Vantro og lykkelig

Jeg er gravid. Jeg forstår det ikke men jeg er gravid. Min hjerne forstår ingenting men det gør min krop heldigvis.

Jeg fik taget blodprøve på klinikken i går, hvor jeg var 4+0, og mit HCG-tal er(var i går?) 289. Damen i telefonen påstod at de var glade når den var over 45 og at 289 derfor var et flot tal. Det er en kæmpe lettelse men jeg fatter stadig ingenting. Jeg tror først det bliver mere virkeligt for os når vi har set hjerteblink.

Min krop er dog temmelig udpræget gravid selvom mit hoved ikke helt har forstået det. Jeg er KAMPTRÆT, kaster op og har en lystig prikken og nappen i underlivet. Til sammenligning skriver jeg dette her indlæg på min telefon, liggende i sengen og jeg har INTET lavet i dag. Udover at stå op og spise en portion Ymer. Det var så udmattende nok til at jeg måtte gå i seng igen.

Jeg har aftalt med spiren at vi først ses om 9 måneder og at den i øvrigt bare skal koncentrere sig om at gøre det, den skal. Og så må jeg følge med så godt jeg kan.

Vi skal til bryllupsreception på lørdag. Aner ikke, hvordan jeg skal komme igennem 4 timers bryllup. Må man sove imens?

Jeg tror ikke på det

Jeg er nok lidt pessimistisk i dette her indlæg og det beklager jeg på forhånd. Men jeg tror ikke på dette her forsøg. I går aftes, da jeg tørrede mig efter et toiletbesøg, var der blod. Primært brunt udflådsblod (og noget klartudflåd samt de obligatoriske crinoneklumper) men også en klat frisk, klar udflåd med et par ganske tynde tråde af frisk blod i. Der har ganske vist ikke været blod siden (kun lidt brunt og sort Crinone) men jeg tror ikke på det. Jeg FØLER mig ikke gravid! Jeg har en idé om at det vil sætte sig på humøret og gøre en følelsesladet men jeg føler mig PRÆCIS som jeg plejer. Så jeg tror ikke på det.

Jeg har selvfølgelig en krop, der hjertensgerne bidrager med gavmilde mængder falske symptomer og når man så kombinerer førnævnte krop med 2xdaglig Crinone (progesteron) - så kan man ikke stole på noget som helst.

Heller ikke på det der underliv som kramper og har gjort det tre dage i træk nu. Det føles nemlig overhovedet ikke som de graviditetssymptomer, jeg har hørt om. Som de berømte ligamentsmerter. Det føles bare som muskelkramper. De gør ikke ondt men man bliver ret træt i musklerne efter nonstop krampe 9 timer i streg. “Jamen måske er det et godt tegn alligevel”, kunne man jo så tænke. Tjo... hvis ikke det var for hormontilførslen (som jo uvilkårligt VIL rode med ens krop) og fordi min krop, som sagt, generelt er vild med at prøve at narre mig. Jeg er slet ikke i tvivl om at mens KOMMER - det er mere et spørgsmål om, om den når at starte inden på onsdag, hvor jeg har testdag.

Jeg har helt vildt dårlig samvittighed overfor Manden, vores familier og venner samt jer, der læser med. Folk krydser fingre og er håbefule men jeg ved bare, vi kommer til at skuffe dem. Jeg gruer virkelig for at skulle informere vores pårørende om at det ikke gik. Om at skulle ringe til Manden på onsdag og fortælle ham at det ikke gik. Jeg har helt vildt dårlig samvittighed over at holde folk for nar.

Summa summarum: Jeg tror ikke på det. Men så må vi prøve med en igloblastocyst.

Livet efter ægoplægning

Der er sket så meget siden sidste indlæg at jeg dårligt ved hvordan eller hvor, jeg skal starte dette indlæg.

Jeg fik taget 17 æg ud for en uge siden, hvoraf de 15 var modne og blev befrugtede. Så blev de til 11 som blev til 13, så hed det 9 og hele baduljen endte med 4 perfekte blastocyster. Hvoraf den ene blev lagt op i forgårs.

Selve ægoplægningen tog ganske få minutter og var, på den måde, en meget udramatisk omgang. Samtidig er det øjeblik, da jeg så blastocysten på skærmen inden oplægningen, det største øjeblik i hele mit liv. Jeg har aldrig set noget så smukt i  hele mit liv og håber sådan at den klarer det. At det er den, der bliver vores ønskebarn.

Jeg har brugt det sidste lange stykke tid på at kigge på blastocyster på nettet og jeg er helt enig med laboratoriedamen i, at den var af topkvalitet. Den var virkelig, virkelig smuk (og ja, jeg er vildt partisk men det må jeg godt være).

Så nu er jeg en PUPO/GIMBe. Eller "Gravid Indtil Modsatte er Bevist". Manden og jeg omtaler den som Blyp og det er ret hyggeligt men egentlig ved jeg ikke helt, om jeg tror på det. For det er jo aldrig lykkedes mig at blive gravid før. Dermed sagt: Jeg tror på at vi nok skal blive det. Og at vi nok skal blive forældre. For vi kan lave blastocyster som er af topkvalitet. Men jeg tror ikke på dette her forsøg. Det ville være for fantastisk, hvis det lykkes nu. Men det ville være fantastisk! Og jeg ønsker det af hele mit hjerte.

Jeg vil være ærlig og sige, at jeg - for en sikkerheds skyld - lidt er begyndt at forholde mig til "næste behandling". Jeg ved ikke helt om det er af pessimisme, realisme eller fordi "barnløs i behandling" er så meget en del af mit liv at jeg ikke rigtig kan forestille mig at det skulle lykkes. Det ser ret deprimerende ud på skrift, men på en måde har jeg lidt affundet mig med at mit liv indeholder sorgen over at være barnløs. Og det lyder helt absurd når jeg, måske, har et lille liv der vokser i mig lige nu. Altså, hvis blastocysten har klaret det. Det håber jeg, den har!! Hold nu fast, lille skat!

- I øvrigt, ikke? Det er virkelig frustrerende at man ikke kan stole på sin krops signaler. Det der Crinone BOMBER mig simpelthen med falske symptomer og har gjort det siden dagen efter ægudtagningen. Kvalme, svimmelhed, træthed, stikken i underlivet, lændespændinger, tørre slimhinder - you name it. Det var jeg dog forberedt på så jeg ser det nok mere som et quirk ved Crinone. Ikke mindst fordi det startede mens alle æggene var på klinikken. Jeg tror i øvrigt ikke, jeg tester før tid. Jeg har stadig Ovitrelle i kroppen og da det giver falsk positiv, ser jeg ingen grund til at prøve. Også fordi jeg er rædselsslagen for at fange en bio.

Der er en hel UGE tilbage til testdag!

Ægudtagning og status

Indrømmet, det sidste døgns tid har været et af de vildeste i mit liv. Jeg er slet ikke sikker på, om jeg kan formulere mig sammenhængende men det skal komme an på et forsøg. Om ikke andet så fordi jeg tror, det bliver rart at have det skrevet ned mens alt er i frisk erindring.

I går var Store Ægudtagningsdag. Jeg var ikke bange men jeg var spændt. Jeg øver mig rigtig meget i ikke at bekymre mig unødigt men det er vist svært ikke at være påvirket af sådan en forestående oplevelse. Til scanningen i mandags fik vi at vide, at vi var oppe på hele 17 æggeblærer. Det var selvfølgelig en rigtig fed nyhed men jeg forsøgte efterfølgende at slå koldt vand i blodet. For 17 æggeblærer er overhovedet ikke det samme som 17 æg og der var jo ingen der vidste, om vi overhovedet var i stand til at lave befrugtede æg. Sådan sagde jeg til mig selv hele resten af mandag og hele tirsdag. Tirsdag aften (i forgårs) pumpede adrenalinen i min krop i sådan en grad, at det egentlig er et under, at jeg faktisk faldt i søvn og fik en god nattesøvn. Onsdag morgen (i går) var den dog stadig helt vildt overgearet - og det til trods for at jeg egentlig ikke var bange. Spændt, absolut, nervøs, kun lidt men bange var jeg ikke.

Nå, os til klinikken, hvor manden listede ind på herreværelset for at lave en prøve. Jeg blev lagt på en seng og iførte mig derpå hospitalstrømper, imens jeg ventede på at den beroligende medicin begyndte at virke. Fantastisk følelse at mærke, hvordan musklerne endelig begyndte at slappe af. På et tidspunkt kom en sød sygeplejerske og lagde et venflon på mig og lige pludselig var klokken 8.00 og det var tid til at gå i gang.

Jeg har ikke nogen tidsfornemmelse af, hvor længe det tog (tak morfin) men egentlig tror jeg, det hurtigt var overstået. Smertemæssigt var det virkelig ikke noget at regne for noget og den ene gang, jeg sagde av, fik jeg bare en dosis morfin til og så var det ligesom det.

Jeg blev hjulpet ud til sengen igen, hvor jeg lå og blev klar i hovedet igen. Jeg føler egentlig selv, det gik ret hurtigt. Manden blev dernæst instrueret i, hvor der var morgenmad til os og jeg formåede at spise tre stykker franskbrød og drikke to glas vand, imens jeg prøvede at komme af med den hikke, jeg havde fået efter udtagningen var overstået. Ih, hvor var jeg egentlig sulten. ;)

Vi fik 17 æg ud, hvilket var helt fantastisk, og så var det ellers bare at vende næsen hjemad. Jeg var helt klar i hovedet og følte mig egentlig ret vågen men crashede alligevel på sofaen, da jeg kom hjem og sov lidt over 3 timer. Vi havde så også været oppe siden 4.45.

Jeg havde ikke brug for at tage smertestillende (to pamoler) før klokken 17.00 og i det hele taget var det ikke spor slemt. Det var mest bare kedeligt at ligge på sofaen hele dagen.

Jeg har sovet godt i nat og var selvfølgelig spændt på at ringe til klinikken for at høre, hvordan det var gået med befrugtningen.

Status i dag er:

2 æg var umodne og kan derfor ikke bruges

4 æg er lidt usikre og kan gå begge veje - vi ser tiden an med dem.

Og nu til det fantastiske:

Vi har 11 befrugtede æg pt!!

Det er helt vildt!! Det føles som en kæmpe sejr overhovedet at vide at vi er i stand til at lave befrugtede æg. Jeg tør overhovedet ikke tro på det - og det til trods for at jeg har brugt hele formiddagen på at informere folk om det. 

Det er så VILDT!!!

En produktiv dame

“Så du er en produktiv dame”. Det sagde den søde sygeplejerske til mig i dag. Det popper nemlig frem med fine, store follikler på mine æggestokke. 17(!) talte de til i dag. Altså, jeg har taget små 2 kg på og føler mig en lille smule oppustet i siderne - men alligevel! Det havde jeg ikke set komme. I mit hoved lyder det af helt absurd mange og jeg tager det hele med et ordenligt gran salt. For 17 follikler er overhovedet ikke det samme som 17 æg. Ligesom 17 æg også sagtens kan ende ud med ingen som helst til oplægning. Så jeg tror egentlig først jeg vil forholde mig til tal når vi begynder at snakke om befrugtede æg.

Når det så er sagt, lyder det da som gode nok odds, ikke? Jeg forestiller mig at de nok SKAL spørge ind til det, men de bliver ved at spørge på klinikken, om jeg har nogen gener eller ubehag. Jeg mistænker dem lidt for at tænke i potentiel overstimulation. Men jeg har bare INGEN gener haft. Heldigvis. Det eneste er at jeg kan mærke at mine æggestokke fylder en del mere end sædvanligt (fair nok, alt taget i betragtning) samt at jeg har vildt meget vandigt udflåd. Det sidste er vist dog bare et udtryk for at det er fint stimuleret dernede og at alt er som det skal være. Klamt men godt.

Planen er her fremadrettet at jeg stikker mig med Ovitrelle i aften og at vi så ellers møder 7.30 i overmorgen til ægudtagning. Jeg har fået nogle piller med hjem, som jeg skal tage på turen så de er begyndt at virke inden ægudtagningen klokken 8.00. Det kommer tæt på nu. Men jeg er SÅ klar. Bring it on!! (Og bare det nu ikke gør ondt!)

Sig nærmer tiden

Nu nærmer vi os vist ægudtagelsesdagen. Jeg tror, det bliver onsdag i næste uge (i dag er det lørdag). Vi var til scanning i går og det var heldigvis en god oplevelse. De fandt de 9 æg på den højre æggestok, som de snakkede om i forgårs samt 5 på den venstre. Det er altså en follikel mere end de snakkede om i forgårs. Det er jeg bestemt ikke ked af. :) Slimhinden havde også en god tykkelse, sagde de, så det er også dejligt at høre.

Jeg kan godt mærke at jeg begynder at spekulere ret meget i, hvor mange æg der mon bliver, hvor mange af dem er modne samt, selvfølgelig, om et af dem er vores ønskebarn. Hvis alt går vel, vil der i næste uge blive skabt små, genetiske sammensmeltninger af Manden og mig. Det er helt vildt at tænke på for det tror jeg aldrig, vi har opnået før. Jeg håber sådan og beder til af hele mit hjerte at et af dem er vores ønskebarn. Der er intet i verden jeg ønsker mig mere end vores ønskebarn!!

Hvor er der dog længe til mandag, hvor vi skal til scanning igen.

Identitet og behandlingsliv

Jeg læste en kommentar i går på instagram af en der sagde, at hun følte at "fertilitetsbehandling" var blevet en del af hendes identitet. Det satte en masse tanker i gang hos mig for det er i den grad noget, jeg kan genkende fra mig selv og samtidig bliver jeg egentlig lidt bekymret over princippet i at det er sådan.

Jeg læste engang om en kvinde, der stadig havde som en del af sin selvforståelse "vi kan ikke få børn", selvom hun faktisk efter x antal forsøg med fertilitetsbehandling havde gennemført en graviditet og nu havde et sundt og raskt barn. Selvom det ikke var dét, jeg hæftede mig specielt ved, da jeg læste det, er historien alligevel blevet hos mig og jeg kom i tanke om den med det samme, da jeg læste instagramkommentaren i går. Og så skyllede det hele ind over mig. Ikke så meget på den følelsesmæssige måde (jeg føler mig faktisk mere psykisk stabil her EFTER jeg er startet på hormonerne end før...!?); det var mere en slags akademisk undren, i mangel på bedre udtryk. Eller, måske mere bare en form for eftertænksomhed. For selvom jeg er ret afklaret med at sådan ser verden nu engang ud for os (Hey, den grimme ælling skulle også grueligt meget igennem før det endte godt til sidst!), så kan jeg også mærke at dette her forløb er blevet en del af min selvforståelse nu. Og jeg kan sagtens se det for mig at jeg selv en dag bliver kvinden, der opfatter sig selv som "ufrivillig barnløs", selvom jeg er blevet mor. Det fylder så meget i tankerne og i det rent praktiske i hverdagen, at jeg ser for mig, jeg får svært ved at lægge det fra mig. På samme måde som jeg kan mærke, jeg identificerer mig med mit job, identificerer jeg mig med dette her klistermærke. Med den sorg, det altid er, når folk spørger, om jeg har børn. Og de helt tydeligt forventer at jeg lister op, at jeg da naturligvis har 2-3 stk. pga. min alder.

"Ufrivillig barnløs" er en del af min identitet nu. Jeg ved ikke helt om det er noget, der kan undgås og egentlig forestiller jeg mig, det er ret almindeligt for os, der er i behandling, men det sidder dybt i kroppen på mig at jeg ikke kan få børn selv. At jeg ikke bare, helt ukompliceret, kan lave en UPS'er sammen med Manden. Jeg vil være helt ærlig og sige at det, på sin vis, er en enorm befrielse at fertilitetsprojektet ikke længere er bundet hårdt op på mit sexliv men at de to nu ligger pænt og nydeligt (og temmelig permanent, desværre) i hver sin kasse. Men det er også et tab. Vores kærlighedsbarn bliver ikke til som Mandens og min søde, lille hemmelighed. Det er et omfattende projekt, som hele familien er orienteret om (fordi sådan har vi det bedst) og når det lykkes, er det selvfølgelig genetisk mit og Mandens, men det har ikke været en privat, intim kærlighedssituation, der startede det hele. I hvert fald ikke på samme måde som hos dem, der kan blive spontant gravide og forældre af naturlig vej. Men det er Mandens og min kærlighed til hinanden der gør, at vi er i behandling og på den måde vil vores barn alligevel blive til på baggrund af vores kærlighed. Selvom processen ikke er det fjerneste privat og min intimitet og blufærdighed for længst er smidt overbord, er vores (fremtidige) barn ligeså meget et produkt af vores kærlighed som hvis vi havde lavet det uden hjælp. Jeg tror egentlig, jeg har accepteret det tab og affundet mig med, at det altså er af lidt alternativ vej, vi vil blive forældre - men det er stadig et tab.

Jeg har dog brug for at slutte dette her indlæg af med at sige, at jeg stadig er håbefuld. Selvom jeg tit bliver ramt af usikkerhed og frygten for, om det mon nogensinde vil lykkes, så håber jeg stadig. Det er ikke blind, naiv håbefuldhed men mere en stædighed kombineret med kampvilje og styrken af min længsel efter mit eget barn.  Jeg har 13 follikler i gang indeni mig pt og måske er et af dem guldægget, der kommer til at gøre mig til mor. Det er jeg simpelthen nødt til at håbe på og tro på. Og på denne her side af ægudtagningen er jeg ved godt mod. Jeg tillader mig at synes, at håbet stadig er lysegrønt. Det er jeg nødt til.

Dagens scanning

I dag har vi været til scanning. Jeg har været SÅ spændt og nervøs (!) for om hormonerne mon virkede for jeg har ingen bivirkninger haft. Heldigvis var der ingen grund til bekymring. Egentlig var det også fjollet for i forbindelse med IUI kunne vi jo gang på gang konstatere at min krop reagerer godt på Gonal-F. Det gør det heldigvis også denne her gang (det sagde den super søde scanningssygeplejerske faktisk ordret at den gør). 

Som det ser ud lige nu, er der 9 æggeblærer på den ene æggestok og 4 på den anden. Det synes jeg lyder positivt. Ved forundersøgelsen sagde lægen nemlig at vi sigtede efter 10 æg. I aften skal jeg fortsat tage 187,5 enheder Gonal-F men i morgen skal jeg kun tage 150.

Det bliver også i morgen (tidlig), jeg skal tage den første sprøjte Orgalutran, som er den sprøjte, som skal forhindre mig i at få spontan ægløsning. Den har jeg ikke prøvet før men jeg kan se på Dansk
Lægemiddel Information, at det vist er lige så simpelt, som de påstår på klinikken.

https://min.medicin.dk/Medicin/Praeparater/2703

Jeg er virkelig virkelig lettet over at min krop opfører sig som den skal. Vi skal til scanning igen allerede i overmorgen og jeg håber, det hele fortsat går som det skal. Lige nu er jeg i hvert fald GLAD!

PS. Vi har ikke hørt fra klinikken vedr. de blodprøver, jeg fik taget i sidste uge. Det betyder, at alt er godt og at vi er med i forsøget. Det er så dejligt!! 

Scanningsnervøsitet

I morgen skal jeg scannes for første gang, siden vi gik i gang med hormonerne. Jeg er meget meget spændt og også ret nervøs. Jeg har været på Gonal-F i forbindelse med IUI og der reagerede min krop som ønsket på den. Ved IUI hed det “5 dage med Pergotime og 3 dage med Gonal-F” og der lavede jeg 2-3 æg hver gang. Det var passende til IUI men meget mindre end det antal, vi sigter efter denne gang (10 æg). Ved IUI fik jeg 50 enheder pr stik (og kunne INTET mærke mht. bivirkninger), så jeg havde egentlig regnet med at det ville kunne mærkes, at dosen denne gang er 187,5. Men jeg mærker stadig intet. Og det bekymrer mig. Jeg ved godt at det er ren paranoia for det er jo ikke mængden og styrken af bivirkningerne der bestemmer, om hormonerne virker. Og måske er jeg bare mega heldig og er i fuld sving med at lave nogle helt fænomenale guldæg helt uden gener. Men jeg havde nok forestillet mig at jeg ville føle mig hævet eller i det mindste lidt ekstra grådlabil som minimum. Men nej. Bortset fra det blå mærke på højre side af maven, jeg kom til at lave den anden aften, kan jeg hverken se eller mærke, at jeg hver aften skyder 187,5 enheder Gonal-F i maveflæsket.

Jeg er godt klar over det absurde i at sidde og efterlyse ubehag. Men kvalme, oppustethed eller lignende havde været så dejligt fysisk og noget konkret at forholde sig til. Lige nu er der ikke tegn på at der foregår noget som helst.

Jeg er simpelthen så bange for at det ikke virker. Please, lad det gå godt i morgen!!

I gang med behandling

Nu er vi i gang med hormonbehandlingen. Jeg tror stadig ikke helt, jeg har fattet, at vi er i gang efter al den ventetid. Sidst i oktober er det præcis et år siden, jeg var ved min læge for at blive henvist. Allerede den gang havde jeg på fornemmelsen, at vi ville ende ud med reagensglasbehandling, så selvom vi i mellemtiden har været i gang med insemination, føles det alligevel lidt som om vi har ventet i et år. Nå, nok om ventetid - nu er vi jo i gang.

I lørdags var vi på klinikken til scanning og denne gang var min blødning heldigvis i fuld sving. Min slimhinde havde derfor den helt rigtige tykkelse (tyndhed?) til at starte hormonbehandlingen op. Vi fandt derudover ud af, at den store æggeblære på scanningen var en (godartet) cyste. Som jeg forstod det, er det, når en æggeblære ikke fatter, at den skal gå i sig selv igen efter ægløsningen. Den skulle dog ikke have nogen indflydelse på vores fertilitet eller graviditetschancer og scanningsdamen sagde, at de bare poppede den i forbindelse med ægudtagningen.

Hun kunne desuden informere os om, at det formentlig var dens skyld at min menstruation havde ladet vente sådan på sig. Det var virkelig rart at få at vide, for det havde bekymret mig en del. At gå en lille uge over tid forekommer mig underligt - selvom min "normal" jo er en kort cyklus og det derfor virker abnormt langt for mig, at den blev 29 dage.

Men nu er jeg i hvert fald på hormoner. Vi har stukket 187,5 enheder Gonal-f i flæsket på mig de sidste to aftener og skal fortsætte med dette indtil scanningen i overmorgen. Så enten fortsætter vi eller ændrer dosen. Det afhænger af, hvad scanningen viser den dag. Jeg håber sådan, den viser, det den skal. Jeg har fået gonal-f før, i forbindelse med IUI, og der reagerede min krop rigtig godt på det. Fine æggeblærer og ingen gener. Jeg håber sådan, den er godt i gang med at lave guldægget nu.

Jeg føler ikke at jeg oplever nogen bivirkninger og mit liv er i hvert fald (endnu ikke) det hormonella-mareridt, jeg ved, min mor var bange for at det skulle blive for  mig. Det er svært for mig at sige, om jeg kan føle at det vokser inden i mig for jeg bløder stadigvæk og har derfor svært ved at sige, hvad der er menstruation og hvad der er ægmodning. Under alle omstændigheder er det en følelse, jeg skal lede efter for at finde.

Jeg vil godt slå et slag atter engang for videoerne på denne her hjemmeside. De er fantastiske til at guide en igennem stikkeriet og vi bruger den hver aften. Her er videoen for Gonal-f.

https://min.medicin.dk/Medicin/Praeparater/1886

I øvrigt... I lørdags, da vi var til scanning, var det klinikkens 20-års fødselsdag. Der var derfor pyntet op med balloner (og karaokeanlæg...?), og scanningsdamen kunne fortælle os, at de i klinikkens 20 år lange historie har lavet 6000 børn. Det er cirka et barn om dagen og så absolut også værd at fejre. Den statistik vil vi da gerne bidrage med et barn eller to til ;)

Er det ikke bare fint? Sådan så klinikkens indgangsparti ud.

Sådan så det ud udenfor klinikken.

I øvrigt har TV-midt/vest lavet et super godt indslag om klinikken og dens historie. Det varer cirka 10 minutter og kan ses her: 

https://www.tvmidtvest.dk/artikel/har-sat-6000-boern-i-verden-paa-20-aar