Den lille derinde

Det er flere uger siden jeg sidst har skrevet her på bloggen. Det har lidt været min dårlige samvittighed men sådan blev det. Jeg har simpelthen været så underdrejet af kvalme og opkast at overskuddet ikke har været til det. Og jeg bøvler stadig med begge dele. At der så også i mellemtiden har været en omgang blærebetændelse og en temmelig ondskabsfuld omgang hold i ryggen, springer vi let og elegant forbi.

For det var nemlig slet ikke mine dårligdomme, dette her indlæg skulle handle om. I dag har vi nemlig været til scanning igen. Taget i betragtning af at jeg først er 11+0 i morgen har vi efterhånden været til nogle stykker men det har altså bare været nødvendigt for at jeg har kunnet sove om natten og være til om dagen uden at blive sindssyg. Den første scanning skrev jeg om for et par indlæg siden. Vi så den lille spire, dens hjerteblink og hørte den smukkeste lyd i verden: vores barns hjerteslag. To dage senere skulle vil til scanning på fertilitetsklinikken, hvilket omvendt slet ikke var en god oplevelse. Eller jo, for vi så jo det lille bankende hjerte igen men hele oplevelsen var hurtig, klinisk og egentlig lidt ubehageligt. Sygeplejersken som foretog scanningen fik udtrykt sig uheldigt og vi gik derfra med hovedet fuld af at bekymring for vores lille reje var lidt mindre end gennemsnitlig. Den "lå lidt til den lille side". Stadig indenfor normalen men lidt lille alligevel. Det gav en masse uro i maven så ugen efter tog vi til en tryghedsscanning igen. Her kunne den fantastiske scanningsdame berolige os med at den var vokset som den skulle siden sidst, at hjerterytmen var som den skulle være. Og at der i øvrigt ingen grund var til bekymring fordi dens størrelse altså var helt normal. Det gav meget mere ro i sindet og det er nu små 4 uger siden. De 4 uger har på sin vis været de bedste i hele graviditeten indtil videre for jeg har ikke været rædselsslagen - hvis vi altså ikke medregner al kvalmen og de fysiske gener. Og det har været - og er stadigvæk - hårdt. Men jeg tager det gerne med for det er det hele værd. Selvom jeg glæder mig til at 1. trimester er vel overstået.

Jeg er nemlig kommet så langt at jeg nu tør tro på at det ender godt. Og som sagt var vi til scanning igen i dag. Jeg var ikke så bange denne her gang for ved sidste scanning sagde scanningsdamen at vores risiko for at miste var nede på 2-3% Men jeg havde altså bare brug for lige at se den derinde inden næste uges nakkefoldscanning. Jeg var begyndt at drømme om nakkefoldsscanninger om natten og det var blevet noget, jeg tænkte på om natten når jeg var oppe for at tisse. Og helt ærligt: Jeg gad simpelthen ikke den der nervøsitet. Især ikke, når man vidste at scanningsenglen Helle ville kunne berolige mig med et snuptag. Så afsted med os igen.

Og det var fantastisk. Det lille hjerte, der nu er færdigudviklet, hamrede derud af med en flot flot frekvens og vores lille skat var ikke længere en rejeformet, gul klat på skærmen. I stedet tonede nu en lillebitte baby frem på skærmen med bankende hjerte, et lillebitte ansigt, arme og ben, en fin kranieknogle og midterlinje. Og masser af liv og bevægelser. Scanningsenglen målte den til at være 4,2 cm, hvilket er helt perfekt og passer rigtig fint med den terminsdato, vi regner med. Dens nakkefold var fin og tynd og scanningsenglen var rigtig godt tilfreds med, hvad hun så. Nu skal vi simpelthen bare have et godt blodprøvesvar i næste uge og så kan vi ånde helt lettet op. Men jeg tror på det nu.

Jeg tror faktisk, vi skal være forældre.