Glæde og taknemmelighed

Denne her formiddag har godt nok været svær at komme igennem. Jeg vågnede mega tidligt og min eneste tanke var, at det var i dag at de skulle se min tilmelding. At det var i dag at det blev afgjort om vi kom til med det samme eller ej. Om vi var købt eller solgt.

Efterhånden blev klokken 9.00, hvor de tjekker mails for at se, hvem der har meldt sig til. Godt, nu er klokken endelig 9 og så kommer svaret nok indenfor den næste halve time, tænkte jeg - godt naivt. For der kom ingen mail i e-boksen. Så blev klokken 10. Stadig total tavshed, trods en del ivrige/tvangshandlingsagtige tjek af indbakken. Klokken blev 11, senere blev den 11.45. Jeg var nu fast overbevist om, at de enten havde overset vores mail eller at vi simpelthen bare ikke kom til i morgen. Pænt skod.

Så ringede min mor. "Jeg skulle lige høre om du har hørt noget" (med interesseret og håbefuld klang i stemmen). Jeg måtte skuffe min mor og sige, at vi stadig intet havde hørt men at jeg regnede med at ringe til dem klokken 12, hvis vi ikke havde svar inden da. Jeg lovede hende at hun hørte noget, når vi gjorde.

Klokken var nu 11.55 og af ren refleks loggede jeg ind på e-boks, inden jeg så ville finde frem til klinikken nummer. Og hvad lå der? Et brev fra klinikken. Min hjerne registrerede overhovedet ikke brevets titel og der gik flere sekunder før den registrerede, hvad der stod.

Nemlig, at vi starter behandling i morgen!!

Så informere manden, dernæst min mor og så min bedste ven. 

Tænk at vi skal i gang nu. Det er så surreelt! Jeg kan slet ikke forstå at det er nu. Når normaltilstanden i månedsvis har været "vi venter på en uvis, ukendt  og, efterhånden, mytisk sagnomspunden dato langt ude i fremtiden, hvor vi en dag kommer til behandlingsstart", så er det så VILDT, at det er nu. I morgen. Man tør næsten ikke tro på det! Men jeg er så lettet og taknemmelig over, at noget endelig går, som det skal nu. Vi har aldrig været så tæt på ønskebarnet, som vi er nu.