Indkøb ❤️

I dag er det et år siden, vi blev indkaldt til forsamtale på sygehuset med henblik på opstart at behandling. Jeg husker tydeligt dagen og da jeg opdagede at der var besked i min e boks. Tænk at man nu, et år senere, er gravid og i 2. trimester. Selvom det ikke var ved IUI, som vi først startede med, at vi skulle blive gravide, var det alligevel startskuddet til vores tid i behandlingsverdenen.

I dag er jeg 15+6. Tænk at man allerede er så langt! Jeg er virkelig taknemmelig over hver dag som gravid. Jeg har virkelig haft mine perioder, hvor jeg oprigtigt har tvivlet på, om jeg nogensinde skulle opleve at stå med to streger, efterfulgt af al angsten i 1. trimester for at miste. Og nu er jeg godt på vej i 2. trimester.

På nogle måder er 2. trimester rarere end 1. trimester men på andre er det vist det samme. Lad os starte med det trælse og få det overstået.

Helbredsstatus
På den mindre sjove side skal nemlig nævnes at jeg stadig ikke synes at mad er nemt. Jeg kaster stadig op og døjer med kvalme i en stor del af dagen, hvilket nogle dage betyder, at jeg ikke får alle de kosttilskud, man skal spise som gravid. For min mave vil ikke samarbejde. Jeg skal heldigvis til jordemor i overmorgen (!!) og har tænkt mig at vende situationen med hende. For en uge siden vejede jeg mig, lidt for sjov, og kunne der konstatere, at jeg havde tabt tre kg siden midten af november. Og jeg har ikke motioneret dem af, skulle jeg hilse at sige.

Nå, nok om det.

På den positive side er selvfølgelig at abortrisikoen er meget meget lav nu. Vi er nu vel ude på den anden side af nakkefoldsscanningen og har derfor taget hul på babyindkøbene (mere om dette senere). Derudover føler jeg mig ikke helt så udhungret sulten som jeg gjorde de første par måneder. Ikke engang de dage, hvor jeg kaster meget op. Det er virkelig dejligt for jeg synes det var hårdt at være så sulten. 

På den underlige sige kan så nævnes at jeg er meget følsom for tiden. Ikke på den nærtagende eller temperamentsfulde måde, men jeg har let til tårer og har enormt meget brug for knus og kærlighedserklæringer fra Manden - som så får mig til at stortude, når jeg får dem. I går havde han købt et par tykke sokker til mig fordi jeg havde sagt at jeg frøs. Det blev jeg så taknemmelig over at jeg blev reduceret til en tårevædet, hulkende klump (virkelig ugly-crying) on and off i mindst en halv time. Jeg har faktisk tårer i øjnene nu her i skrivende stund - af at tænke på det. 

Indkøb

Da vi nu er på den anden side af nakkefoldsscanningen, besluttede vi at ramme januarudsalget og få lavet noget af de store indkøb. Vi låner autostol og bedsidecrib af min bror og svigerinde, så det slipper vi for at købe men en barnevogn skal til. Jeg har i lang tid drømt lidt om en Emmaljunga men havde egentlig ikke delagtiggjort Manden i de tanker. Vi gik ind i Ønskebørn med et åbent sind og til min begejstring styrede Manden direkte hen imod en Emmaljunga - som han så overhovedet ikke var til at løsrive fra igen. Det var virkelig ikke sådan, jeg havde forventet at vores barnevognsindkøb skulle gå for det var faktisk MIG, der forsøgte at trille lidt frem og tilbage med de andre vogne for lige at se, om de andre OGSÅ kunne være noget. Men der var ikke noget at gøre. Manden havde fuldstændig forelsket sig i den og vi var faktisk blevet enige om at købe den før salgsekspedienten overhovedet nåede at komme hen til os og give os salgstalen om, hvor fantastisk en vogn, det er. Så det blev en Emmaljunga. Jeg er super glad for vores køb.

Vi har nu styr på barnevogn, puslebord, puslepude, badekar, hoved-halefad, lift og dyne.

Glæder mig til juli <3 

Siden sidst

Det har haltet lidt her i de sidste par uger med at få min blod opdateret. Jeg har været kvalmeunderdrejet og overskuddet til at formulere mig meningsfuldt på skrift har ikke været så stort som jeg kunne have ønsket mig. Men nu skriver vi 30. december og skal det være inden året er slut, må det næsten være i dag.

Siden sidst har jeg været til nakkefoldsscanning. D. 21. december. Her fandt vi hurtigt ud af at okkenokkerne på mit lægehus havde taget den blodprøve, de skulle bruge til at regne risikoen for kromosomfejl ud for tidligt i graviditeten. Den var derfor komplet ubrugelig. Så vi var til scanning og så den smukkeste, livlige baby hoppe rundt derinde - men vi blev ikke klogere på om der var kromosomfejl. Det måtte vi pænt vente med til efter jul, hvor vi ville blive kontaktet i e-boks, hvis alt var vel og pr telefon, hvis den nye blodprøve, som vi fik foretaget med det samme på sygehuset, viste noget at være bekymret for. (Vi fik svar i e-boks 3. juledag og alt er fint.)

Så blev det jul og vi havde en dejlig juleaften hos min svigerfamilie, hvor vi overnattede til næste dag. Alt forløb som det skulle indtil vi kom hjem 1. juledag og jeg konstaterede at jeg pletblødte. Det var chokoladebrunt udflåd og det var bare slet ikke spor fedt. Pletblødningen fortsætte i cirka et døgn og var derfor væk da vi lagde os til at sove om aftenen 2. juledag. Lægevagten var ikke rigtig til at hugge eller stikke i, og vi måtte derfor ligesom bare se tiden an men selvfølgelig kontakte dem igen, hvis det blev frisk blod eller hvis jeg fik ondt. Gudskelov blev det aldrig til mere end det.

I går aftes tog vi til en tryghedsscanning hos vores scanningsengel på den lokale, private scanningsklinik. Hun kunne ikke finde en årsag til pletblødningen men til gengæld kunne hun vise os en baby, som i dén grad var i hopla derinde. Den slog adskillige kolbøtter undervejs og stod faktisk flere gang på hovedet så vi havde rig udsigt til et par smukke, lange ben og en lille babynumse. Den havde det på alle måder fantastisk.

Så alt er godt derinde og Blyp udvikler sig præcist som den skal. Faktisk målte scanningsenglen den til at være en dag længere fremme end den officielle terminsdato. Så meget for vores bekymring i starten om, at den lå lidt til den lille side. Det er vores pragteksemplar heldigvis kommet efter.

I dag har jeg været til min farfars 90-års fødselsdag. Både ham og min farmor er ved at gå til af stolthed og jeg blev pralet af og vist frem til alle deres naboer. Blyp er deres oldebarn nummer 7 men jeg er første pigebarnebarn, som giver dem et oldebarn. De andre er fra mine fætre og min bror. Det er så rørende, hvordan de glæder sig over Blyp. Jeg er meget meget taknemmelig over deres overstrømmende reaktion - ja faktisk over hele min families reaktion. Pletblødningen foregik den dag, vi plejer at have den årlige familiejulefrokost på min fars side af familien og jeg tror aldrig jeg har misset et år. Den omsorg, min farmor og faster har vist mig efterfølgende pga. pletblødningen har været så hjertevarmende.

Fra alle sider, svigerfamilie og min egen familie, er vi hele vejen blevet mødt med så meget kærlighed og omsorg og det gør mig meget lykkelig. Jeg føler mig meget elsket og det gør mig glad at mærke at Blyp allerede også er det.

Jeg er 13+2 i dag og vælger nu at stole på at det her vil gå godt. På en eller anden måde befinder jeg mig i hvert fald nu i 2. trimester.

Og med disse ord vil jeg ønske alle et godt og lykkebringende nytår. Pas godt på jer selv og hinanden.

Kærlig hilsen Katrine.

Dumme kommentarer

De fleste, der er ufrivilligt barnløse, har helt sikkert en eller flere sætninger, de HADER af hele deres hjerte at høre. Det kan være de velmenende råd om en eller anden slægtning som gjorde sådan-og-sådan og så på magisk vis blev gravid eller det kan være idiotrådet over dem alle om “bare at slappe af og ikke tænke så meget over det - så skal det nok lykkes”.

Der er et utal af dumme kommentarer som lader til helt umotiveret at komme i kølvandet på ufrivillig barnløshed og jeg savner virkelig ikke at høre dem. Til gengæld har jeg konstateret, at man heller ikke som gravid slipper for dumme kommentarer. For nu tror folk nemlig at de kan kloge i, hvordan man har det fordi de selv har været gravid. Men ved I hvad, svesker? Alle graviditeter er forskellige og de eneste, der pt ved, hvordan det er at være i min krop er MIG og Blyp!

Undskyld at dette her indlæg er så irriteret men jeg er simpelthen blevet så træt af at folk skal kloge i min krop! Af uforståenhed overfor den frygt for at miste som i høj grad har kendetegnet mit 1. trimester. Og seriøst, den næste der fortæller mig at “graviditet jo ikke er en sygdom” får simpelthen verdens største high five midt i fjæset med en stol. For nej, heldigvis er jeg ikke syg (minus sidste uges blærebetændelse, altså, og det efterfølgende hold i ryggen). Men jeg har kastet op hver dag (nogle gange flere gange om dagen) i den sidste 1,5-2 måneders tid, jeg bliver virkelig svimmel flere gange om dagen og 117 andre ting som virkelig gør at det til tider er enddog meget fysisk udfordrende at komme igennem dagen. Og derudover er der kvalmen som kan være STRID, selv på de tidspunkter, jeg IKKE ender med at kaste op. Nogle dage har jeg ligget i sengen hele dagen og grædt af afkræftelse fordi kvalmen har været så slem og alt, jeg puttede i maven - selv et glas postevand - kom op igen.

Det er altså hårdt for kroppen at gro et andet menneske indeni sig og selvom min mave endnu ikke er stor (ventebukserne til trods) så er man altså fysisk på overarbejde allerede i 1. trimester. Jeg er, i hvert fald.

Men altså, fred være med det. Folk ved åbenbart ikke bedre og lige nu og her må jeg bare lukke ørerne. Det eneste, der betyder noget er jo om det går godt inde hos Blyp. Jeg aftalte med Blyp i forbindelse med ægoplægningen af den bare skulle koncentrere sig om at vokse sig stor, stærk og livsduelig og så tog jeg alle generne i stiv arm og fulgte med så godt jeg kunne. Og det gør jeg så. Men folk skal altså lade være med at kloge i, hvordan de tror, min graviditet er. Jeg vil rigtig gerne høre om andres erfaringer, virkelig. Andres historier er virkelig interessante, synes jeg, for det er interessant at spejle sig i. Men hver graviditet er altså unik.

Rant over.

Den lille derinde

Det er flere uger siden jeg sidst har skrevet her på bloggen. Det har lidt været min dårlige samvittighed men sådan blev det. Jeg har simpelthen været så underdrejet af kvalme og opkast at overskuddet ikke har været til det. Og jeg bøvler stadig med begge dele. At der så også i mellemtiden har været en omgang blærebetændelse og en temmelig ondskabsfuld omgang hold i ryggen, springer vi let og elegant forbi.

For det var nemlig slet ikke mine dårligdomme, dette her indlæg skulle handle om. I dag har vi nemlig været til scanning igen. Taget i betragtning af at jeg først er 11+0 i morgen har vi efterhånden været til nogle stykker men det har altså bare været nødvendigt for at jeg har kunnet sove om natten og være til om dagen uden at blive sindssyg. Den første scanning skrev jeg om for et par indlæg siden. Vi så den lille spire, dens hjerteblink og hørte den smukkeste lyd i verden: vores barns hjerteslag. To dage senere skulle vil til scanning på fertilitetsklinikken, hvilket omvendt slet ikke var en god oplevelse. Eller jo, for vi så jo det lille bankende hjerte igen men hele oplevelsen var hurtig, klinisk og egentlig lidt ubehageligt. Sygeplejersken som foretog scanningen fik udtrykt sig uheldigt og vi gik derfra med hovedet fuld af at bekymring for vores lille reje var lidt mindre end gennemsnitlig. Den "lå lidt til den lille side". Stadig indenfor normalen men lidt lille alligevel. Det gav en masse uro i maven så ugen efter tog vi til en tryghedsscanning igen. Her kunne den fantastiske scanningsdame berolige os med at den var vokset som den skulle siden sidst, at hjerterytmen var som den skulle være. Og at der i øvrigt ingen grund var til bekymring fordi dens størrelse altså var helt normal. Det gav meget mere ro i sindet og det er nu små 4 uger siden. De 4 uger har på sin vis været de bedste i hele graviditeten indtil videre for jeg har ikke været rædselsslagen - hvis vi altså ikke medregner al kvalmen og de fysiske gener. Og det har været - og er stadigvæk - hårdt. Men jeg tager det gerne med for det er det hele værd. Selvom jeg glæder mig til at 1. trimester er vel overstået.

Jeg er nemlig kommet så langt at jeg nu tør tro på at det ender godt. Og som sagt var vi til scanning igen i dag. Jeg var ikke så bange denne her gang for ved sidste scanning sagde scanningsdamen at vores risiko for at miste var nede på 2-3% Men jeg havde altså bare brug for lige at se den derinde inden næste uges nakkefoldscanning. Jeg var begyndt at drømme om nakkefoldsscanninger om natten og det var blevet noget, jeg tænkte på om natten når jeg var oppe for at tisse. Og helt ærligt: Jeg gad simpelthen ikke den der nervøsitet. Især ikke, når man vidste at scanningsenglen Helle ville kunne berolige mig med et snuptag. Så afsted med os igen.

Og det var fantastisk. Det lille hjerte, der nu er færdigudviklet, hamrede derud af med en flot flot frekvens og vores lille skat var ikke længere en rejeformet, gul klat på skærmen. I stedet tonede nu en lillebitte baby frem på skærmen med bankende hjerte, et lillebitte ansigt, arme og ben, en fin kranieknogle og midterlinje. Og masser af liv og bevægelser. Scanningsenglen målte den til at være 4,2 cm, hvilket er helt perfekt og passer rigtig fint med den terminsdato, vi regner med. Dens nakkefold var fin og tynd og scanningsenglen var rigtig godt tilfreds med, hvad hun så. Nu skal vi simpelthen bare have et godt blodprøvesvar i næste uge og så kan vi ånde helt lettet op. Men jeg tror på det nu.

Jeg tror faktisk, vi skal være forældre.

Om tilknytning til det derinde

Jeg er egentlig gået rundt i en meget underlig sindsstemning siden vi fandt ud af at jeg var gravid. Sådan afventende, "nu slår vi lige koldt vand i blodet"-agtig. Selvom ønskebarnet ubetinget har været/er det største ønske for os begge to i flere år, har vi egentlig ikke haft noget tidspunkt, hvor vi gik rundt og ikke kunne få armene ned af begejstring. Jeg har klart haft nemmere ved at glædes over andres glæde, når vi fortalte dem de gode nyheder, end jeg har haft med at mærke min egen glæde. Det er svært at forklare, men jeg tror i høj grad, det handler om at vejen til de to streger har været brolagt med så mange tårer og skuffelser. Man tør simpelthen ikke glæde sig for tidligt.

Da min mor den anden dag lagde hånden på min mave og sagde noget med hendes lille nuller derinde, kunne jeg faktisk mærke en kraftig modvilje mod hendes kærlige handling. Jeg havde simpelthen lyst til at skubbe hendes hånd væk og sige et eller andet. For det har simpelthen virket farligt for mig at skulle forholde sig til at jeg var gravid på anden måde end ved de praktiske hensyn. Jeg må ikke løfte ting der er tungere end 10-15 kg og der er ting, jeg ikke må spise og drikke. Så langt, så godt. Men at det skyldes, at der er en baby indeni mig - det har jeg stadig svært ved at tro på. Og at turde skrive det, turde tro på at det her måske endda kan ende ud med at vi bliver forældre - det føles stadig enormt overmodigt at skrive, selvom vi i dag siger 7+0. Jeg er faktisk bange for at forholde mig til, hvad "gravid" egentlig betyder, andet end den daglige aftensmadslede og de natlige tisseture. Jeg tør ikke tro på det og jeg tør ikke forholde mig til det. De ar, der er kommet på grund af vores ufrivillige barnløshed har i dén grad åbenbaret sig i al deres grimhed og grumhed.

Sådan har jeg haft det i de sidste 3 uger nu. Det er gået op for mig, hvordan kampen for at opnå graviditet og det at være i behandlingsverdenen har påvirket mig. Mens behandlingen stod på, var det primært ventetiden, der slog mig ud. Al tomgangen og uvisheden om, om jeg overhovedet var i stand til at blive gravid; om vi overhovedet kunne lave befrugtede æg, Manden og jeg. Men selvom reagensglasbehandlingen tydeligvis var løsningen for os (længe leve ICSI), sidder frygten i mig nu her i en grad, jeg ikke har oplevet før.

Jeg har simpelthen gået og ventet på, forventet, at der ikke var liv ved hjerteblinkscanningen. Og jeg ville ikke knytte mig til et hypotetisk væsen i min livmoder, som jeg ikke engang havde set siden blastocyststadiet. Men jeg tog fejl. Gudskelov tog jeg fejl.

For det første, heldigvis, fordi der ER hjerteblink derinde. Og den lille spire har det godt og vokser som den skal. Men også fordi jeg konstaterede i går, hvor jeg var så frygtelig bange, at ens kærlighed har sit eget liv. Jeg har simpelthen ikke et valg om, hvornår jeg knytter mig til det lille væsen derinde. Niveauet af frygt taget i betragtning og mængden af glædestårer gjorde det med al tydelighed klart for mig, at den lille spire allerede ejer os begge to med hud og hår. Uanset, hvor bange vi er og hvor rationelt, jeg prøver at distancere mig fra en potentiel sorg.

Jeg ved godt, alt for godt, at vi ikke er i sikkerhed endnu. Og jeg tør stadig ikke slappe af. Men vi har set og hørt hjerteblink og vi har set en lille rejeformet klat på en skærm, som sygeplejersken sagde var vores barn. Som gudskelov lader til at vokse som det skal.

Tør man tro på at det her ender godt?

Drama siden sidst

Du godeste, jeg har forsømt min blog de sidste par uger! Men nu må det da vist være på tide (øhm, way overdue) med en opdatering.

Jeg er stadig gravid. Og indtil i går tog jeg daglige graviditetstests for at bekræfte det for mig selv. Det startede med at være et hyggeligt morgenritual, hvor jeg så kunne følge den famøse dobbeltstreg blive kraftigere og kraftigere som dagene gik. Så langt så godt. (Du kan godt fornemme det komme, ikke?) Testene begyndte at blive svagere. Efter at have ligget nogle dage i et område, hvor begge streger var lige kraftige i farven, begyndte teststregen lige så stille at gå den forkerte vej. Jeg involverede ikke Manden i min bekymring fordi jeg slog det hen med, at det sikkert bare skyldtes variationer på testene, variationer mellem de forskellige urinprøver (bruger altid morgenurin, dog, og forsøger at ramme samme tidspunkt hver dag). Du ved, graviditetsparanoia. Jeg havde bestemt ikke en god følelse i maven af det, hvilket desværre egentlig har kendetegnet denne her graviditet indtil videre. Jeg har hele tiden lidt gået og ventet på at noget skulle gå galt.

I går morges tog jeg så den daglige graviditetstest og den var bare SVAG! Som i rigtig svag! Det blev vi ærligt talt temmelig bange af begge to og vi besluttede, inden Manden tog på arbejde, at jeg skulle finde et sted, så vi kunne få foretaget en tryghedsscanning.

Seriøst, i går var så ubeskriveligt hård at gå igennem. Mine forældre kom på besøg, fordi de skulle hjælpe os med nogle reoler og mens min far og Manden rykkede rundt på reolerne, sad jeg i sofaen hos min mor og græd. Både Manden og jeg var sikre på at drømmen var knust nu.

Klokken 17.45 havde vi en tid hos en scanningsklinik og det var et MEGET fåmælt par, der sad og ventede på dommens time. Mine forældre havde kørt os derud, hvilket var rart, da vi INGEN overskud havde. Vi sad bare udenfor i venteværelset og holdt hinanden i hænderne, som i øvrigt rystede rigtig meget, mens vi kæmpede for at holde tårerne tilbage.

Vi kom ind til den sødeste engel af en sygeplejerske ved navn Helle, hvor vi snakkede vores situation igennem. Hvor langt vi var og så videre. Op på briksen med mig, hvor jeg fik gele på maven, da vi var blevet enige om at starte med en udvendig scanning.

Det tog hende ingen tid at finde det lille embryo og kort efter kunne vi høre verdens smukkeste lyd i højttalerne. Vores babys hjertelyd. Alt er i skønneste orden og den lille basse er helt, som den skal være, sagde hun. Fint hjerteblink og fin hjerterytme med en, for alderen, passende frekvens, sagde hun.

Jeg tror det kan tælles på meget få fingre, hvor mange gange i mit liv, jeg har været så lettet som jeg var der. I samme øjeblik, vi hørte hjertelyd, brød Manden og jeg begge to ud i gråd.

Der var billeder og en lydoptagelse af hjertelyden med i prisen og det er de bedste penge, jeg nogensinde har givet ud. Ubetinget.

Vi skal til scanning igen i morgen på fertilitetsklinikken og overgår derefter til vores lokale sygehus som værende "almindelig gravide". Jeg er stadig ufatteligt lettet og glæder mig til at se den lille rejeformede basse i morgen igen.

Vantro og lykkelig

Jeg er gravid. Jeg forstår det ikke men jeg er gravid. Min hjerne forstår ingenting men det gør min krop heldigvis.

Jeg fik taget blodprøve på klinikken i går, hvor jeg var 4+0, og mit HCG-tal er(var i går?) 289. Damen i telefonen påstod at de var glade når den var over 45 og at 289 derfor var et flot tal. Det er en kæmpe lettelse men jeg fatter stadig ingenting. Jeg tror først det bliver mere virkeligt for os når vi har set hjerteblink.

Min krop er dog temmelig udpræget gravid selvom mit hoved ikke helt har forstået det. Jeg er KAMPTRÆT, kaster op og har en lystig prikken og nappen i underlivet. Til sammenligning skriver jeg dette her indlæg på min telefon, liggende i sengen og jeg har INTET lavet i dag. Udover at stå op og spise en portion Ymer. Det var så udmattende nok til at jeg måtte gå i seng igen.

Jeg har aftalt med spiren at vi først ses om 9 måneder og at den i øvrigt bare skal koncentrere sig om at gøre det, den skal. Og så må jeg følge med så godt jeg kan.

Vi skal til bryllupsreception på lørdag. Aner ikke, hvordan jeg skal komme igennem 4 timers bryllup. Må man sove imens?