(Rodede) tanker og følelser

Vi er i ventetidsmode igen-igen, Manden og jeg, og på en eller anden måde er der også en slags dagligdag i det. Det er ikke den værste slags ventetid for der er ikke nogen uvished forbundet med den. Andet end den, der altid er der. Der er primært bare dage, der snegler sig af sted men for det meste er den værste følelse, man har i klemme her utålmodigheden. Der er ikke al håbet, frygten for en  snarlig, måske-negativ test og hjernen, der kører på højtryk for at gennemanalysere hvert eneste pip, kroppen laver som et muligt "kan det nu være" graviditetstegn. Til gengæld bliver utålmodigheden ofte gjort selskab af af en modløshed som kan være ret tung at danse med.

Der er 19 dage i dag til vores infomøde og der er kun at lade tiden gå sin gang og vente på at dagen oprinder. Men ventetiden føles altså også ekstra lang, fordi vi lige har brugt to måneder på at vente i forvejen. Man kan kun sige at man får trænet sin tålmodighed undervejs, men alt andet end lige, er denne ventetid kun frustrerende - ikke ubærlig. Bortset fra når man for hvem ved, hvilken gang indenfor de sidste par måneder, får smækket andres scanningsbilleder, babyfotos og alskens andre lykkelige babynyheder lige i smasken på diverse sociale medier. Det gør bare ondt. Hver gang. Mit hjerte græder bare hver gang, jeg forholder mig til andres babylykke for tiden for jeg længes sådan efter min egen babylykke. Der er ikke nogen pæn måde at sige det på.

Der er dog heldigvis også lyspunkter her i ventetiden. Eksempelvis kan nævnes at jeg i dag har talt med to i min familie, som har været i behandling (den ene endda med PCO at bokse med. I dag med hhv. 2 og 4 børn. Og som faktisk hver havde en veninde som havde gode erfaringer med Skive. Som i: De fik et barn ud af det. Og har begge flere børn i dag. Det gør bare en så godt at høre de historier for så tør jeg godt håbe lidt på at der er håb for os også. Og jeg har så meget brug for at turde håbe for tiden.