Vores IUI-forløb

Nu, hvor vi nærmer os behandlingsstart med reagensglasbehandling med hastige skridt, tænker jeg lidt tilbage på den anden behandlingstype, vi var igennem først, nemlig IUI, eller insemination. Jeg har helt sikkert følt at ventetiden op til behandlingsstart her har været LANG, men det har nok i virkeligheden været vand i forhold til alt forarbejdet inden vi kom i gang med IUI.

Tid hos egen læge
Jeg bestilte tid hos min egen praktiserende læge i oktober 2016 (snart et år siden!!) og informerede i telefonen om, at vi skulle snakke fertilitet. Så kunne lægen ligesom se det, inden jeg kom ind til konsultationen. Jeg kun ind til en kvindelig læge, jeg ikke har været inde ved før, og det var bare SÅDAN en positiv oplevelse. Hun spurgte ind til, hvor længe vi havde prøvet og jeg fortalte om tidshorisonten i det samt at vi arbejdede ud fra ægløsningstests, spiste sundt og alt det, vi allerede havde gang i af gode ting. Lægen var så sød og hele den der overbevisningstale, jeg havde mentalt forberedt mig på at skulle fremføre, var slet ikke nødvendig. Hun lavede så en gynækologisk undersøgelse på mig for at tjekke celler, om jeg havde klamydia og om alt ellers så godt nok ud dernede og så fik jeg en tid ugen efter til at aflevere en blodprøve. Når den var afleveret og vi havde et svar på den, kunne hun nemlig indstille os til behandling. Jeg svævede ud fra mødet fordi jeg bare havde følt mig hørt og forstået. Og fordi jeg følte at nu var vi da det skridt nærmere vores ønskebarn.

Herefter fulgte en del uger med blodprøver, ventetid, sædprøver og flere sædprøver. Vi var begge sådan set sunde og raske nok. Det viste sig at jeg havde lavt d-vitamin (hvilket faktisk er hæmmende for fertiliteten) og at Mandens sædkvalitet var nedsat. Vi blev dog fundet 'gode nok' til insemination og så var det egentlig bare at vente til februar, hvor vi kom til samtale på sygehuset.

Samtalen på sygehuset
Samtalen på sygehuset var også helt fin. Fordi jeg lå sidst i min cyklus på samtaledagen, kunne vi ikke lave gennemskyldningen af mine æggeledere for at se, om der var passage, så det måtte vente til 10. dagsscanningen. Alt så fint ud, vi skrev under på en hel masse papirer og fik forklaret om de hormoner, jeg skulle tage. Henholdsvis fem dage med Pergotime (en lille, hvid pille klokken 8 hver morgen i fem dage), dernæst tre hormonindsprøjtninger i maveskindet med Gonal-F klokken 18 tre dage i træk og til sidst et stik med ægløsningssprøjten Ovitrelle.

Hormonbehandlingen
Jeg var enormt spændt på, hvordan jeg ville reagere på hormonerne og derfor havde Manden og jeg talt det grundigt igennem inden. At jeg selvfølgelig nok skulle stramme mig an og at jeg undskyldte på forhånd, hvis jeg blev uligevægtig og at han til gengæld bare skulle vende det døve øre til. Man hører en masse om hysteriske kvinder på fertilitetshormoner, men det må vidst være stærkere hormoner end dem, man er i ved IUI. Jeg fik ekstra energi af pergotime og følte mig helt høj af lykke. Muligvis spillede det ind, at jeg var fuldstændig lykkelig over at vi endelig var i gang med behandling, men det var nogle fantastiske dage, hvor jeg bare havde SÅ meget overskud.

Så kom turen til Gonal-F og de meget frygtede nåle. Jeg har det ikke ret godt med nåle så det var virkelig noget, jeg skulle lade op til. Og min frygt blev virkelig gjort til skamme. Jeg kunne på ingen måde mærke nålen, selv ikke, hvis jeg virkelig anstrengte mig. Jeg havde Manden til at holde maveskindet og så stak jeg. Vi havde stor glæde af at have videoen fra dette link kørende på iPad ved siden af. Der bliver man guidet gennem hele processen og det var guld værd - selvom de havde givet os en god indføring i det hele på sygehuset.

https://pro.medicin.dk/Medicin/Praeparater/1886

Der findes en tilsvarende video til Ovitrelle og jeg kan varmt anbefale begge videoer.

Resultatet
Vi var igennem 3 IUI-forsøg og ingen af dem førte til graviditet. Ved første og tredje forsøg især blev jeg ret ked af det men lægen på sygehuset (det var samme læge ved alle tre behandlinger) var ret optimistisk på vores vegne og sagde, at vi nok skal blive forældre - der skal bare lidt ekstra teknik til hjælp.

Så det stoler jeg så på ;)