Nå, falsk alarm der i sidste uge. Eller, det VAR nok min ægløsning og ikke, som frygtet, en alt for tidlig menstruation. Der var tre dage med nutellabrunt udflåd og selvom der har været en smule udflåd hver dag siden, har der ikke været mere blod. Det stikker lidt i underlivet hver dag så jeg tror hele tiden at min menstruation er på vej. Og det er den jo strengt taget også. Jeg er så spændt på, om vi må starte behandling i næste uge eller om vi skal vente til næste gang. Hvis vi skal det, kan jeg godt se, at det bliver svært for Freeze All projektet at lægge æg op på denne her side af julen. Og det føles så syret at skrive i september.
Pt er jeg nu så langt i min cyklus at min menstruation gerne må komme og at længden så er ok. Ikke for kort og ikke for lang. Og så er jeg jo også temmelig utålmodig efter at komme i gang. 😄
Jeg er dog virkelig lettet over at min cykluslængde ikke er så rodet som jeg frygtede i sidste uge. Det er fair nok at der kan komme lidt pletblødning i forbindelse med ægløsningen - selvom det ikke er standard, er det vist ikke uhørt heller - men jeg var virkelig nervøs for om jeg skulle få en cyklus på 16 dage. Ganske vist er dette aldrig sket før for mig, men man bliver bare så hyperopmærksom på sit underliv, når man arbejder på at få et barn.
Jeg mener, jeg skrev det i et tidligere indlæg, men jeg blev også bare enormt usikker på, om det, at vi endnu ikke er forældre, skyldes det samme som at min cykluslængde svinger. Strengt taget ved jeg jo ikke, om det er grunden. Der er bare så meget usikkerhed forbundet med diagnosen "uforklarlig barnløs". Når det så er sagt, har vi kun fået rosende ord med på vejen indtil videre så jeg håber virkelig at det vil gå relativt ubesværet for os. At det vil lykkes snart! Jeg ved godt at der er dem, der har prøvet i meget længere tid end vi har og at der er dem, for hvem det aldrig lykkes - men jeg synes, vi har ventet længe nok nu.
Bare det snart er vores tur!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar