Jeg er egentlig gået rundt i en meget underlig sindsstemning siden vi fandt ud af at jeg var gravid. Sådan afventende, "nu slår vi lige koldt vand i blodet"-agtig. Selvom ønskebarnet ubetinget har været/er det største ønske for os begge to i flere år, har vi egentlig ikke haft noget tidspunkt, hvor vi gik rundt og ikke kunne få armene ned af begejstring. Jeg har klart haft nemmere ved at glædes over andres glæde, når vi fortalte dem de gode nyheder, end jeg har haft med at mærke min egen glæde. Det er svært at forklare, men jeg tror i høj grad, det handler om at vejen til de to streger har været brolagt med så mange tårer og skuffelser. Man tør simpelthen ikke glæde sig for tidligt.
Da min mor den anden dag lagde hånden på min mave og sagde noget med hendes lille nuller derinde, kunne jeg faktisk mærke en kraftig modvilje mod hendes kærlige handling. Jeg havde simpelthen lyst til at skubbe hendes hånd væk og sige et eller andet. For det har simpelthen virket farligt for mig at skulle forholde sig til at jeg var gravid på anden måde end ved de praktiske hensyn. Jeg må ikke løfte ting der er tungere end 10-15 kg og der er ting, jeg ikke må spise og drikke. Så langt, så godt. Men at det skyldes, at der er en baby indeni mig - det har jeg stadig svært ved at tro på. Og at turde skrive det, turde tro på at det her måske endda kan ende ud med at vi bliver forældre - det føles stadig enormt overmodigt at skrive, selvom vi i dag siger 7+0. Jeg er faktisk bange for at forholde mig til, hvad "gravid" egentlig betyder, andet end den daglige aftensmadslede og de natlige tisseture. Jeg tør ikke tro på det og jeg tør ikke forholde mig til det. De ar, der er kommet på grund af vores ufrivillige barnløshed har i dén grad åbenbaret sig i al deres grimhed og grumhed.
Sådan har jeg haft det i de sidste 3 uger nu. Det er gået op for mig, hvordan kampen for at opnå graviditet og det at være i behandlingsverdenen har påvirket mig. Mens behandlingen stod på, var det primært ventetiden, der slog mig ud. Al tomgangen og uvisheden om, om jeg overhovedet var i stand til at blive gravid; om vi overhovedet kunne lave befrugtede æg, Manden og jeg. Men selvom reagensglasbehandlingen tydeligvis var løsningen for os (længe leve ICSI), sidder frygten i mig nu her i en grad, jeg ikke har oplevet før.
Jeg har simpelthen gået og ventet på, forventet, at der ikke var liv ved hjerteblinkscanningen. Og jeg ville ikke knytte mig til et hypotetisk væsen i min livmoder, som jeg ikke engang havde set siden blastocyststadiet. Men jeg tog fejl. Gudskelov tog jeg fejl.
For det første, heldigvis, fordi der ER hjerteblink derinde. Og den lille spire har det godt og vokser som den skal. Men også fordi jeg konstaterede i går, hvor jeg var så frygtelig bange, at ens kærlighed har sit eget liv. Jeg har simpelthen ikke et valg om, hvornår jeg knytter mig til det lille væsen derinde. Niveauet af frygt taget i betragtning og mængden af glædestårer gjorde det med al tydelighed klart for mig, at den lille spire allerede ejer os begge to med hud og hår. Uanset, hvor bange vi er og hvor rationelt, jeg prøver at distancere mig fra en potentiel sorg.
Jeg ved godt, alt for godt, at vi ikke er i sikkerhed endnu. Og jeg tør stadig ikke slappe af. Men vi har set og hørt hjerteblink og vi har set en lille rejeformet klat på en skærm, som sygeplejersken sagde var vores barn. Som gudskelov lader til at vokse som det skal.
Tør man tro på at det her ender godt?
onsdag den 15. november 2017
Drama siden sidst
Du godeste, jeg har forsømt min blog de sidste par uger! Men nu må det da vist være på tide (øhm, way overdue) med en opdatering.
Jeg er stadig gravid. Og indtil i går tog jeg daglige graviditetstests for at bekræfte det for mig selv. Det startede med at være et hyggeligt morgenritual, hvor jeg så kunne følge den famøse dobbeltstreg blive kraftigere og kraftigere som dagene gik. Så langt så godt. (Du kan godt fornemme det komme, ikke?) Testene begyndte at blive svagere. Efter at have ligget nogle dage i et område, hvor begge streger var lige kraftige i farven, begyndte teststregen lige så stille at gå den forkerte vej. Jeg involverede ikke Manden i min bekymring fordi jeg slog det hen med, at det sikkert bare skyldtes variationer på testene, variationer mellem de forskellige urinprøver (bruger altid morgenurin, dog, og forsøger at ramme samme tidspunkt hver dag). Du ved, graviditetsparanoia. Jeg havde bestemt ikke en god følelse i maven af det, hvilket desværre egentlig har kendetegnet denne her graviditet indtil videre. Jeg har hele tiden lidt gået og ventet på at noget skulle gå galt.
I går morges tog jeg så den daglige graviditetstest og den var bare SVAG! Som i rigtig svag! Det blev vi ærligt talt temmelig bange af begge to og vi besluttede, inden Manden tog på arbejde, at jeg skulle finde et sted, så vi kunne få foretaget en tryghedsscanning.
Seriøst, i går var så ubeskriveligt hård at gå igennem. Mine forældre kom på besøg, fordi de skulle hjælpe os med nogle reoler og mens min far og Manden rykkede rundt på reolerne, sad jeg i sofaen hos min mor og græd. Både Manden og jeg var sikre på at drømmen var knust nu.
Klokken 17.45 havde vi en tid hos en scanningsklinik og det var et MEGET fåmælt par, der sad og ventede på dommens time. Mine forældre havde kørt os derud, hvilket var rart, da vi INGEN overskud havde. Vi sad bare udenfor i venteværelset og holdt hinanden i hænderne, som i øvrigt rystede rigtig meget, mens vi kæmpede for at holde tårerne tilbage.
Vi kom ind til den sødeste engel af en sygeplejerske ved navn Helle, hvor vi snakkede vores situation igennem. Hvor langt vi var og så videre. Op på briksen med mig, hvor jeg fik gele på maven, da vi var blevet enige om at starte med en udvendig scanning.
Det tog hende ingen tid at finde det lille embryo og kort efter kunne vi høre verdens smukkeste lyd i højttalerne. Vores babys hjertelyd. Alt er i skønneste orden og den lille basse er helt, som den skal være, sagde hun. Fint hjerteblink og fin hjerterytme med en, for alderen, passende frekvens, sagde hun.
Jeg tror det kan tælles på meget få fingre, hvor mange gange i mit liv, jeg har været så lettet som jeg var der. I samme øjeblik, vi hørte hjertelyd, brød Manden og jeg begge to ud i gråd.
Der var billeder og en lydoptagelse af hjertelyden med i prisen og det er de bedste penge, jeg nogensinde har givet ud. Ubetinget.
Vi skal til scanning igen i morgen på fertilitetsklinikken og overgår derefter til vores lokale sygehus som værende "almindelig gravide". Jeg er stadig ufatteligt lettet og glæder mig til at se den lille rejeformede basse i morgen igen.
Jeg er stadig gravid. Og indtil i går tog jeg daglige graviditetstests for at bekræfte det for mig selv. Det startede med at være et hyggeligt morgenritual, hvor jeg så kunne følge den famøse dobbeltstreg blive kraftigere og kraftigere som dagene gik. Så langt så godt. (Du kan godt fornemme det komme, ikke?) Testene begyndte at blive svagere. Efter at have ligget nogle dage i et område, hvor begge streger var lige kraftige i farven, begyndte teststregen lige så stille at gå den forkerte vej. Jeg involverede ikke Manden i min bekymring fordi jeg slog det hen med, at det sikkert bare skyldtes variationer på testene, variationer mellem de forskellige urinprøver (bruger altid morgenurin, dog, og forsøger at ramme samme tidspunkt hver dag). Du ved, graviditetsparanoia. Jeg havde bestemt ikke en god følelse i maven af det, hvilket desværre egentlig har kendetegnet denne her graviditet indtil videre. Jeg har hele tiden lidt gået og ventet på at noget skulle gå galt.
I går morges tog jeg så den daglige graviditetstest og den var bare SVAG! Som i rigtig svag! Det blev vi ærligt talt temmelig bange af begge to og vi besluttede, inden Manden tog på arbejde, at jeg skulle finde et sted, så vi kunne få foretaget en tryghedsscanning.
Seriøst, i går var så ubeskriveligt hård at gå igennem. Mine forældre kom på besøg, fordi de skulle hjælpe os med nogle reoler og mens min far og Manden rykkede rundt på reolerne, sad jeg i sofaen hos min mor og græd. Både Manden og jeg var sikre på at drømmen var knust nu.
Klokken 17.45 havde vi en tid hos en scanningsklinik og det var et MEGET fåmælt par, der sad og ventede på dommens time. Mine forældre havde kørt os derud, hvilket var rart, da vi INGEN overskud havde. Vi sad bare udenfor i venteværelset og holdt hinanden i hænderne, som i øvrigt rystede rigtig meget, mens vi kæmpede for at holde tårerne tilbage.
Vi kom ind til den sødeste engel af en sygeplejerske ved navn Helle, hvor vi snakkede vores situation igennem. Hvor langt vi var og så videre. Op på briksen med mig, hvor jeg fik gele på maven, da vi var blevet enige om at starte med en udvendig scanning.
Det tog hende ingen tid at finde det lille embryo og kort efter kunne vi høre verdens smukkeste lyd i højttalerne. Vores babys hjertelyd. Alt er i skønneste orden og den lille basse er helt, som den skal være, sagde hun. Fint hjerteblink og fin hjerterytme med en, for alderen, passende frekvens, sagde hun.
Jeg tror det kan tælles på meget få fingre, hvor mange gange i mit liv, jeg har været så lettet som jeg var der. I samme øjeblik, vi hørte hjertelyd, brød Manden og jeg begge to ud i gråd.
Der var billeder og en lydoptagelse af hjertelyden med i prisen og det er de bedste penge, jeg nogensinde har givet ud. Ubetinget.
Vi skal til scanning igen i morgen på fertilitetsklinikken og overgår derefter til vores lokale sygehus som værende "almindelig gravide". Jeg er stadig ufatteligt lettet og glæder mig til at se den lille rejeformede basse i morgen igen.
Abonner på:
Opslag (Atom)