Identitet og behandlingsliv

Jeg læste en kommentar i går på instagram af en der sagde, at hun følte at "fertilitetsbehandling" var blevet en del af hendes identitet. Det satte en masse tanker i gang hos mig for det er i den grad noget, jeg kan genkende fra mig selv og samtidig bliver jeg egentlig lidt bekymret over princippet i at det er sådan.

Jeg læste engang om en kvinde, der stadig havde som en del af sin selvforståelse "vi kan ikke få børn", selvom hun faktisk efter x antal forsøg med fertilitetsbehandling havde gennemført en graviditet og nu havde et sundt og raskt barn. Selvom det ikke var dét, jeg hæftede mig specielt ved, da jeg læste det, er historien alligevel blevet hos mig og jeg kom i tanke om den med det samme, da jeg læste instagramkommentaren i går. Og så skyllede det hele ind over mig. Ikke så meget på den følelsesmæssige måde (jeg føler mig faktisk mere psykisk stabil her EFTER jeg er startet på hormonerne end før...!?); det var mere en slags akademisk undren, i mangel på bedre udtryk. Eller, måske mere bare en form for eftertænksomhed. For selvom jeg er ret afklaret med at sådan ser verden nu engang ud for os (Hey, den grimme ælling skulle også grueligt meget igennem før det endte godt til sidst!), så kan jeg også mærke at dette her forløb er blevet en del af min selvforståelse nu. Og jeg kan sagtens se det for mig at jeg selv en dag bliver kvinden, der opfatter sig selv som "ufrivillig barnløs", selvom jeg er blevet mor. Det fylder så meget i tankerne og i det rent praktiske i hverdagen, at jeg ser for mig, jeg får svært ved at lægge det fra mig. På samme måde som jeg kan mærke, jeg identificerer mig med mit job, identificerer jeg mig med dette her klistermærke. Med den sorg, det altid er, når folk spørger, om jeg har børn. Og de helt tydeligt forventer at jeg lister op, at jeg da naturligvis har 2-3 stk. pga. min alder.

"Ufrivillig barnløs" er en del af min identitet nu. Jeg ved ikke helt om det er noget, der kan undgås og egentlig forestiller jeg mig, det er ret almindeligt for os, der er i behandling, men det sidder dybt i kroppen på mig at jeg ikke kan få børn selv. At jeg ikke bare, helt ukompliceret, kan lave en UPS'er sammen med Manden. Jeg vil være helt ærlig og sige at det, på sin vis, er en enorm befrielse at fertilitetsprojektet ikke længere er bundet hårdt op på mit sexliv men at de to nu ligger pænt og nydeligt (og temmelig permanent, desværre) i hver sin kasse. Men det er også et tab. Vores kærlighedsbarn bliver ikke til som Mandens og min søde, lille hemmelighed. Det er et omfattende projekt, som hele familien er orienteret om (fordi sådan har vi det bedst) og når det lykkes, er det selvfølgelig genetisk mit og Mandens, men det har ikke været en privat, intim kærlighedssituation, der startede det hele. I hvert fald ikke på samme måde som hos dem, der kan blive spontant gravide og forældre af naturlig vej. Men det er Mandens og min kærlighed til hinanden der gør, at vi er i behandling og på den måde vil vores barn alligevel blive til på baggrund af vores kærlighed. Selvom processen ikke er det fjerneste privat og min intimitet og blufærdighed for længst er smidt overbord, er vores (fremtidige) barn ligeså meget et produkt af vores kærlighed som hvis vi havde lavet det uden hjælp. Jeg tror egentlig, jeg har accepteret det tab og affundet mig med, at det altså er af lidt alternativ vej, vi vil blive forældre - men det er stadig et tab.

Jeg har dog brug for at slutte dette her indlæg af med at sige, at jeg stadig er håbefuld. Selvom jeg tit bliver ramt af usikkerhed og frygten for, om det mon nogensinde vil lykkes, så håber jeg stadig. Det er ikke blind, naiv håbefuldhed men mere en stædighed kombineret med kampvilje og styrken af min længsel efter mit eget barn.  Jeg har 13 follikler i gang indeni mig pt og måske er et af dem guldægget, der kommer til at gøre mig til mor. Det er jeg simpelthen nødt til at håbe på og tro på. Og på denne her side af ægudtagningen er jeg ved godt mod. Jeg tillader mig at synes, at håbet stadig er lysegrønt. Det er jeg nødt til.