Dumme kommentarer

De fleste, der er ufrivilligt barnløse, har helt sikkert en eller flere sætninger, de HADER af hele deres hjerte at høre. Det kan være de velmenende råd om en eller anden slægtning som gjorde sådan-og-sådan og så på magisk vis blev gravid eller det kan være idiotrådet over dem alle om “bare at slappe af og ikke tænke så meget over det - så skal det nok lykkes”.

Der er et utal af dumme kommentarer som lader til helt umotiveret at komme i kølvandet på ufrivillig barnløshed og jeg savner virkelig ikke at høre dem. Til gengæld har jeg konstateret, at man heller ikke som gravid slipper for dumme kommentarer. For nu tror folk nemlig at de kan kloge i, hvordan man har det fordi de selv har været gravid. Men ved I hvad, svesker? Alle graviditeter er forskellige og de eneste, der pt ved, hvordan det er at være i min krop er MIG og Blyp!

Undskyld at dette her indlæg er så irriteret men jeg er simpelthen blevet så træt af at folk skal kloge i min krop! Af uforståenhed overfor den frygt for at miste som i høj grad har kendetegnet mit 1. trimester. Og seriøst, den næste der fortæller mig at “graviditet jo ikke er en sygdom” får simpelthen verdens største high five midt i fjæset med en stol. For nej, heldigvis er jeg ikke syg (minus sidste uges blærebetændelse, altså, og det efterfølgende hold i ryggen). Men jeg har kastet op hver dag (nogle gange flere gange om dagen) i den sidste 1,5-2 måneders tid, jeg bliver virkelig svimmel flere gange om dagen og 117 andre ting som virkelig gør at det til tider er enddog meget fysisk udfordrende at komme igennem dagen. Og derudover er der kvalmen som kan være STRID, selv på de tidspunkter, jeg IKKE ender med at kaste op. Nogle dage har jeg ligget i sengen hele dagen og grædt af afkræftelse fordi kvalmen har været så slem og alt, jeg puttede i maven - selv et glas postevand - kom op igen.

Det er altså hårdt for kroppen at gro et andet menneske indeni sig og selvom min mave endnu ikke er stor (ventebukserne til trods) så er man altså fysisk på overarbejde allerede i 1. trimester. Jeg er, i hvert fald.

Men altså, fred være med det. Folk ved åbenbart ikke bedre og lige nu og her må jeg bare lukke ørerne. Det eneste, der betyder noget er jo om det går godt inde hos Blyp. Jeg aftalte med Blyp i forbindelse med ægoplægningen af den bare skulle koncentrere sig om at vokse sig stor, stærk og livsduelig og så tog jeg alle generne i stiv arm og fulgte med så godt jeg kunne. Og det gør jeg så. Men folk skal altså lade være med at kloge i, hvordan de tror, min graviditet er. Jeg vil rigtig gerne høre om andres erfaringer, virkelig. Andres historier er virkelig interessante, synes jeg, for det er interessant at spejle sig i. Men hver graviditet er altså unik.

Rant over.