onsdag den 4. oktober 2017

Dagens scanning

I dag har vi været til scanning. Jeg har været SÅ spændt og nervøs (!) for om hormonerne mon virkede for jeg har ingen bivirkninger haft. Heldigvis var der ingen grund til bekymring. Egentlig var det også fjollet for i forbindelse med IUI kunne vi jo gang på gang konstatere at min krop reagerer godt på Gonal-F. Det gør det heldigvis også denne her gang (det sagde den super søde scanningssygeplejerske faktisk ordret at den gør). 

Som det ser ud lige nu, er der 9 æggeblærer på den ene æggestok og 4 på den anden. Det synes jeg lyder positivt. Ved forundersøgelsen sagde lægen nemlig at vi sigtede efter 10 æg. I aften skal jeg fortsat tage 187,5 enheder Gonal-F men i morgen skal jeg kun tage 150.

Det bliver også i morgen (tidlig), jeg skal tage den første sprøjte Orgalutran, som er den sprøjte, som skal forhindre mig i at få spontan ægløsning. Den har jeg ikke prøvet før men jeg kan se på Dansk
Lægemiddel Information, at det vist er lige så simpelt, som de påstår på klinikken.



Jeg er virkelig virkelig lettet over at min krop opfører sig som den skal. Vi skal til scanning igen allerede i overmorgen og jeg håber, det hele fortsat går som det skal. Lige nu er jeg i hvert fald GLAD!






PS. Vi har ikke hørt fra klinikken vedr. de blodprøver, jeg fik taget i sidste uge. Det betyder, at alt er godt og at vi er med i forsøget. Det er så dejligt!! 


Ingen kommentarer:

Send en kommentar