Måske sker det af sig selv?

Dette her bliver lidt et surt opstød fra min side. Beklager. Det er noget, jeg har tænkt en del over og jeg er simpelthen nødt til at få det ned på skrift. Men en smule held kommer det ud af mit system, så.

Nuvel, here goes...

Jeg har fuld forståelse for, at det kan være svært at vide, hvad man skal sige til folk som os, der er ufrivilligt barnløse. Vi har selv tre par i vores umiddelbare familie, for hvem det aldrig er lykkedes, og jeg ved til fulde, hvordan man bare ønsker, at man kunne sige noget, der tog deres smerte væk. Jeg kender det godt og jeg er helt igennem bevidst om, at folk kommer til at sige uheldige ting i misforstået godhed og af kærlighed. Selvom jeg nogle gange kommer til at læse nogle rigtig svinske kommentarer på nettet af folk, der ikke forstår, hvilke følelser det afføder at være ufrivillig barnløse, har vi været så heldige at vores omgivelser kun har vist forståelse og støtte. Det er virkelig rart og er noget, vi er meget taknemmelige for.

Måske derfor skal jeg egentlig ikke være den første, der råber højt om dette her for vi har egentlig været ret forskånede for grimme kommentarer (folk kan også lige prøve)!! Men der er især én ting, jeg har svært ved, når folk siger til mig. Variationer over sætningen: "Måske sker det af sig selv".

Jo, mirakler sker og det er sådan et vi prøver at tiltuske os. Igennem fertilitetsbehandling. På nuværende tidspunkt er der ikke noget, der tyder på, at vi ikke skulle kunne opnå en graviditet så det holder vi håbet højt på. Omvendt må vi også bare sige at når man har prøvet i 2 år, både derhjemme OG via insemination, så virker det lidt ufølsomt at komme med den slags kommentarer. Og jeg ved stadig ikke helt, hvad logikken bag dem er. Jeg forstår, at det er noget med at forsøge at indgyde håb men det er en vinkel, jeg har det rigtig svært med.

Jeg forestiller mig, at det kan ramme en på ens kønsidentitet at have problemer med fertiliteten. Jeg er der ikke selv (endnu), men jeg kan rationelt godt se, hvordan det kan påvirke en. Virkelig. Måske er det fordi vi aldrig har opnået de famøse to streger, at det ikke er følelser, jeg har. Manden siger, han heller ikke har dem. Det er et medicinsk problem som ikke, på den måde, har noget at gøre med, hvem vi er som mennesker. At være ufrivillig barnløs er helt sikkert en meget reel sorg men vi er ikke ofre. Og når vi nu engang har dette medicinske problem, er det bare dejligt at teknologien til måske at kunne hjælpe os findes. Det er vi nok mest af alt bare taknemmelige over.

Derfor har jeg det også rigtig svært med konceptet om at "måske lykkes det på magisk vis af sig selv". Måske behøver vi slet ikke det der farlige hormonmedicin. JO, VI GØR! Og ja, det var da sjovere, billigere og lettere, hvis vi ikke gjorde. Men det gør vi. Og så er det sådan, det er. Jeg er flintrende ligeglad med, hvordan jeg bliver mor. Bare jeg bliver det. Det kræver nu engang blod, sved og tårer at få et barn. Sådan er det bare. Og det har jeg accepteret. Det er nu engang igennem behandling, vi bliver forældre en dag.  Og det bliver fantastisk, når det sker en dag. Så kom ikke og sig til mig at vi reelt set ikke har brug for det fordi det måske sker af sig selv. For det hjælper mig lige så lidt som det ville gøre at "slappe af og tænke på noget andet." Som om det er en mulighed som ufrivillig barnløs.

Måske skal jeg bare prøve at slappe af og tænke på noget andet næste gang, jeg sidder med en kanyle i maveflæsket på det helt rigtige tidspunkt. Eller hvad?

😡


PS. hvad sker der lige for folk, der siger at ufrivillig barnløshed er naturens måde at sortere dem fra, der ikke skal være forældre. WTF, Mr Nazi? Ville du sige det samme til en, der fik en livstruende sygdom eller som mistede førligheden i et trafikuheld?

PPS. Og hvad sker der for de der idiotiske kommentarer om at folk "bare skal adoptere" i stedet for. Jeg har intet imod adoption og adoptivbørn og kender selv flere som jeg holder meget af, men det er bare så ufølsomt og misforstået. Jeg ved med mig selv, at jeg sagtens ville kunne elske et adoptivbarn ligeså højt som mit biologiske barn, men det har intet med hinanden at gøre. I øvrigt, har de overhovedet noget kendskab til adoptionsverdenen OVERHOVEDET?! Og hvornår er sygdommen ufrivillig barnløshed blevet Guds måde at løse problemerne i den 3. verden på?!