Det har haltet lidt her i de sidste par uger med at få min blod opdateret. Jeg har været kvalmeunderdrejet og overskuddet til at formulere mig meningsfuldt på skrift har ikke været så stort som jeg kunne have ønsket mig. Men nu skriver vi 30. december og skal det være inden året er slut, må det næsten være i dag.
Siden sidst har jeg været til nakkefoldsscanning. D. 21. december. Her fandt vi hurtigt ud af at okkenokkerne på mit lægehus havde taget den blodprøve, de skulle bruge til at regne risikoen for kromosomfejl ud for tidligt i graviditeten. Den var derfor komplet ubrugelig. Så vi var til scanning og så den smukkeste, livlige baby hoppe rundt derinde - men vi blev ikke klogere på om der var kromosomfejl. Det måtte vi pænt vente med til efter jul, hvor vi ville blive kontaktet i e-boks, hvis alt var vel og pr telefon, hvis den nye blodprøve, som vi fik foretaget med det samme på sygehuset, viste noget at være bekymret for. (Vi fik svar i e-boks 3. juledag og alt er fint.)
Så blev det jul og vi havde en dejlig juleaften hos min svigerfamilie, hvor vi overnattede til næste dag. Alt forløb som det skulle indtil vi kom hjem 1. juledag og jeg konstaterede at jeg pletblødte. Det var chokoladebrunt udflåd og det var bare slet ikke spor fedt. Pletblødningen fortsætte i cirka et døgn og var derfor væk da vi lagde os til at sove om aftenen 2. juledag. Lægevagten var ikke rigtig til at hugge eller stikke i, og vi måtte derfor ligesom bare se tiden an men selvfølgelig kontakte dem igen, hvis det blev frisk blod eller hvis jeg fik ondt. Gudskelov blev det aldrig til mere end det.
I går aftes tog vi til en tryghedsscanning hos vores scanningsengel på den lokale, private scanningsklinik. Hun kunne ikke finde en årsag til pletblødningen men til gengæld kunne hun vise os en baby, som i dén grad var i hopla derinde. Den slog adskillige kolbøtter undervejs og stod faktisk flere gang på hovedet så vi havde rig udsigt til et par smukke, lange ben og en lille babynumse. Den havde det på alle måder fantastisk.
Så alt er godt derinde og Blyp udvikler sig præcist som den skal. Faktisk målte scanningsenglen den til at være en dag længere fremme end den officielle terminsdato. Så meget for vores bekymring i starten om, at den lå lidt til den lille side. Det er vores pragteksemplar heldigvis kommet efter.
I dag har jeg været til min farfars 90-års fødselsdag. Både ham og min farmor er ved at gå til af stolthed og jeg blev pralet af og vist frem til alle deres naboer. Blyp er deres oldebarn nummer 7 men jeg er første pigebarnebarn, som giver dem et oldebarn. De andre er fra mine fætre og min bror. Det er så rørende, hvordan de glæder sig over Blyp. Jeg er meget meget taknemmelig over deres overstrømmende reaktion - ja faktisk over hele min families reaktion. Pletblødningen foregik den dag, vi plejer at have den årlige familiejulefrokost på min fars side af familien og jeg tror aldrig jeg har misset et år. Den omsorg, min farmor og faster har vist mig efterfølgende pga. pletblødningen har været så hjertevarmende.
Fra alle sider, svigerfamilie og min egen familie, er vi hele vejen blevet mødt med så meget kærlighed og omsorg og det gør mig meget lykkelig. Jeg føler mig meget elsket og det gør mig glad at mærke at Blyp allerede også er det.
Jeg er 13+2 i dag og vælger nu at stole på at det her vil gå godt. På en eller anden måde befinder jeg mig i hvert fald nu i 2. trimester.
Og med disse ord vil jeg ønske alle et godt og lykkebringende nytår. Pas godt på jer selv og hinanden.
Kærlig hilsen Katrine.
lørdag den 30. december 2017
fredag den 15. december 2017
Dumme kommentarer
De fleste, der er ufrivilligt barnløse, har helt sikkert en eller flere sætninger, de HADER af hele deres hjerte at høre. Det kan være de velmenende råd om en eller anden slægtning som gjorde sådan-og-sådan og så på magisk vis blev gravid eller det kan være idiotrådet over dem alle om “bare at slappe af og ikke tænke så meget over det - så skal det nok lykkes”.
Der er et utal af dumme kommentarer som lader til helt umotiveret at komme i kølvandet på ufrivillig barnløshed og jeg savner virkelig ikke at høre dem. Til gengæld har jeg konstateret, at man heller ikke som gravid slipper for dumme kommentarer. For nu tror folk nemlig at de kan kloge i, hvordan man har det fordi de selv har været gravid. Men ved I hvad, svesker? Alle graviditeter er forskellige og de eneste, der pt ved, hvordan det er at være i min krop er MIG og Blyp!
Undskyld at dette her indlæg er så irriteret men jeg er simpelthen blevet så træt af at folk skal kloge i min krop! Af uforståenhed overfor den frygt for at miste som i høj grad har kendetegnet mit 1. trimester. Og seriøst, den næste der fortæller mig at “graviditet jo ikke er en sygdom” får simpelthen verdens største high five midt i fjæset med en stol. For nej, heldigvis er jeg ikke syg (minus sidste uges blærebetændelse, altså, og det efterfølgende hold i ryggen). Men jeg har kastet op hver dag (nogle gange flere gange om dagen) i den sidste 1,5-2 måneders tid, jeg bliver virkelig svimmel flere gange om dagen og 117 andre ting som virkelig gør at det til tider er enddog meget fysisk udfordrende at komme igennem dagen. Og derudover er der kvalmen som kan være STRID, selv på de tidspunkter, jeg IKKE ender med at kaste op. Nogle dage har jeg ligget i sengen hele dagen og grædt af afkræftelse fordi kvalmen har været så slem og alt, jeg puttede i maven - selv et glas postevand - kom op igen.
Det er altså hårdt for kroppen at gro et andet menneske indeni sig og selvom min mave endnu ikke er stor (ventebukserne til trods) så er man altså fysisk på overarbejde allerede i 1. trimester. Jeg er, i hvert fald.
Men altså, fred være med det. Folk ved åbenbart ikke bedre og lige nu og her må jeg bare lukke ørerne. Det eneste, der betyder noget er jo om det går godt inde hos Blyp. Jeg aftalte med Blyp i forbindelse med ægoplægningen af den bare skulle koncentrere sig om at vokse sig stor, stærk og livsduelig og så tog jeg alle generne i stiv arm og fulgte med så godt jeg kunne. Og det gør jeg så. Men folk skal altså lade være med at kloge i, hvordan de tror, min graviditet er. Jeg vil rigtig gerne høre om andres erfaringer, virkelig. Andres historier er virkelig interessante, synes jeg, for det er interessant at spejle sig i. Men hver graviditet er altså unik.
Rant over.
Der er et utal af dumme kommentarer som lader til helt umotiveret at komme i kølvandet på ufrivillig barnløshed og jeg savner virkelig ikke at høre dem. Til gengæld har jeg konstateret, at man heller ikke som gravid slipper for dumme kommentarer. For nu tror folk nemlig at de kan kloge i, hvordan man har det fordi de selv har været gravid. Men ved I hvad, svesker? Alle graviditeter er forskellige og de eneste, der pt ved, hvordan det er at være i min krop er MIG og Blyp!
Undskyld at dette her indlæg er så irriteret men jeg er simpelthen blevet så træt af at folk skal kloge i min krop! Af uforståenhed overfor den frygt for at miste som i høj grad har kendetegnet mit 1. trimester. Og seriøst, den næste der fortæller mig at “graviditet jo ikke er en sygdom” får simpelthen verdens største high five midt i fjæset med en stol. For nej, heldigvis er jeg ikke syg (minus sidste uges blærebetændelse, altså, og det efterfølgende hold i ryggen). Men jeg har kastet op hver dag (nogle gange flere gange om dagen) i den sidste 1,5-2 måneders tid, jeg bliver virkelig svimmel flere gange om dagen og 117 andre ting som virkelig gør at det til tider er enddog meget fysisk udfordrende at komme igennem dagen. Og derudover er der kvalmen som kan være STRID, selv på de tidspunkter, jeg IKKE ender med at kaste op. Nogle dage har jeg ligget i sengen hele dagen og grædt af afkræftelse fordi kvalmen har været så slem og alt, jeg puttede i maven - selv et glas postevand - kom op igen.
Det er altså hårdt for kroppen at gro et andet menneske indeni sig og selvom min mave endnu ikke er stor (ventebukserne til trods) så er man altså fysisk på overarbejde allerede i 1. trimester. Jeg er, i hvert fald.
Men altså, fred være med det. Folk ved åbenbart ikke bedre og lige nu og her må jeg bare lukke ørerne. Det eneste, der betyder noget er jo om det går godt inde hos Blyp. Jeg aftalte med Blyp i forbindelse med ægoplægningen af den bare skulle koncentrere sig om at vokse sig stor, stærk og livsduelig og så tog jeg alle generne i stiv arm og fulgte med så godt jeg kunne. Og det gør jeg så. Men folk skal altså lade være med at kloge i, hvordan de tror, min graviditet er. Jeg vil rigtig gerne høre om andres erfaringer, virkelig. Andres historier er virkelig interessante, synes jeg, for det er interessant at spejle sig i. Men hver graviditet er altså unik.
Rant over.
onsdag den 13. december 2017
Den lille derinde
Det er flere uger siden jeg sidst har skrevet her på bloggen. Det har lidt været min dårlige samvittighed men sådan blev det. Jeg har simpelthen været så underdrejet af kvalme og opkast at overskuddet ikke har været til det. Og jeg bøvler stadig med begge dele. At der så også i mellemtiden har været en omgang blærebetændelse og en temmelig ondskabsfuld omgang hold i ryggen, springer vi let og elegant forbi.
For det var nemlig slet ikke mine dårligdomme, dette her indlæg skulle handle om. I dag har vi nemlig været til scanning igen. Taget i betragtning af at jeg først er 11+0 i morgen har vi efterhånden været til nogle stykker men det har altså bare været nødvendigt for at jeg har kunnet sove om natten og være til om dagen uden at blive sindssyg. Den første scanning skrev jeg om for et par indlæg siden. Vi så den lille spire, dens hjerteblink og hørte den smukkeste lyd i verden: vores barns hjerteslag. To dage senere skulle vil til scanning på fertilitetsklinikken, hvilket omvendt slet ikke var en god oplevelse. Eller jo, for vi så jo det lille bankende hjerte igen men hele oplevelsen var hurtig, klinisk og egentlig lidt ubehageligt. Sygeplejersken som foretog scanningen fik udtrykt sig uheldigt og vi gik derfra med hovedet fuld af at bekymring for vores lille reje var lidt mindre end gennemsnitlig. Den "lå lidt til den lille side". Stadig indenfor normalen men lidt lille alligevel. Det gav en masse uro i maven så ugen efter tog vi til en tryghedsscanning igen. Her kunne den fantastiske scanningsdame berolige os med at den var vokset som den skulle siden sidst, at hjerterytmen var som den skulle være. Og at der i øvrigt ingen grund var til bekymring fordi dens størrelse altså var helt normal. Det gav meget mere ro i sindet og det er nu små 4 uger siden. De 4 uger har på sin vis været de bedste i hele graviditeten indtil videre for jeg har ikke været rædselsslagen - hvis vi altså ikke medregner al kvalmen og de fysiske gener. Og det har været - og er stadigvæk - hårdt. Men jeg tager det gerne med for det er det hele værd. Selvom jeg glæder mig til at 1. trimester er vel overstået.
Jeg er nemlig kommet så langt at jeg nu tør tro på at det ender godt. Og som sagt var vi til scanning igen i dag. Jeg var ikke så bange denne her gang for ved sidste scanning sagde scanningsdamen at vores risiko for at miste var nede på 2-3% Men jeg havde altså bare brug for lige at se den derinde inden næste uges nakkefoldscanning. Jeg var begyndt at drømme om nakkefoldsscanninger om natten og det var blevet noget, jeg tænkte på om natten når jeg var oppe for at tisse. Og helt ærligt: Jeg gad simpelthen ikke den der nervøsitet. Især ikke, når man vidste at scanningsenglen Helle ville kunne berolige mig med et snuptag. Så afsted med os igen.
Og det var fantastisk. Det lille hjerte, der nu er færdigudviklet, hamrede derud af med en flot flot frekvens og vores lille skat var ikke længere en rejeformet, gul klat på skærmen. I stedet tonede nu en lillebitte baby frem på skærmen med bankende hjerte, et lillebitte ansigt, arme og ben, en fin kranieknogle og midterlinje. Og masser af liv og bevægelser. Scanningsenglen målte den til at være 4,2 cm, hvilket er helt perfekt og passer rigtig fint med den terminsdato, vi regner med. Dens nakkefold var fin og tynd og scanningsenglen var rigtig godt tilfreds med, hvad hun så. Nu skal vi simpelthen bare have et godt blodprøvesvar i næste uge og så kan vi ånde helt lettet op. Men jeg tror på det nu.
Jeg tror faktisk, vi skal være forældre.
For det var nemlig slet ikke mine dårligdomme, dette her indlæg skulle handle om. I dag har vi nemlig været til scanning igen. Taget i betragtning af at jeg først er 11+0 i morgen har vi efterhånden været til nogle stykker men det har altså bare været nødvendigt for at jeg har kunnet sove om natten og være til om dagen uden at blive sindssyg. Den første scanning skrev jeg om for et par indlæg siden. Vi så den lille spire, dens hjerteblink og hørte den smukkeste lyd i verden: vores barns hjerteslag. To dage senere skulle vil til scanning på fertilitetsklinikken, hvilket omvendt slet ikke var en god oplevelse. Eller jo, for vi så jo det lille bankende hjerte igen men hele oplevelsen var hurtig, klinisk og egentlig lidt ubehageligt. Sygeplejersken som foretog scanningen fik udtrykt sig uheldigt og vi gik derfra med hovedet fuld af at bekymring for vores lille reje var lidt mindre end gennemsnitlig. Den "lå lidt til den lille side". Stadig indenfor normalen men lidt lille alligevel. Det gav en masse uro i maven så ugen efter tog vi til en tryghedsscanning igen. Her kunne den fantastiske scanningsdame berolige os med at den var vokset som den skulle siden sidst, at hjerterytmen var som den skulle være. Og at der i øvrigt ingen grund var til bekymring fordi dens størrelse altså var helt normal. Det gav meget mere ro i sindet og det er nu små 4 uger siden. De 4 uger har på sin vis været de bedste i hele graviditeten indtil videre for jeg har ikke været rædselsslagen - hvis vi altså ikke medregner al kvalmen og de fysiske gener. Og det har været - og er stadigvæk - hårdt. Men jeg tager det gerne med for det er det hele værd. Selvom jeg glæder mig til at 1. trimester er vel overstået.
Jeg er nemlig kommet så langt at jeg nu tør tro på at det ender godt. Og som sagt var vi til scanning igen i dag. Jeg var ikke så bange denne her gang for ved sidste scanning sagde scanningsdamen at vores risiko for at miste var nede på 2-3% Men jeg havde altså bare brug for lige at se den derinde inden næste uges nakkefoldscanning. Jeg var begyndt at drømme om nakkefoldsscanninger om natten og det var blevet noget, jeg tænkte på om natten når jeg var oppe for at tisse. Og helt ærligt: Jeg gad simpelthen ikke den der nervøsitet. Især ikke, når man vidste at scanningsenglen Helle ville kunne berolige mig med et snuptag. Så afsted med os igen.
Og det var fantastisk. Det lille hjerte, der nu er færdigudviklet, hamrede derud af med en flot flot frekvens og vores lille skat var ikke længere en rejeformet, gul klat på skærmen. I stedet tonede nu en lillebitte baby frem på skærmen med bankende hjerte, et lillebitte ansigt, arme og ben, en fin kranieknogle og midterlinje. Og masser af liv og bevægelser. Scanningsenglen målte den til at være 4,2 cm, hvilket er helt perfekt og passer rigtig fint med den terminsdato, vi regner med. Dens nakkefold var fin og tynd og scanningsenglen var rigtig godt tilfreds med, hvad hun så. Nu skal vi simpelthen bare have et godt blodprøvesvar i næste uge og så kan vi ånde helt lettet op. Men jeg tror på det nu.
Jeg tror faktisk, vi skal være forældre.
Abonner på:
Opslag (Atom)