Siden sidst

Det har haltet lidt her i de sidste par uger med at få min blod opdateret. Jeg har været kvalmeunderdrejet og overskuddet til at formulere mig meningsfuldt på skrift har ikke været så stort som jeg kunne have ønsket mig. Men nu skriver vi 30. december og skal det være inden året er slut, må det næsten være i dag.

Siden sidst har jeg været til nakkefoldsscanning. D. 21. december. Her fandt vi hurtigt ud af at okkenokkerne på mit lægehus havde taget den blodprøve, de skulle bruge til at regne risikoen for kromosomfejl ud for tidligt i graviditeten. Den var derfor komplet ubrugelig. Så vi var til scanning og så den smukkeste, livlige baby hoppe rundt derinde - men vi blev ikke klogere på om der var kromosomfejl. Det måtte vi pænt vente med til efter jul, hvor vi ville blive kontaktet i e-boks, hvis alt var vel og pr telefon, hvis den nye blodprøve, som vi fik foretaget med det samme på sygehuset, viste noget at være bekymret for. (Vi fik svar i e-boks 3. juledag og alt er fint.)

Så blev det jul og vi havde en dejlig juleaften hos min svigerfamilie, hvor vi overnattede til næste dag. Alt forløb som det skulle indtil vi kom hjem 1. juledag og jeg konstaterede at jeg pletblødte. Det var chokoladebrunt udflåd og det var bare slet ikke spor fedt. Pletblødningen fortsætte i cirka et døgn og var derfor væk da vi lagde os til at sove om aftenen 2. juledag. Lægevagten var ikke rigtig til at hugge eller stikke i, og vi måtte derfor ligesom bare se tiden an men selvfølgelig kontakte dem igen, hvis det blev frisk blod eller hvis jeg fik ondt. Gudskelov blev det aldrig til mere end det.

I går aftes tog vi til en tryghedsscanning hos vores scanningsengel på den lokale, private scanningsklinik. Hun kunne ikke finde en årsag til pletblødningen men til gengæld kunne hun vise os en baby, som i dén grad var i hopla derinde. Den slog adskillige kolbøtter undervejs og stod faktisk flere gang på hovedet så vi havde rig udsigt til et par smukke, lange ben og en lille babynumse. Den havde det på alle måder fantastisk.

Så alt er godt derinde og Blyp udvikler sig præcist som den skal. Faktisk målte scanningsenglen den til at være en dag længere fremme end den officielle terminsdato. Så meget for vores bekymring i starten om, at den lå lidt til den lille side. Det er vores pragteksemplar heldigvis kommet efter.

I dag har jeg været til min farfars 90-års fødselsdag. Både ham og min farmor er ved at gå til af stolthed og jeg blev pralet af og vist frem til alle deres naboer. Blyp er deres oldebarn nummer 7 men jeg er første pigebarnebarn, som giver dem et oldebarn. De andre er fra mine fætre og min bror. Det er så rørende, hvordan de glæder sig over Blyp. Jeg er meget meget taknemmelig over deres overstrømmende reaktion - ja faktisk over hele min families reaktion. Pletblødningen foregik den dag, vi plejer at have den årlige familiejulefrokost på min fars side af familien og jeg tror aldrig jeg har misset et år. Den omsorg, min farmor og faster har vist mig efterfølgende pga. pletblødningen har været så hjertevarmende.

Fra alle sider, svigerfamilie og min egen familie, er vi hele vejen blevet mødt med så meget kærlighed og omsorg og det gør mig meget lykkelig. Jeg føler mig meget elsket og det gør mig glad at mærke at Blyp allerede også er det.

Jeg er 13+2 i dag og vælger nu at stole på at det her vil gå godt. På en eller anden måde befinder jeg mig i hvert fald nu i 2. trimester.

Og med disse ord vil jeg ønske alle et godt og lykkebringende nytår. Pas godt på jer selv og hinanden.

Kærlig hilsen Katrine.