Jeg er egentlig gået rundt i en meget underlig sindsstemning siden vi fandt ud af at jeg var gravid. Sådan afventende, "nu slår vi lige koldt vand i blodet"-agtig. Selvom ønskebarnet ubetinget har været/er det største ønske for os begge to i flere år, har vi egentlig ikke haft noget tidspunkt, hvor vi gik rundt og ikke kunne få armene ned af begejstring. Jeg har klart haft nemmere ved at glædes over andres glæde, når vi fortalte dem de gode nyheder, end jeg har haft med at mærke min egen glæde. Det er svært at forklare, men jeg tror i høj grad, det handler om at vejen til de to streger har været brolagt med så mange tårer og skuffelser. Man tør simpelthen ikke glæde sig for tidligt.
Da min mor den anden dag lagde hånden på min mave og sagde noget med hendes lille nuller derinde, kunne jeg faktisk mærke en kraftig modvilje mod hendes kærlige handling. Jeg havde simpelthen lyst til at skubbe hendes hånd væk og sige et eller andet. For det har simpelthen virket farligt for mig at skulle forholde sig til at jeg var gravid på anden måde end ved de praktiske hensyn. Jeg må ikke løfte ting der er tungere end 10-15 kg og der er ting, jeg ikke må spise og drikke. Så langt, så godt. Men at det skyldes, at der er en baby indeni mig - det har jeg stadig svært ved at tro på. Og at turde skrive det, turde tro på at det her måske endda kan ende ud med at vi bliver forældre - det føles stadig enormt overmodigt at skrive, selvom vi i dag siger 7+0. Jeg er faktisk bange for at forholde mig til, hvad "gravid" egentlig betyder, andet end den daglige aftensmadslede og de natlige tisseture. Jeg tør ikke tro på det og jeg tør ikke forholde mig til det. De ar, der er kommet på grund af vores ufrivillige barnløshed har i dén grad åbenbaret sig i al deres grimhed og grumhed.
Sådan har jeg haft det i de sidste 3 uger nu. Det er gået op for mig, hvordan kampen for at opnå graviditet og det at være i behandlingsverdenen har påvirket mig. Mens behandlingen stod på, var det primært ventetiden, der slog mig ud. Al tomgangen og uvisheden om, om jeg overhovedet var i stand til at blive gravid; om vi overhovedet kunne lave befrugtede æg, Manden og jeg. Men selvom reagensglasbehandlingen tydeligvis var løsningen for os (længe leve ICSI), sidder frygten i mig nu her i en grad, jeg ikke har oplevet før.
Jeg har simpelthen gået og ventet på, forventet, at der ikke var liv ved hjerteblinkscanningen. Og jeg ville ikke knytte mig til et hypotetisk væsen i min livmoder, som jeg ikke engang havde set siden blastocyststadiet. Men jeg tog fejl. Gudskelov tog jeg fejl.
For det første, heldigvis, fordi der ER hjerteblink derinde. Og den lille spire har det godt og vokser som den skal. Men også fordi jeg konstaterede i går, hvor jeg var så frygtelig bange, at ens kærlighed har sit eget liv. Jeg har simpelthen ikke et valg om, hvornår jeg knytter mig til det lille væsen derinde. Niveauet af frygt taget i betragtning og mængden af glædestårer gjorde det med al tydelighed klart for mig, at den lille spire allerede ejer os begge to med hud og hår. Uanset, hvor bange vi er og hvor rationelt, jeg prøver at distancere mig fra en potentiel sorg.
Jeg ved godt, alt for godt, at vi ikke er i sikkerhed endnu. Og jeg tør stadig ikke slappe af. Men vi har set og hørt hjerteblink og vi har set en lille rejeformet klat på en skærm, som sygeplejersken sagde var vores barn. Som gudskelov lader til at vokse som det skal.
Tør man tro på at det her ender godt?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar