Når de andre får børn - om mistet uskyld

Alle, der har svært ved at blive gravide ved, hvor inderligt ondt det kan gøre, når folk tæt på en bliver gravide. I mit tilfælde har det indenfor de sidste to år været især et nært familiemedlem og en god kollega. Især ved familiemedlemmet var det virkelig svært for mig og jeg har grædt mange bitre tårer på den konto. Ikke fordi de ikke måtte blive forældre, slet slet ikke. Og det barn, de fik, er simpelthen så dejligt. Jeg under dem det og de er fantastiske forældre. Men det var svært for mig. Sådan virkelig virkelig svært. Hver gang, jeg havde været i selskab med de dengang kommende forældre, græd jeg, når jeg kom hjem. Efter de havde annonceret graviditeten græd jeg i flere dage. Jeg aner ikke, når jeg ser tilbage, hvordan jeg var kommet levende igennem den tid uden Manden. 

Det, at være ufrivillig barnløs, er en sorg, der minder meget om at miste et familiemedlem. Det er det nærmeste, jeg kan sammenligne de følelser med, og så er sorgen endda fyldt af skamfuldhed oveni. Det var skamfuldt fordi jeg var misundelig som jeg aldrig ville have troet, jeg kunne være misundelig på nogen eller noget før. Og jeg hadede det. Jeg hadede det fordi "det var min tur". Det "skulle have været mig". Og nu stod jeg på sidelinjen, igen, og så dem have alle de førstegangsoplevelser, jeg følte, skulle have været mine. Og jeg var vred på mig selv fordi jeg ikke bare kunne være ukompliceret glad på deres vegne. Hadede mig selv for ikke at være så stort et menneske, som jeg troede, jeg var. Dybest set nok for at være menneskelig. I dén grad for ikke at leve op til det ideal, jeg havde. Det var ikke fordi de andre ikke måtte blive forældre - det har jeg altid ønsket for dem. Jeg havde bare altid troet, at det blev mig, der var først. Jeg kan ikke rationelt forklare, hvorfor rækkefølgen af ting betød så meget for mig, men det var virkelig en drøm, der blev knust. Føj, hvor var det bare hårdt. 

Jeg har det stadig svært, når jeg ser små babyer og gravide maver på facebook men det lykkedes mig at få vendt mine følelser for den dengang ufødte baby og forældreparret, som jeg elsker meget højt. Det var mit mål at det aldrig måtte slå skår i deres glæde at jeg endnu ikke er blevet mor og jeg tror 95%  på at det er lykkedes. Jeg tror, de ved, det har været hårdt for mig, men nok ikke HVOR hårdt. Det var - og er - enormt svært at være vidne til andres babylykke, når ens egen lader vente på sig. Og i realiteten ved man slet ikke, om det nogensinde er noget, man får lov at opleve. Jeg tror egentlig, jeg også blev meget skuffet over mig selv, da jeg erfarede, at jeg var i stand til at have alle mulige grimme, forbudte følelser i forbindelse med nogle mennesker, jeg elsker højt. 

Som en ekstra portion salt i såret faldt beskeden om barnets køn sammen med en af gangene, hvor vi var på sygehuset med blodprøver inden behandlingsstarten. Men det lykkedes mig, inden de 9 måneder var omme, at nå til punktet, hvor jeg ærligt glædede mig på deres vegne og til at barnet kom. Det var bestemt ikke nemt at nå dertil, hvor jeg oprigtigt kunne sige, at jeg havde det sådan, men det lykkedes. 

Og selvom jeg stadig er misundelig på det, de får lov at opleve nu her, har jeg fundet et niveau, hvor misundelsen godt kan være der og jeg stadig kan overleve i det og sideløbende oprigtigt glædes på deres vegne. Fordi jeg vælger at tro på at det nok skal lykkes for os. At vi nok skal blive forældre. Og at det ikke tager noget fra mig at andre bliver forældre også; at det blev det før mig. 

Jeg tror, det er en proces, alle, der er i fertilitetsbehandling kommer igennem. Den, hvor man skal sluge verdens bitreste pille. Jeg plejer at messe for mig selv at det jo ikke er DERES (alle dem med børn) barn, jeg er misundelig på. Det er bare fordi jeg bliver mindet om, hvad jeg selv drømmer om og endnu ikke har. For det meste får jeg overbevist mig selv om, at jeg bare er utålmodig. For vores baby kommer jo også. 

Selvom jeg har dage, hvor det er svært at holde fast i håbet, er jeg for det meste stadig håbefuld. Fordi det SKAL man være for at overleve i det her. Der er ingen tvivl om, at jeg i høj grad har knyttet mit håb op på vores kommende IVF-behandling. Men hold da op, hvor man mister sin uskyld som ufrivillig barnløs.