Vi prøver igen...

I morges vågnede jeg - selvfølgelig - op med reel menstruation. Og meget af dem. 5 dage og en kæmpe skuffelse for sent på den. Men jeg er glad. For så kom det da og så virker min krop alligevel. Nu er tilmeldingen sendt til dem, igen, og så afventer jeg svar. Det kommer nok først ved frokosttid ligesom i forgårs så i denne her omgang tager jeg det nærmest helt roligt og afslappet. Jeg er bare lettet over at min mens endelig er blevet reel mens. At min krop, tilsyneladende, stadig virker(?). Jeg håber sådan, vi kan komme til og at alt ser ud som det skal denne gang.

Jeg opdaterer bloggen igen, når der er nyt. Forhåbentlig godt nyt.

OPDATERING: Nu har jeg snakket med klinikken. Den anden dag fik vi svar lidt i 12, og da vi endnu ikke havde hørt noget klokken 1, tog jeg sagen i egen hånd og ringede til dem. Først ringede jeg til sekretærerne, i den tro, at de kunne sige mig, om der var sendt en mail til mig. Det var dog en sygeplejerske, jeg skulle tale med i stedet for, så så måtte jeg ringe op til et nyt nummer. Hvor jeg var "nummer 6 i køen" (vent venligst). Efter LAAAANG tids ventetid, kom jeg endelig til at tale med sygeplejersken. Jeg var da fuldstændig overbevist om, at vi ikke kunne komme til i denne omgang, da klokken efterhånden var blevet halv 2, uden nogen form for lyd fra dem. Vi fandt så frem til at der var sket en teknisk fejl, da hun faktisk en time forinden havde sendt en mail til os. Som endnu ikke er dukket op. Så nu ville hun sende en ny.

Vi skal til scanning i morgen middag. Jeg glæder mig. :)


Ps. TUSIND TAK til alle jer, der læser med!! Det betyder mere end jeg kan sætte ord på!!!

For godt til at være sandt

Selvfølgelig var det det. For godt til at være sandt, altså. Scanningsdamen kunne nemlig skuffe os med i morges, at jeg slet ikke er begyndt at bløde ordenligt endnu og at min slimhinde ikke er blevet afstødt endnu (som jo er det, menstruationsblod er). Og derfor kan vi ikke starte behandling endnu.

Scanner man mig lige nu, ligner det at jeg er tæt på ægløsning for der er en stor follikel og en tyk slimhinde...! Jeg er virkelig forvirret og i chok. Og samtidig ikke. For min cyklus har aldrig - som i ALDRIG - været så lang som denne er cyklus er, jeg pletbløder stadig (inkl. brunt snask) mere end det er reel menstruation med frisk blod og den der ureglementerede pletblødning for et par uger side spøger stadig i baghovedet.

Selvom jeg egentlig selv har den opfattelse, at min cyklus almindeligvis er lidt uregelmæssig, har jeg en klar fornemmelse af nu, at den jo egentlig faktisk PLEJER at følge et mønster. En cykluslængde på cirka så-og-så mange dage, et bestemt mønster for, hvordan flowet i blodet plejer at være fordelt ud over dagene, og ret præcist 7 dages blødning. Så det her lal, mit underliv har gang i pt. er bare enormt atypisk. Hver gang, vi er blevet scannet i forbindelse med IUI, har vi bare fået så mange roser med på vejen så det var virkelig et chok, at de ikke var tilfreds med, hvordan det så ud.

Jeg er så skuffet lige nu. Manden påstår, at han ikke er skuffet, men jeg kunne se på ham, at hans ansigtsudtryk lignede mit, da vi fik beskeden. Det var ham dog mest magtpåliggende i situationen at finde ud af, om det betød, at jeg fejlede noget. Om JEG var okay. Det påstår de, at jeg er. Altså rent fysisk.

Så nu er vi hjemme igen. Med køleskabet fuld af hormonpræparater, vi ikke skal bruge endnu og med en kæmpe skuffelse i rygsækken. Fordi nu ved vi ikke, hvornår vi kan gå i gang. Og det er ikke engang "systemet" der holder os tilbage - det er min krop, der i dagens anledning har besluttet sig at være uforudsigelig.



PS. Til min overraskelse og temmelig store lettelse, vil de dog godt have os med i forsøget alligevel. Altså, hvis mine blodprøver, som jeg har fået taget i dag, ikke viser noget uønsket. Og hører jeg ikke noget indenfor de næste par dage, var de fine. Please, lad dem være fine!!!!!!!!

Glæde og taknemmelighed

Denne her formiddag har godt nok været svær at komme igennem. Jeg vågnede mega tidligt og min eneste tanke var, at det var i dag at de skulle se min tilmelding. At det var i dag at det blev afgjort om vi kom til med det samme eller ej. Om vi var købt eller solgt.

Efterhånden blev klokken 9.00, hvor de tjekker mails for at se, hvem der har meldt sig til. Godt, nu er klokken endelig 9 og så kommer svaret nok indenfor den næste halve time, tænkte jeg - godt naivt. For der kom ingen mail i e-boksen. Så blev klokken 10. Stadig total tavshed, trods en del ivrige/tvangshandlingsagtige tjek af indbakken. Klokken blev 11, senere blev den 11.45. Jeg var nu fast overbevist om, at de enten havde overset vores mail eller at vi simpelthen bare ikke kom til i morgen. Pænt skod.

Så ringede min mor. "Jeg skulle lige høre om du har hørt noget" (med interesseret og håbefuld klang i stemmen). Jeg måtte skuffe min mor og sige, at vi stadig intet havde hørt men at jeg regnede med at ringe til dem klokken 12, hvis vi ikke havde svar inden da. Jeg lovede hende at hun hørte noget, når vi gjorde.

Klokken var nu 11.55 og af ren refleks loggede jeg ind på e-boks, inden jeg så ville finde frem til klinikken nummer. Og hvad lå der? Et brev fra klinikken. Min hjerne registrerede overhovedet ikke brevets titel og der gik flere sekunder før den registrerede, hvad der stod.

Nemlig, at vi starter behandling i morgen!!

Så informere manden, dernæst min mor og så min bedste ven. 

Tænk at vi skal i gang nu. Det er så surreelt! Jeg kan slet ikke forstå at det er nu. Når normaltilstanden i månedsvis har været "vi venter på en uvis, ukendt  og, efterhånden, mytisk sagnomspunden dato langt ude i fremtiden, hvor vi en dag kommer til behandlingsstart", så er det så VILDT, at det er nu. I morgen. Man tør næsten ikke tro på det! Men jeg er så lettet og taknemmelig over, at noget endelig går, som det skal nu. Vi har aldrig været så tæt på ønskebarnet, som vi er nu.

Endelig blødning

Efter at have tilbragt i går og i forgårs i stigende frustration og afmagtsfølelse over at min menstration lod vente på sig, kom den endelig. I går aftes ved aftensmadstid. Vi har nu meldt os til behandlingsstart og jeg er bare SÅ spændt på om vi mon kan komme i gang nu. Efter tre måneders pause siden det sidste forsøg IUI virker det godt nok også som evigheder siden der skete noget sidst. Jeg tror ikke helt, jeg har været bevidst om før nu her, hvor jeg skriver disse ord, hvor meget jeg egentlig bare har kørt på overlevelsestilstand i de tre måneder. Hvor tyndslidte mine ventetidsnerver efterhånden er ved at være. Hvis vi bliver udsat, må vi holde vejret 4 uger endnu. Jeg håber det virkelig ikke. Jeg er så brugt efter al den ventetid. Det er snart et år siden vi henvendte os til lægen med henblik på udredning/viderestilling til behandling og det kan jeg godt mærke. Jeg håber sådan, vi kan komme til nu. At det er vores tur nu. Til behandling og til at blive forældre.

Der sker bare intet

Som i overhovedet ingenting...

Jeg er i dag på cyklusdag 27 og det betyder, at jeg snart har, hvad man vil kunne kalde en gennemsnitlig cykluslængde. Man vil også med ret stor rimelighed kunne kalde mig smækhamrende utålmodig. Taget i betragtning af at jeg var bange for at min cyklus ville blive alt alt alt for kort, så er den nu længere end den statistisk set plejer at være - og jeg er SÅ træt af det. Altså, det er så fint at den ikke er for lang eller for kort - men jeg vil gerne i gang, jo.

Al logisk sans har officielt left the building herhjemme og jeg er begyndt at gå hen til Manden og lægge hans hånd på mit underliv, hvorefter han bliver venligt dikteret af mig til at sende "så kom dog i gang derinde" energier ind i det. Indtil videre har det, sjovt nok, ingen effekt har. Jeg har kæmpe frustration, mega ømme bryster og verdens tavseste underliv.

Dette her er virkelig et af de der absurde øjeblikke, hvor man, i jagten på at blive gravid, sidder og messer "kom så blod, kom så blod". Et scenarie, jeg tror, man kun forstår, hvis man har prøvet behandlingsverdenen på egen krop.

Sidst jeg var ved akupunktør, mente hun at min underlige utidige pletblødning kunne være et udtryk for at min krop var ved at rydde op. Hun vil sikkert også postulere at det er takket være nålene at min cyklus ikke er kort denne gang. Almindeligvis ville det sikkert også være ønskværdigt men i dag er min tålmodighed ikke lige til det. Fordi jeg jo ligesom havde håber at den ville komme i går og at vi så skulle have været til scanning i dag. Men nej.

I tilfælde af at der er nogen, der undrer sig...

I tilfælde af at der er nogen, der undrer sig... Ja, min menstruation BURDE starte i dag. Og nej, der er ikke kommet så meget som en dråbe... Og bortset fra ømme bryster er der ikke optræk til noget som helst. Så meget for min frygt for en alt for kort cyklus...!

Jeg vil så gerne bare i gang med behandling NU!!! KOM SÅ MENS!!!

Vores IUI-forløb

Nu, hvor vi nærmer os behandlingsstart med reagensglasbehandling med hastige skridt, tænker jeg lidt tilbage på den anden behandlingstype, vi var igennem først, nemlig IUI, eller insemination. Jeg har helt sikkert følt at ventetiden op til behandlingsstart her har været LANG, men det har nok i virkeligheden været vand i forhold til alt forarbejdet inden vi kom i gang med IUI.

Tid hos egen læge
Jeg bestilte tid hos min egen praktiserende læge i oktober 2016 (snart et år siden!!) og informerede i telefonen om, at vi skulle snakke fertilitet. Så kunne lægen ligesom se det, inden jeg kom ind til konsultationen. Jeg kun ind til en kvindelig læge, jeg ikke har været inde ved før, og det var bare SÅDAN en positiv oplevelse. Hun spurgte ind til, hvor længe vi havde prøvet og jeg fortalte om tidshorisonten i det samt at vi arbejdede ud fra ægløsningstests, spiste sundt og alt det, vi allerede havde gang i af gode ting. Lægen var så sød og hele den der overbevisningstale, jeg havde mentalt forberedt mig på at skulle fremføre, var slet ikke nødvendig. Hun lavede så en gynækologisk undersøgelse på mig for at tjekke celler, om jeg havde klamydia og om alt ellers så godt nok ud dernede og så fik jeg en tid ugen efter til at aflevere en blodprøve. Når den var afleveret og vi havde et svar på den, kunne hun nemlig indstille os til behandling. Jeg svævede ud fra mødet fordi jeg bare havde følt mig hørt og forstået. Og fordi jeg følte at nu var vi da det skridt nærmere vores ønskebarn.

Herefter fulgte en del uger med blodprøver, ventetid, sædprøver og flere sædprøver. Vi var begge sådan set sunde og raske nok. Det viste sig at jeg havde lavt d-vitamin (hvilket faktisk er hæmmende for fertiliteten) og at Mandens sædkvalitet var nedsat. Vi blev dog fundet 'gode nok' til insemination og så var det egentlig bare at vente til februar, hvor vi kom til samtale på sygehuset.

Samtalen på sygehuset
Samtalen på sygehuset var også helt fin. Fordi jeg lå sidst i min cyklus på samtaledagen, kunne vi ikke lave gennemskyldningen af mine æggeledere for at se, om der var passage, så det måtte vente til 10. dagsscanningen. Alt så fint ud, vi skrev under på en hel masse papirer og fik forklaret om de hormoner, jeg skulle tage. Henholdsvis fem dage med Pergotime (en lille, hvid pille klokken 8 hver morgen i fem dage), dernæst tre hormonindsprøjtninger i maveskindet med Gonal-F klokken 18 tre dage i træk og til sidst et stik med ægløsningssprøjten Ovitrelle.

Hormonbehandlingen
Jeg var enormt spændt på, hvordan jeg ville reagere på hormonerne og derfor havde Manden og jeg talt det grundigt igennem inden. At jeg selvfølgelig nok skulle stramme mig an og at jeg undskyldte på forhånd, hvis jeg blev uligevægtig og at han til gengæld bare skulle vende det døve øre til. Man hører en masse om hysteriske kvinder på fertilitetshormoner, men det må vidst være stærkere hormoner end dem, man er i ved IUI. Jeg fik ekstra energi af pergotime og følte mig helt høj af lykke. Muligvis spillede det ind, at jeg var fuldstændig lykkelig over at vi endelig var i gang med behandling, men det var nogle fantastiske dage, hvor jeg bare havde SÅ meget overskud.

Så kom turen til Gonal-F og de meget frygtede nåle. Jeg har det ikke ret godt med nåle så det var virkelig noget, jeg skulle lade op til. Og min frygt blev virkelig gjort til skamme. Jeg kunne på ingen måde mærke nålen, selv ikke, hvis jeg virkelig anstrengte mig. Jeg havde Manden til at holde maveskindet og så stak jeg. Vi havde stor glæde af at have videoen fra dette link kørende på iPad ved siden af. Der bliver man guidet gennem hele processen og det var guld værd - selvom de havde givet os en god indføring i det hele på sygehuset.

https://pro.medicin.dk/Medicin/Praeparater/1886

Der findes en tilsvarende video til Ovitrelle og jeg kan varmt anbefale begge videoer.

Resultatet
Vi var igennem 3 IUI-forsøg og ingen af dem førte til graviditet. Ved første og tredje forsøg især blev jeg ret ked af det men lægen på sygehuset (det var samme læge ved alle tre behandlinger) var ret optimistisk på vores vegne og sagde, at vi nok skal blive forældre - der skal bare lidt ekstra teknik til hjælp.

Så det stoler jeg så på ;)

Falsk alarm

Nå, falsk alarm der i sidste uge. Eller, det VAR nok min ægløsning og ikke, som frygtet, en alt for tidlig menstruation. Der var tre dage med nutellabrunt udflåd og selvom der har været en smule udflåd hver dag siden, har der ikke været mere blod. Det stikker lidt i underlivet hver dag så jeg tror hele tiden at min menstruation er på vej. Og det er den jo strengt taget også. Jeg er så spændt på, om vi må starte behandling i næste uge eller om vi skal vente til næste gang. Hvis vi skal det, kan jeg godt se, at det bliver svært for Freeze All projektet at lægge æg op på denne her side af julen. Og det føles så syret at skrive i september.

Pt er jeg nu så langt i min cyklus at min menstruation gerne må komme og at længden så er ok. Ikke for kort og ikke for lang. Og så er jeg jo også temmelig utålmodig efter at komme i gang. 😄

Jeg er dog virkelig lettet over at min cykluslængde ikke er så rodet som jeg frygtede i sidste uge. Det er fair nok at der kan komme lidt pletblødning i forbindelse med ægløsningen - selvom det ikke er standard, er det vist ikke uhørt heller - men jeg var virkelig nervøs for om jeg skulle få en cyklus på 16 dage. Ganske vist er dette aldrig sket før for mig, men man bliver bare så hyperopmærksom på sit underliv, når man arbejder på at få et barn.

Jeg mener, jeg skrev det i et tidligere indlæg, men jeg blev også bare enormt usikker på, om det, at vi endnu ikke er forældre, skyldes det samme som at min cykluslængde svinger. Strengt taget ved jeg jo ikke, om det er grunden. Der er bare så meget usikkerhed forbundet med diagnosen "uforklarlig barnløs". Når det så er sagt, har vi kun fået rosende ord med på vejen indtil videre så jeg håber virkelig at det vil gå relativt ubesværet for os. At det vil lykkes snart! Jeg ved godt at der er dem, der har prøvet i meget længere tid end vi har og at der er dem, for hvem det aldrig lykkes - men jeg synes, vi har ventet længe nok nu.

Bare det snart er vores tur!

Blod? Nu?

Her i sidste uge vågnede jeg en morgen med engang gevaldig ondt i maven. Og det var ikke fordi jeg var skrupsulten (det var jeg så også oveni). Det var ligesom mavekrampe som så også sad i underlivet. Da det værste smerte gik over, var jeg stadig øm i underlivet resten af dagen. Ret underlig oplevelse på cyklusdag 17 som derudover blev accompagneret af en gang udflåd med chokoladebrunt blod i. Der har været udflåd med nutellabrunt blod i  hver dag siden og fra tid til anden følelsen af menstruationssmerter. Jeg har haft det lige siden som om at min menstruation var lige på trapperne. Jeg skal virkelig ikke nyde noget af at min menstruation kommer så tidligt! Jeg synes i øvrigt sådan set også godt at min menstruation kunne tage at være mere regelmæssig her i min 30'ere men den er faktisk gået fra at være så regelmæssig i mine teenageår, at jeg kunne sige på timetal, hvornår blødningen ville starte, til at svinge med flere dage. Jeg har ikke PCO så jeg skal på ingen måde klage! Men det er nok til at det er træls at den er uforudsigelig. Og den skal simpelthen ikke komme før omkring weekenden!

Og så kan man komme og sige implantationsblødning nok så mange gange. Det er ikke en mulighed i denne her cyklus. Desværre.

Jeg har læst at uregelmæssig menstruation ikke som sådan er noget at bekymre sig om, fordi det ikke er den svingende cykluslængde der afgører, om man kan blive gravid - det er selvfølgelig ægløsning. Sandt at sige har jeg jo kun fået rosende ord med på vejen, når lægerne har kigget op i mig (fine ægblærer og flot slimhinde), men jeg er alligevel bekymret over at jeg ikke helt føler, jeg kan stole på min krop. At det, at den er uregelmæssig måske er et udtryk for grunden til, hvorfor vi endnu ikke er forældre. Men det må være det, de kan hjælpe os med på klinikken. Jeg er simpelthen nødt til at tro på at de kan hjælpe os.

Og jeg tager gerne alt det underlige nu her inden behandlingen, hvis jeg så til gengæld snart får en ukompliceret og lykkelig graviditet der ender ud med en lille ønskebaby. Åh, hvor jeg dog inderligt ønsker mig sådan en!

Freeze all and transfer later

Sådan hedder det forsøg, som vi har sagt ja til at medvirke i. Det går ud på, at man venter med at lægge æg op til kroppens hormonniveau er normalt igen efter stimuleringen op til ægudtagningen, da man vil undersøge, om graviditetschancen er højere på denne måde end ved den traditionelle, hvor man lægger et befrugtet æg op i samme cyklus som ægudtagningen har fundet sted.

Da vi var til Kick-off-møde i sidste uge, kunne de to sygeplejersker, der stod for mødet fortælle os, at de underligt nok har en bedre statistik med fryseæg end med friske æg. Ikke fordi de friske forsøg ikke er gode men fordi fryseforsøgene af en eller anden grund åbenbart bare har overhalet dem indenom på det seneste. Det er ud fra en undring over dette faktum at forsøget her udspringer.

Sådan har det dog ikke altid været. Alene bare siden de papirer, vi har fået om forsøget blev skrevet, er de blevet dygtigere. I papirerne står der, at fryseforsøgene nu ligger "meget tæt på de resultater", de har med friske æg - og pt er fryseforsøgene altså dem, der scorer højest.

Hvorfor er jeg blevet inviteret med?
Grunden til at vi er blevet tilbudt at deltage i forsøget er, at min ægreserve er god/normal. Derudover er jeg normalvægtig, mellem 18 og 40 år gammel, har en nogenlunde regelmæssig menstration, begge mine æggestokke og fejler ikke noget - andet end at det kniber med at kunne lave børn på egen hånd. Der står ikke i papirerne om Mandens sædkvalitet har noget som helst at sige i forhold til dette her forsøg. Derudover er det kun os, der skal i kort behandling, der kan være med.

Forsøgets forløb
Selvom vi har sagt ja til at deltage i Freeze All-forsøget, er det dog faktisk slet ikke sikkert at vi skal vente den ekstra cyklus på at få lagt æg op. Deltagerne vil nemlig, af en computer, blive delt ud i to grupper, hvoraf kun den ene skal udsættes for den alternative metode. Den anden gruppe skal have helt traditionel behandling med oplægning i frisk cyklus, da de er kontrolgruppen som man sammenligner med.

Vi vil først få at vide, hvilken gruppe, vi befinder os i, indtil vi skal give den ægløsende sprøjte. Her er der nemlig tale om to forskellige typer hormon og det er derfor at den ene (en traditionelle) har en lille risiko for overstimulering, hvor den anden ikke har. Lige nu ved jeg faktisk ikke helt, hvilken gruppe, jeg håber på at havne i.

Havner vi i forsøgsgruppen, vil forløbet hedde

Cyklus med ægudtagning -> Mellemcyklus, hvor kroppens hormoner falder til naturligt niveau -> Cyklus med ægoplægning

Hvad skal vi selv gøre herhjemme?
Dybest set forløber dette forsøg som et traditionelt IVF/ICSI-forsøg i kort behandling, da det store forskel jo foregår EFTER ægudtagningen. Som jeg skrev ovenfor, vil der være forskel ifht. den ægløsende sprøjte men det er jeg egentlig lidt ligeglad med. Om det er den ene type dope eller den anden type dope - jeg bemærker nok ikke forskellen alligevel.

Der vil blive tage blodprøver af mig to gange i stimulationsfasen men det foregår på klinikken, når vi alligevel er der til scanning. Det rører mig heller ikke. Den eneste "anderledes" ting herhjemme bliver, at vi to gange undervejs skal udfylde et spørgeskema begge to om kvindernes smerte/ubehag og mandens livsskvalitet. Det klarer vi nok.

Fordele og ulemper ved forsøget

Den store ulempe ved deltagelse i forsøget er selvfølgelig den ekstra cyklus' ventetid. Det var den der gjorde, at jeg i første omgang ikke var interesseret i at deltage. efter at have vejet fordele mod ulemper faldt det jo så ud til den anden side. Jeg havde nemlig frygtet at der ville være to mellemcyklusser, hvor intet skete og dette, kombineret med ikke at vide, om vi ville kunne komme til med det samme eller skulle vente en cyklus på behandlingsstart, gjorde bare tidsperspektivet fuldstændig uoverskueligt. Den flinke dame fra klinikken kunne naturligvis ikke love os behandlingsstart med det samme, men hun ville sætte et notat på os som "høj prioritet" til behandlingsstart. Det hjælper meget og twister det næsten til en fordel.

Fordelene ved at deltage er nemlig flere end ulemperne. Selvom de lister de to blodprøver som en ulempe i papirerne, vil de betyde, at de kommer til at forstå min krop bedre, altså at de får en dybere forståelse for lige præcis min krop. Det kan da kun være en fordel. 

Derudover vil man, hvis man havner i forsøgsgruppen, undgå overstimulering. 

Deltagelse i et forsøg kan afføde et ekstra frisk forsøg på det offentliges regning. Det er som "betaling" og det er bare guld værd. 

Igen, det står ikke i papirerne, men jeg synes virkelig også det gør noget godt for min samvittighed, at jeg kan bidrage med at de udvikler behandlingen til at blive mere effektiv. Der er andre kvinder, der har lagt krop til før mig og det er takket være dem, at vi overhovedet har en behandling, vi kan blive tilbudt som ufrivilligt barnløse. Der er ingen garanti for at det vil gøre os til forældre, men jeg kan godt lide følelsen af at give tilbage til verden. Måske er det pivirrationelt men det betyder altså noget for mig. 

Til sidst

Selvom første skridt på vejen til babylykke er en positiv graviditetstest, er det som bekendt ikke alle tests med to streger, der munder ud i et barn. Dette fylder rigtig meget i mit hoved, så jeg spurgte den flinke dame fra klinikken i telefonen om, hvad succeskriteriet for forsøget var. Var det en positiv graviditetstest eller en graviditet, der ender i et barn. Til min glæde svarede hun at det var den med barnet. Ja tak! Så sigter vi mod det samme, tænkte jeg. Som jeg skrev ovenfor, måske er det irrationelt men det betyder bare noget for mig. 

Jeg synes, det er enormt spændende - både af personlig og af akademisk interesse. Jeg glæder mig til at tage hul på det hele og forhåbentlig snart blive mor. 

Frosne forsøgsdyr

I dag har jeg, igen, talt i telefon med den flinke dame fra klinikken. Jeg skrev i en mail til hende tidligere i dag, at vi havde nogle uddybende spørgsmål, inden vi kunne sige ja eller nej til forsøget og så ringede hun her i eftermiddags til aftalt tid.

Jeg fik spurgt om de spørgsmål, jeg havde skrevet ned på forhånd og jeg har nu så meget ro i sindet at jeg faktisk føler mig overbevist om, at vi da selvfølgelig skal med i det forsøg. Ikke - kun - fordi man gerne vil bedrage til at lægevidenskaben bliver klogere men fordi vi tror på, at det faktisk vil højne vores chancer for at blive forældre. Taget i betragtning af, hvor meget i tvivl, vi har været og at vi faktisk havde besluttet os for et nej, så er det ekstra vildt at vi nu skal til at deltage i medicinske forsøg. Manden har givet mig lov til at bestemme om vi skal med eller ej, og jeg føler at vi skal med. Så vi gør det. Så snart Manden kommer fra job i dag, skriver vi en mail til den flinke dame at vi gerne vil sige ja.

Jeg er så spændt på at komme i gang. Måske er lykken snart med os?

Forsøgsdyr?

Altså, som i mig. Vi har tænkt længe og hårdt og er nu (vist nok) blevet enige om at sige ja til at deltage i et forsøg. Det har ikke været nogen nem beslutning men jeg tror nok, vi gør det. I forgårs hældte vi til nej og i går blev vi enige om et ja - med det forbehold, at jeg lige skulle sove på det.

Forsøget hedder Freeze All og handler i al korthed om at man venter med ægoplægningen til kroppen er kommet på plads efter hormonstimulansen op til ægudtagningen. Dette betyder ekstra ventetid og det er det, der er sværest at sluge. Til gengæld kan det afføde at vi får tilbudt et 4. gratis forsøg i det offentlige og det tæller altså virkelig på plussiden.

Den flinke dame fra klinikken ringede til os i går eftermiddags og jeg regner med, vi vil prøve at ringe til hende, når Manden kommer fra job i dag. I mellemtiden har jeg lige griflet nogle spørgsmål ned på papir, som vi skal høre nærmere om. Men jeg tror, vi gør det. Jeg er ikke 100% sikker på det men det bliver jeg.

Jeg ved godt med hovedet, at det ikke skal være det, der er grunden til at vi siger ja til at deltage, men jeg har virkelig også en stemme i hovedet der insisterer på at minde mig om at grunden til at de kan det i dag, som de kan er, at der er kvinder før mig, der har været villige til at lægge krop til forsøg. Stemmen synes, det er vigtigt at støtte op omkring forskningen for det er det, vi selv nyder godt af  -forudsat man kan affinde sig med det. Det skal ikke læses som om at jeg på nogen måde fordømmer dem, der siger nej til at deltage. For det gør jeg virkelig ikke. Omvendt er der ingen tvivl om at det virkelig er vigtigt at der kontinuerligt forskes i fertilitet og nye behandlingsmetoder og det vil jeg gerne støtte op omkring.

Men det kommer virkelig an på tidsperspektivet. Det føles rimelig bonkers at forholde sig til "ej, det er for lang tid" når man kender et par der prøvede forgæves i 10 år med ICSI. Det føles på den ene side forkælet og på den anden side som om man frister skæbnen helt vildt. For selvfølgelig vil man bare gerne have sit barn så hurtigt som muligt samtidig med at man godt ved, at der ingen garantier er i det her. Der er jo ingen der siger at vi ville være blevet gravid med det samme, hvis vi ikke deltog i forsøget.

Mere om det hele, når vi ved mere.


Ting, vi lige skal vide nærmere om

- Kan vi være sikre på at kunne komme i gang med det samme, hvis vi siger ja til at deltage?

- Friske æg vs. fryseæg. Hvordan er chancerne på at blive gravid på fryseæg vs. chancerne for at blive gravid på friske æg.

- Hvordan er det lige med tidsperspektivet i det? Hedder det:

"Ægudtagning - mellemcyklus . ægoplægning"

eller hedder det

"Ægudtagning - mellemcyklus - mellemcyklus - ægoplægning"?

Ventetid - igen igen

I dag er det et par dage siden, vi var til infomøde på sygehuset. Jeg går bare og venter på, at min menstruation skal komme, så vi kan tilmelde os behandling. Denne her gang må den helst bare ikke komme helt vildt tidligt for så vil første scanning falde temmelig meget sammen med noget på mandens arbejde, han simpelthen ikke kan blive væk fra. Så jeg vil skulle tage til første scanning alene. Altså, det KAN jeg sådan set godt men det er der, vi skal have information om medicin, doser og det videre forløb og det ville være så rart, hvis vi begge to var der. 4 ører er tit bedre end 2 i sådan nogle sammenhænge. Jeg kommer til at skulle til scanning alene i det her forløb undervejs, det er jeg helt indstillet på, men lige præcis ved den første scanning, var det ideelt, hvis vi begge var til stede. Ah well, nu ser vi. Det er i øvrigt lidt sjovt at have erfaret at man sorterer under "regelmæssig menstruation" i deres system, når min cykluslængde varierer mellem 21-29 dage.

Jeg er simpelthen så spændt på, hvornår vi kan komme i gang med det samme og lige nu - håber sådan, jeg ikke jinxer noget lige nu - er jeg altså optimist. Det varierer lidt, i hvilken grad for jeg er også meget meget bevidst om, at man ikke er sikret noget som helst. Men jeg håber sådan. Vi håber sådan!

Jeg er så spændt på alene bare det, at - hvis vi kan lave befrugtede æg - så findes der små genetiske sammensmeltninger mellem Manden og jeg. Det har vi, så vidt vides, aldrig opnået før. Tænk, hvis det lykkes for os. Jeg er bange for at håbe og på den anden side virkelig desperat efter at turde tro på det. Bare det nu går godt.

Der er LANG tid til at vi kan gå i gang.

Kick-off mødet vel overstået

I går var til informationsmøde på sygehuset og nu er vi så klar til at gå i gang med behandling - forhåbentligt snart!

Mødet tog 2,5 timer så både Manden og jeg var temmelig bombede i hovederne, da vi kom ud derfra. Selve mødet var dog fint.

Vi var cirka 10 par rundt fordelt på nogle borde i U-opstilling, inklusiv en, som jeg tror var der med henblik på at blive solomor. (det synes jeg altså er pænt sejt at der er nogen, der gør!).

Da vi kom ind ad døren fik vi en mappe med papirer i (behandlingsverdenens svar på en vandrejournal, forestiller jeg mig), samt en konvolut med ting fra Landsforeningen for ufrivilligt barnløse. Dernæst satte vi os ned og da alle var der, begyndte de to søde, meget sympatiske sygeplejersker at holde foredrag.

Vi fik en grundig indføring i æg, sædceller, befrugtning, kort og lang protokol og alle mulige andre ting. Takket være mit indre researchmonster var det dog ting, jeg primært vidste i forvejen.

Der, hvor vi tog noget med os var der, hvor dette her sygehus tænker tingene anderledes end de gjorde på det andet sygehus. F.eks. forstod de "første blødningsdag" anderledes. Det var rigtig rart og brugbart at få en føling af, hvordan man tænker de forskellige begreber på dette sted. Så ikke så meget nyt men mere en fintuning af nogle begreber og en mere indgående viden om deres tankegang. Jeg føler faktisk, jeg tog noget med mig derfra som jeg ikke havde kunnet læse mig til på forhånd.

Stikkeriet var atter igen ikke noget at regne for noget - det er faktisk ret sjovt at sidde og lege med når det nu ikke betyder noget og bare indeholder saltvand.

Eneste minus var, at vi ikke blev klogere på vores eget behandlingsforløb, al den stand at det var en generel gennemgang ud fra et PowerPoint show med plads til spørgsmål undervejs. Der er inden tvivl om at min indre kontrolfreak, aka researchmonsteret er enormt frustreret over ikke at vide endnu, hvilke typer medicin, vi skal have. Det finder vi først ud af til 1. scanning. Frustrerende nok - for så kan jeg ikke læse op om det på forhånd.

Jeg synes, det er en helt vild følelse at næste punkt er behandlingsstart. Vi går simpelthen bare og venter på næste menstruation nu, hvor vi - forhåbentlig - kan komme i gang. Det føles helt vildt og jeg GLÆDER mig til at komme i gang. Virkelig virkelig meget. Tænk, hvis vi er heldige nok til at komme i gang med det samme! Og tænk, hvis vi er så heldige at det lykkes for os snart!!!!!

Nu må det da være vores tur! <3