negativ, men jeg har alligevel stadig en følelse af, at der altså VAR noget. Jeg kan ikke forklare det andet end at det er en følelse i mig der tror på det. Jeg har haft falske graviditetssymptomer masser af gange siden men jeg har aldrig følt at der var noget i maven andet end ved den lejlighed og min krop har aldrig opført sig som den gjorde der, hverken før eller siden. Jeg ved egentlig ikke, hvorfor mit hjerte insisterer på at der var noget, for det blev jo uanset hvad aldrig til noget; ikke engang en BIO, fordi det aldrig kunne ses på testene, jeg tog. Jeg græd i flere døgn efter den oplevelse og tør overhovedet ikke tænke på, hvordan det havde været, hvis jeg HAVDE haft to streger.

Selvom det ikke er et kapitel i vores "lave barn"-forløb, vi snakker om mere (fordi vi vælger at se fremad), kan jeg simpelthen ikke få mig selv til at tænke, at der ikke var et eller andet der, som vi tabte. Ud over vores uskyld. Det føles som om jeg skal benægte et barn, mit barn, dets eksistens og det vil jeg simpelthen ikke! Selvom det lille fnug aldrig blev til mere end et ubeviseligt fnug.

I vores første behandlingsforsøg gik det, som bekendt, heller ikke som det skulle. Og det var også et ret hårdt slag. Der skrev jeg sådan her, for at få lidt styr på mine tanker.

Jeg glæder mig til at opleve det engang. At bære mit barn. Mærke det vokse indeni mig og derefter se det vokse op. Og jeg vil knuselske det liv, vi kommer til at lave en dag, Manden og jeg. Jeg knuselsker det allerede, selvom jeg ikke har mødt det endnu. Men det blev ikke denne gang, vi skulle mødes. Måske er vi heldige næste gang. Det håber jeg. 

Manden var fuldstændig uforlignelig ved denne lejlighed (det er han bare altid) og han lovede mig, at vi blev ved til vi sad i sofaen med vores barn i armene. Jeg får stadig tårer i øjnene, når jeg tænker på det. Krigen er dog som bekendt ikke slut, selvom man har tabt et slag, blev vi enig med os selv om, og vi tog så to IUI forsøg til, inden vi blev videresendt til reagensglas. Hvor vi så er nu. I ventepositionen, hvor man stadigvæk er håbefuld, fordi man ikke har nogen nederlag under vesten med denne her form for behandling.