Du godeste, jeg har forsømt min blog de sidste par uger! Men nu må det da vist være på tide (øhm, way overdue) med en opdatering.
Jeg er stadig gravid. Og indtil i går tog jeg daglige graviditetstests for at bekræfte det for mig selv. Det startede med at være et hyggeligt morgenritual, hvor jeg så kunne følge den famøse dobbeltstreg blive kraftigere og kraftigere som dagene gik. Så langt så godt. (Du kan godt fornemme det komme, ikke?) Testene begyndte at blive svagere. Efter at have ligget nogle dage i et område, hvor begge streger var lige kraftige i farven, begyndte teststregen lige så stille at gå den forkerte vej. Jeg involverede ikke Manden i min bekymring fordi jeg slog det hen med, at det sikkert bare skyldtes variationer på testene, variationer mellem de forskellige urinprøver (bruger altid morgenurin, dog, og forsøger at ramme samme tidspunkt hver dag). Du ved, graviditetsparanoia. Jeg havde bestemt ikke en god følelse i maven af det, hvilket desværre egentlig har kendetegnet denne her graviditet indtil videre. Jeg har hele tiden lidt gået og ventet på at noget skulle gå galt.
I går morges tog jeg så den daglige graviditetstest og den var bare SVAG! Som i rigtig svag! Det blev vi ærligt talt temmelig bange af begge to og vi besluttede, inden Manden tog på arbejde, at jeg skulle finde et sted, så vi kunne få foretaget en tryghedsscanning.
Seriøst, i går var så ubeskriveligt hård at gå igennem. Mine forældre kom på besøg, fordi de skulle hjælpe os med nogle reoler og mens min far og Manden rykkede rundt på reolerne, sad jeg i sofaen hos min mor og græd. Både Manden og jeg var sikre på at drømmen var knust nu.
Klokken 17.45 havde vi en tid hos en scanningsklinik og det var et MEGET fåmælt par, der sad og ventede på dommens time. Mine forældre havde kørt os derud, hvilket var rart, da vi INGEN overskud havde. Vi sad bare udenfor i venteværelset og holdt hinanden i hænderne, som i øvrigt rystede rigtig meget, mens vi kæmpede for at holde tårerne tilbage.
Vi kom ind til den sødeste engel af en sygeplejerske ved navn Helle, hvor vi snakkede vores situation igennem. Hvor langt vi var og så videre. Op på briksen med mig, hvor jeg fik gele på maven, da vi var blevet enige om at starte med en udvendig scanning.
Det tog hende ingen tid at finde det lille embryo og kort efter kunne vi høre verdens smukkeste lyd i højttalerne. Vores babys hjertelyd. Alt er i skønneste orden og den lille basse er helt, som den skal være, sagde hun. Fint hjerteblink og fin hjerterytme med en, for alderen, passende frekvens, sagde hun.
Jeg tror det kan tælles på meget få fingre, hvor mange gange i mit liv, jeg har været så lettet som jeg var der. I samme øjeblik, vi hørte hjertelyd, brød Manden og jeg begge to ud i gråd.
Der var billeder og en lydoptagelse af hjertelyden med i prisen og det er de bedste penge, jeg nogensinde har givet ud. Ubetinget.
Vi skal til scanning igen i morgen på fertilitetsklinikken og overgår derefter til vores lokale sygehus som værende "almindelig gravide". Jeg er stadig ufatteligt lettet og glæder mig til at se den lille rejeformede basse i morgen igen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar